Teatret Aarg 05

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Teatret

Skanningen er udført efter et privat eksemplar.

Google skan findes på: Hathi Trust.

Om tidsskriftet, se også Dansk Forfatterleksikon:
https://danskforfatterleksikon.dk/1850tit/0188/sknr188033.htm
Aargang I -XXX, 1901-1931.

[I. Aargang: 1901-1902]. Illustreret Maanedsskrift for Teater og Skuespilkunst. Redaktør: Jens Pedersen
II. Aargang: 1902-1903. Redaktør: Alb. Gnudtzmann

Ill. Aargang: 1903-1904. Redaktør: Alb. Gnudtzmann

IV. Aargang: 1904-1905. Redaktør: Paul Sarauw

V. Aargang: 1905-1906. Redaktør: Paul Sarauw

VI. Aargang: 1906-1907. Redaktør Victor Lemkow

Udarbejdet 2024 af Niels ]ensen

V. AARGANG: 1903—1906

REenaktør: PAUL SARAUW

PAUL HECHSCHERS FORLAG

Paul Sarauw: Dagmarteatret
Charles Kjerulf: «Djamileh»
Martinius Nielsen
Otto Borchsenius: Talescenen
» »
Privatteatrene .
Paul Sarauw. Oversigt .
Walter Christmas: «Fader og Søn»
Paul Sarauw: Dagmarteatret — Casino
Carl Behrens: Kammersanger Herolds Gæstespil .
Paul Sarauw: Privatteatrene
Ålbert Gnudtxmann: Viggo Lindstrøm
Paul Sarauw: Privatteatrene
De Otte
Christian Houmark: Gustav Uhlendorff .

Paul Sarauw: Det kgl. Teater — Casino

L. C. Nielsen: «Prinsessen og det halve Kongerige» .
3 basal =

Paul Sarauw: Oversigt .

Edgar Høyer: Sophus Neumann .
Paul Sarauw: Privatteatrene
Georg Brandes: Duse

Paul Sarauw: Oversigt .

Axel Garde: Det kgl. Teater

Paul Sarauw: Oversigt

Jens Pedersen: Folkekomedier

Paul Sarauw: Dagmarteatret .

L. C. Nielsen: Julie Møller

Gustav Hetsch: «Samson og Dalila»
Casino

Herman Bang: Holger Reenberg
Harald Raage: Betty Nansen

Paul Sarauw: Dagmarteatret .
Victor Lemkow: «Helte» .

Axel Garde: «Asta Kanning»
Folketeatret

Gustav Hetsch: «Den sorte Domino»
Albert Gnudtzmann: «Rosmersholm»
Paul Sarauw: Dagmarteatret .

Otto Borchsenius: Christian Zangenberg
Victor Lemkow: «Den glade Enke»
Victor Lemkow: «En Fallit»

Andreas Winding: Aarhus Teater

Fru Anna: «Teatersalen»

Ng

4

fcS www gs

DAGMARTEATRET

den Maaned, der er forløbet, siden Dagmarteatret den Gang hun paa det kgl. Teater som Vita i

aabnede sin Saison, har det fremført ikke mindre «Hjælpen» leverede en temmelig haardhudet Kopi
end tre Skuespil, der alle er hentede fra Frankrig,
nemlig «Damernes Ven», «En Kamp» og «I Løvens
Hule». Det har sikkert kostet Arbejde, ja endog
et ganske betydeligt Arbejde saa hurtigt at stille
tre Forestillinger paa Benene og tilmed tre saa hel-
støbte og i alle Enkeltheder gennemarbejdede. Det
er længe siden, at Dagmarteatret har præsteret
Forestillinger, der var saa færdige, og i Grunden
er det ikke saa mærkeligt; hvor let kommer der
nemlig ikke noget hæsblæsende og overfladisk over
det Arbejde, som et Teater yder, naar det af Hen-
syn til sit Abonnement er pisket til at sætte en ny
Forestilling paa Plakaten hver 14 Dag.

Fortjenstfuldt er derfor det store og ikke helt
igennem taknemmelige Arbejde, der er præsteret i
denne Forsaison af Martinius Nielsen som Direktør,
Instruktør og Skuespiller — dobbelt fortjenstfuldt,
fordi det Personale, han har at arbejde med, er saa
ungt og usammenspillet, som det er.

Den af de tre Forestillinger, der interesserede
mindst, var «Damernes Ven», — dels fordi vi har
set Stykket før herhjemme, og dels fordi det virker
lumsk kedeligt med sine stivnede Aandrigheder og
docerende Snakkesalighed. Hovedrollen udførtes af
Direktøren, og desuden medvirkede den unge Fried-

richsen, der havde hele det ydre Apparat i Orden Dr. Morey (Egill Rostrup) Daniel (Martinius Nielsen)
med korrekte Jerndorf”ske Mundstillinger og fint

udtænkte Haandbevægelser, men som uden Skade at Anna Larssen, var ganske indtagende og naturlig
kunde give sig mere hen i sin Rolle. Clara Ras- som den unge Grevinde.

mussen, som vil være Teatergængere bekendt fra En unægtelig langt interessantere Forestilling

Hortense (Ellen Jansen) Edgard (Malberg) Gaston (Martinius Nielsen)
«I Løvens Hule», 2. Akt.

S=>

PR)

Barentus (Cajus Bruun) Planturel (Orlamundt) Antoinnette (Oda Nielsen) Gilberte (Elisabeth Rosenberg)

«I Løvens Hule», 1. Akt.

HV "2 f«duwey ugq»

(2 Cc

(dnusoy [pg] Åa1ow uq (uaspiN smunmrm) plueq (prøiq 2sngnv) sageyqa je tapugmæg

Ed

z KN 7 PET
SKSØ

ir

DNA

re:

<=
ER æn

Fr"

EVE

dl
å

Hertuginden af Chailles (Augusta Blad) Biskop Bolene (Axel Strøm) Dr. Morey (Egill Rostrup)

«En Kamp», 1. Akt

var Lavedan's «En Kamp». Det handler om en
ung, skøn Kvinde, Hertuginde at Chailles, der er
lænket til en aandeligt og legemligt nedbrudt Mand,
som kun lever op, naar han sidder ved det grønne
Bord, eller naar han jager Morfinsprøjtens Spids
ind under sin Hud, og som tilsidst helt falder sam-
men. I hendes .Indre kæmper. to. modstridende Fø-
lelser, Lysten til at leve sit Liv fuldt og helt som
den varmblodige Kvinde, hun er, og Samvittigheds-
følelsen, som maner hende til at modstaa enhver
Fristelse, der kan faa hende til at glemme sine
Pligter som Hustru og ærbar Kvinde. Og som
disse to Følelser strides i hendes Indre, saaledes ud-
kæmpes der en forbittret Kamp mellem to Mænd,
hvoraf den ene repræsenterer Pligtfølelsen og Sam-
vittighedsfølelsen og den anden Livslysten og Kær-
ligheden.

Indviklet er Handlingen ikke i dette Stykke, ja,
den er end ikke fri for at være lidt stillestaaende,
men man følger dog alligevel fra først til sidst med
Interesse, for ikke at sige Spænding, denne Kvindes
bittre og voldsomme Sjælekamp.

Augusta Blad, der skulde stille denne Sjæle-
kamp til Skue, evnede det slet ikke; der var noget
uendeligt stivnet og sjælløst over hendes Spil, saa

Biskop Bolene (Axel Strøm) Hertuginden af Chailles (Augusta Blad) Dr. Morey (Egill Rostrup) Daniel (Martinius Nielsen)

«En Kamp», 3. Akt

==

at end ikke hendes Medspillendes (Martinius Nielsen's
og Rostrup's) myndige og kloge Præstationer for-
maaede at gøre Stykket til den afgjorte Succes,
som det ifølge sin Betydning fortjener.

Betydeligst næsten af Stykkets faa Roller er

næsten dyrkes og tilbedes som en Martyr, han ser
selv saa usigelig menneskeligt paa alt og dømmer
og bedømmer det ud fra de mildeste menneskelige
Synspunkter.

Rollen blev spillet af Axel Strøm, som ikke

Antoinette Planturel (Oda Nielsen) Gaston Chalindrey (Martinius Nielsen)

«I Løvens Hule», 2. Akt.

Biskoppens; det er en ganske mærkelig Skikkelse,
Forfatteren her har skabt i denne skarpsindige, milde
og modige gamle Mand, der lader de kinesiske
Bødler flænge Neglene af sine Fingre hellere end
at vige et Haarsbred fra den Beslutning, han en-
gang har taget; og han, der allerede i levende Live

magtede Opgaven. Den storladne, ejendommelige
Figur virkede i Hr. Strøms Gengivelse ganske blegt
og ligegyldigt — og det var Synd!

Efter «En Kamp» fulgte saa «I Løvens Hule»,
der ligesom Folketeatrets Charlotte-Wiehe-Forestil-
ling skyldes de drevne og opfindsomme Pariserfor-

fattere Maurice Bilhaud og Paul Hennequin, men
som er langt kaadere og vildere, langt mere sinds-

forvirret og Fanden-i-Voldsk. Saadan en Farce er
som et pragtfuldt, farverigt Insekt, der foranstalter
en overgiven, hvirvlende Dans igennem Luften,
mens Solen skinner, og som er til Fryd og Veder-
kvægelse for Øjet, men som ikke taaler at blive
grebet med grove Hænder; da gaar Støvet af dets
brogede, skønne Vinger, og det mister sin spil-
lende Glans.

«I Løvens Hule» er en saadan kaad Insektdans
henover Scenegulvet; det er et Fyrværkeri af vit-
tige Replikker, en broget Kæde af barokke, for-
nuftstridige og utrolige Situationer, der følger paa
hinanden hastigere, end Hjernen kan tænke og kan
protestere; man hvirvles med i denne forrykte Dans,
man overvældes, man besnæres, og man overgiver
sig paa Naade og Unaade. Men naar saa Tæppet
er faldet, og man søger i sit stille Sind at gøre
Rede for Gangen i denne Kankan, hvor bedragne
Ægtemænd og bedragende Ægtemænd og livlige
Fruer hr svinget sig; saa kan det .hænde,…"at
man hjælpeløst tager sig til Panden og ryster stille
paa Hovedet.

Dansen førtes an af Oda Nielsen, Orlamundt og
Martinius Nielsen, der svingede sig med Humør;
navnlig sidstnævnte fik en hel lille Succes som en
professional Forfører udstyret å la Chamberlain
med hvid Knaphulsorkidé og Monocle i Øjet. Hen-
rik Malberg — der debuterede ved denne Lejlighed —
viste sikker Evne for det robust-komiske, men vir-
kede ikke meget gallisk.

— Endelig har Dagmarteatret paa sit Repertoire
genoptaget «Dansen paa Koldinghus» med delvis
ny Rollebesætning og et lille svensk Stykke, «Den
Kærlighed! Den Kærlighed!», der er saa ubetyde-
ligt, at kun Guderne ved, hvorfor det atter er blevet
draget frem fra Glemselen. I «Dansen paa Kol-
dinghus», dette saa stærkt dramatisk virkende Stykke,
debuterede Johs. Meyer, der gjorde et ret ufærdigt
Indtryk; og det er nu som sidst om Alfred Møllers
Fremstilling af Rosenkrantz, at Hovedinteressen
samler sig. Paul Sarauw.

<DJAMIEEED) PÅASDET .KGE- TEATER

an kan ikke tænke Navnet Bizet, uden at et
M indre Ekko øjeblikkelig svarer Carmen. De
to Navne, Personer, Begreber er nu én Gang blevet
uadskilleligt sammenknyttede. Andre Komponister
har skrevet saa mangt og meget, der passer sam-
men med deres Navn, — hvad Bizet angaar, er det,
som om han kun .havde skrevet dette ene, men

AJ

dette ene er nok til ganske alene at bære hans Ver-
densry og Fremtidsnavn. Carmen er Bizet, som
Bizet er. Carmen.

Alligevel har jo Bizet skrevet noget andet og
mere end «Carmen», selv om det ikke er meget, —
saaledes Operaerne «Perlefiskerne», «Den smukke Pige
fra Perth» og «Djamileh», alle før «Carmen». De
gjorde i sin Tid ingen Lykke, men da «Carmen»
blev den uhyre Succes, og navnlig da Bizet var
saa klog straks efter at dø, forsøgte man Gang
paa Gang heéle Verden over at yde Retfærdighed
mod de tidligere oversete Arbejder. Men det lyk-
kedes aldrig. For «Carmen» var saa stor og mægtig,
at dens Skygge forhindrede Lyset i at komme til
de andre. Og selv om Bizets Musik i de andre
Operaer var aldrig saa fin og nydelig og karakter-
fuld — saa ægte og saa henrivende og saa original
som «Carmen»s var den dog ikke paa langt nær.

Med «Djamileh» vil det utvivlsomt gaa ligedan
paa vort Teater. Den vil faa en kortvarig, ær-
bødig Levetid, fordi man har saa megen Agtelse
for Bizets Navn, — dermed er alt sagt og gjort.
Og der er alligevel ganske prægtige Ting i denne
Musik, selv om den kan falde lidt bred og lidt søgt.
Til Skade for Virkningen blev nu adskilligt — f. Eks.
den store Kærligheds-Duet — paa vor Scene taget
altfor meningsløst hurtigt. Det er jo da endelig
saa, at Temperament i Musikgengivelse ingenlunde
er ensbetydende med Ilfærdighed, — tværtimod: al
Ynde, ja, al virkelig Ildfuldhed slukkes, naar Tem-
poet forhastes, saa at det rent sanglige ligefrem
forhindres i at gøre sig gældende. Øg det var Til-
fældet her.

Ellers havde Hr. Peter Cornelius ubetinget Ære
og Glæde af den Maade, hvorpaa han sang det
mandlige Hoved-Parti. Noget lettere og elegantere
kunde han maaske nok have været, ogsaa i Spillet,
men hans Stemme klang saa ung og varm og blev
brugt med saa frejdig og frodig en Naturlighed, at
det var en ren Ørenlyst at høre paa. Navnlig ren.
Det kunde man nemlig ikke sige om Fru Lendrop
og Hr. Agerholm. Det var Skade, at Partiet laa
saa afgjort for højt for Fruen, at hun hele Tiden
maatte kæmpe med svigtende Intonation. Det kan
nu en Gang ikke nytte: den skønneste Sang, den
bedste Musik er ikke en Styver værd, naar den er uren.

Men ellers var der meget Temperament og megen
Friskhed i Fruens Foredrag og Spil. Hr. Agerholm
burde absolut være fremtraadt i langt ældre Skik-
kelse.. Hans Frue dansede i Operaen en meget
karakterfuld Mavedans, der var lige ved at tage
Vejret fra de kongelig priviligerede Abonniner.

Charles Kjerulf.

G. Lindstrom, fot

H

an

aa YA dd

BRU
i:

arun (Corne

l

ius) Splendiano (Agerholm)

[=

«Djamileh»

D

anserind

en (Fru A

ø
»

erholm)

BR Net

I

G. Lindstrøm, fot.

Martinius Nielsen

(Nyeste Billede, taget specielt til «Teatret»)

MARTINIUS NIFESEN

Martinius Nielsen

(Nyt Billede, taget specielt til «Teatret»)

en 6. November 1880 debuterede Martinius
1 Nielsen paa Casino som Aage i Hostrup's
«Mester og Lærling», og han vil derfor om nogle
Dage kunne fejre sit 25 Aars Jubilæum som Skue-
spiller. «Teatret» giver sin Tribut til den Hyldest,
som Martinius Nielsen sikkert i denne Anledning
vil blive Genstand for, ved at bringe en Række
Privat- og Kostumebilleder af ham. Hvad Teks-
fen angaar, indskrænker vi os til nogle faa bio-
grafiske Oplysninger, idet vi reserverer os senere at
bringe vore Læsere en Artikel om Martinius Niel-
sen som Skuespiller, Sceneinstruktør og Teaterleder.

Martinius Nielsen er født i København den 223.
Januar 1859, — hans Fader var Købmand, — han
frekventerede Borgerdydskolen og blev i 1878 di-
mitteret som Student. Efter at han et Aarstid senere
havde taget Filosofikum, lagde han Studeringerne
paa Hylden og lod sig indrullere paa Casinos Per-
sønliste. Paa dette Teater fik han — som ovenfor
omtalt — sin Debut og forblev dér, indtil han fulgte
sin Direktør, Th. Andersen, da denne overtog Dag-
marteatret. Senere var han en kort Åarrtelke først
paa .det kgl. Teater — hvis Scene han første Gang
betraadte som Gérard i «Den Fremmede» — og
Saa paa Folketeatret, men i 1897 vendte han tilbage
til Dagmarteatret som Professor Riis-Knudsens Med-
direktør, og siden da har han virket uafbrudt ved
denne Scene. Antallet af de Roller, han i det for-
løbne Kvartaarhundrede har" spillet, er svimlende

— IO —

sr

Fiesco i «Fiesco»

Uriel i «Uriel Acosta»

Hjarne i «Hjarne»

som Stjernernes, og hans Rollehæfter kunde fylde
Dagmarteatrets Scene fra Gulvet til Sofitterne.

Hvad man end mener om Martinius Nielsens
Personlighed, saa mødes Ven og Modstander i een
Indrømmelse: Han er en Mand! ... stejlt og haardt
staar han paa sine Meninger, og uden Vaklen styrer
han frem mod de Maal, han har sat sig. Han kan
sige om sig selv, at han aldrig er gaaet paa Akkord,
og det er simpelthen stort at kunne det i vor ide-
svigtende og slappe Tid.

Det er ikke dumt, det som Gustav Esmann — Mar-
tinius Nielsens argeste Modstander — sagde om ham:
Han er dog i alt Fald et Ansigt mellem alle de
blege og udtraadte Fjæs, der omgiver os.

PALESCENEN

anken om en særlig Scene for Skuespillet er
lige saa gammel som selve det kgl. Teaters
nye Bygning. Det var med bange Anelser, at det
ældre Kuld af vore Kunstnere flyttede over i det
nye Hus. Phister afsluttede sin Virksomhed for-
inden. Fru Sødring udtrykker i sine Erindringer

— II —

sin Glæde over, at man trods den store Scene for
stod hvert Ord, hun sagde. Men hun tilføjer straks:
«Hermed vil jeg dog ikke sige, at de store Forhold
i den nye Teaterbygning ikke er til Skade for det
reciterende Skuespil. Det ligger i Sagens Natur,
at den Forbindelse mellem Skuespillerne og Publi-
kum, som ikke kan undværes, hvor den fulde Mlu-
sion skal naas, ikke, eller kun saare vanskeligt, kan
knyttes i vort nuværende Teater paa Grund af den
store Afstand, der er mellem Scene og Tilskuer-
plads. Ligeledes lider Sammenspillet ved Teatrets
overdrevne Størrelse.»
Den samme Klage er
ofte lydt senere. Emil
Poulsen har bl. a. en
Gang offentligt udtalt,
at vor Skuespilkunst
efterhaanden blev for-
grovet. Den sceniske
Kunstner blev af de alt-
for store Rumforhold
tvunget til baade at an-
strænge sin Stemme ud
over Naturens Maal og
Maade og til at over-
drive Minespil og La-
der. Og Emil Poulsen
hørte dog til det kunst-
neriske Slægtled, der og-
saa raadede over de ydre
tekniske Midler, ikke
mindst hvad Stemmens
Brug angik. Det. for-
holder sig jo i Virke-
ligheden saaledes, at det
i Aarenes Løb er blevet
vanskeligere at høre i
det kgl. Teater. Og da
selvfølgelig Bygningen
ikke kan have det paa sin Samvittighed, maa de spil-
lende bære: Skylden… Den, der en Aften har: over:
været en Forestilling, hvor fortrinsvis de yngre Skue-
spillere er i Ilden, vil vidne, hvor overordenlig
meget der gaar tabt for Tilskueren. Det var netop
Phister, der en "Gang "sagde, at maar man havde
betalt sin Billet, havde man Ret til at kræve at
kunne høre, hvad der blev sagt paa Scenen.
Skuespillere og Publikum mødes altsaa i Mis-
fornøjelsen med Teatret. Det har da heller ikke
manglet paa Forslag til Reformer, baade med Hen-
syn til at gøre Scenen mindre og ved Hjælp af
Bølgebliks-Vægge og Skærme at forbedre Akustiken.
Forslag, der forøvrigt absolut burde komme i Be-

Martinius Nielsen, 25 Aar gammel

tragtning, selv om man en Gang faar en særlig
Talescene, idet baade Opera og Ballet kun vil vinde
ved mindre Rumforhold. Det beror nemlig sikkert
paa en Fejltagelse, naar man i sin Tid særlig vilde
lægge Ansvaret for den store Scene paa Bournon-
villes Skuldre. Balletten har i hvert Fald ikke staaet
sig ved at skifte Hus. Det var baade lettere og
billigere at tilvejebringe den sceniske Illusion i det
gamle Teater. Skulde den forfarne Balletmester,
der forstod sig saa godt paa Massevirkning, ikke
have vidst dette paa Forhaand? Det har utvivl-
somt snarest været den
store Tilskuerplads, Hen-
synet til Teatrets Ind-
tægtskonto, der har
trukket den store Scene
med sig. Kravet til de
smaa Skuespilhuse er
jo overhovedet af ret
ny Datum.

Men til Gengæld har
dette Krav vokset sig
stærkere og stærkere
Aar for Aar. Allerede
Fallesen søgte ved et
rask Kup at knytte Dag-
marteatret som et An-
neks til det kgl. Teater,
og siden har der jo gen-
tagne Gange paa ny
været Planer oppe om
at erhverve Scenen i.
Jærnbanegade. Ikke
mindst det sidste For-
søg vil være i frisk
Minde. Da den nuvæ-
rende Konsejlspræsi-
dent, J. C. Christensen,
som Kultusminister med
lige saa overlegen som lykkelig Haand gennem-
førte den nye Ordning for det kgl. Teater med
en uafhængig Femaarsperiode, var det jo for- at
give Teatret Lejlighed til at prøve, om det med
det stipulerede — unægtelig uventet rigelige —
Statstilskud var i Stand til at leve sit eget Liv:
Hvorfor da ikke, tænkte mange af Teatrets Ven-
ner, med det samme gøre et Forsøg paa Mulig-
heden af at drive to Scener? Forsøget vil dog
tidligere eller senere blive gjort. De vundne Er-
faringer kunde saa allerede komme til gode, naar
Femaarsperioden, der jo selv er en Forsøgstid, er løbet
ud, og en endelig Ændring skal træffes. (Fortsættes.)

Otto Borchsenius.

— I2 —

== mæ > 2 mmm É

Ea nen rl av mm

Kxcstrenspees ERE
Es mar men

Heymann (Johs. Nielsen)

llen Aggerholm) Mikkelsen (

«Lynggaard & Co.», I. Akt

Eg
NØ
=>
>
|»
s
n
(ea
om
g
K=
<=
(3)
ag
5£
<
Ny
Ho]
oOo
o
J
nn
sæ.
(79)
=
[4
s
'Z
sg
—
sæ,
-
v

tere ES set LP
Fre be f3l 0” SE ÆSKER ET

PRIVATTEATRENE

or hjemlige dramatiske Muse, der for Tiden er
MV saa godt ved Huld som næppe nogensinde
før, har sat et nyt Barn i Verden, nemlig Berg-
strøms «Lynggaard & Co.», et Stykke, der har et helt
Bjørnsonsk Tilsnit. Det handler om den Strid, der ud-
kæmpes mellem en ung jødisk Fabriksbestyrer ved
Navn Heymann og Fabrikherrens Søn, Jacob Lyng-
gaard, der kommer hjem fra en Udenlandsrejse opfyldt
af socialistiske Ideer . . . han vil ikke taale, at Arbej-
derne udsuges og udnyttes, som det hidtil har været
Tilfældet, han vil indføre en ganske ny Ordning i
Fabrikens Ledelse og faar sin Fader til at fjerne
Heymann. Men da han tillidsfuld og begejstret
træder ind i Arbejdernes Midte og erklærer sig for
deres Broder og Ligemand, saa ler de ham op i
hans aabne Ansigt. Han indser da, at han ikke
magter den Opgave, han har stillet sig, og han beder
selv om Heymann maa blive kaldt tilbage — og
Heymann kommer.

Der er den store Fejl ved dette Stykke, at
Jacob, Repræsentanten for den nye Tid og de nye
Ideer, virker som en ganske latterlig og naiv Person.
Hans Ræsonnementer er saa barnlige, og hans hele

Overlærer Mikkelsen (Dorph-Petersen) Edvard (Robert Neiiendam) Jacob (Svend Aggerholm)

«Lynggaard & Co.», 2. Akt

— 14 —

EEN

JYV rÉ feo) 8 pivres3uA 7»

(uaspin 'sqo[) uuewæyH (wu[0q1238y) qoaef (ung buen) bruep (Suny) parv38u£ 7

ass

i

RGS SMK SES

srirsin
sn

ris Mess
LER ag FE
CC SÆR
2 ange rr

bb DES
sg rer. e 2
FRRSEREE SERENE SE KE SSG

TE | ENE

Opførsel saa ubehjælpsom, at han umuligt kan tages
alvorligt; og derfor mister den Kamp, der udkæmpes
mellem ham og Heymann, og som er Stykkets
Hovedkonflikt, ogsaa al Spænding; selve Handlingen
er da heller ikke Stykkets stærke Side, men det er
i Karakteriseringen af de enkelte Personer, at dets
Betydning maa søges. Bortset fra en enkelt Und-
tagelse — en ung Tugthusspire, der virker kon-
strueret og uægte, men ganske vist temmelig pudsigt
— har Bergstrøm tegnet sine Figurer aldeles for-
træffeligt, og takket være den mønstergyldige Ud-
førelse, som Stykket fik, gik ingen Antydning og
ingen Nuance tabt. Skal nogen enkelt af det for-
trinlige Ensemble (Ægteparret Ring, Ægteparret
Aggerholm, Dorph-Petersen, Julie Møller og Neiien-
dam) nævnes, skal det være Johs. Nielsen, der ved
sit overlegne Spil gjorde Jøden Heymanns lille
Rolle til Stykkets betydningsfuldeste.

— Paa Casino har man fremført et Folkeskue-
spil — «Guldkalven» — af Walter Christmas; men
endda det rummer flere spændende Optrin, blev det
ikke nogen Fedekalv for Teatret, og Kritiken har
da ogsaa været enig om at slagte «Kalven» — hvad
der dog ikke er ganske retfærdigt. Skønt Holger Ras-
mussen, Reenberg og Ellen Diedrich troligt sled i det Martin Slenge (Holger Rasmussen)
for at trække Læsset, væltede det dog alligevel. Karl Lendorf (Otto Lagoni) Marie (Emma Lind)

Estrid (Ellen Aggerholm) Overlærer Mikkelsen (Dorph-Petersen) Kaj Borelius (H. Reenberg) Martin Slenge (H. Rasmussen)

Re" æn

ET

(Bag Wt

yeg (uassnwsvy ezæ[D) meg 28va

JV "I f«salry 83 Uu98Ig»

sspure aq (dnasog epQ) MAA ((uøns) 19Zuvig Ga 9W JIV) TW (ssuøg) I19P91T (U9S791N EPO) ISOY

TFAÅLESGCGENEN

(Sluttet)

Det er ikke Stedet her at opfriske, hvor lidet de
med Planen forbundne pekuniære Transaktioner, bl. a.
Spørgsmaalet om Direktør Martinius Nielsens even-
tuelle Afstaaelsessum, faldt i Kultusministerens Smag.
Planen vilde under alle Omstændigheder være stran-
det paa Ministerens principielle Ulyst til at røre
ved Teatret, før Femaarsperioden var til Ende. Daz
saa vidt vides, den nuværende Kultusminister ind-
tager den samme Stilling til Sagen, ligger Virkelig-
gørelsen af en Talescene næppe umiddelbart for.

Den offentlige Meningsudveksling om Dagmar-
teatret som Anneks frembød ikke desmindre adskil-
lig Interesse. Gennem Udtalelser af Teatrets ældre,
bærende Kunstnere, Fru Hennings, Olaf Poulsen,
Peter Jerndorff 0. s. fr., fik man Klarhed over, at,
selv om den indflydelsesrige Del af Personalet vilde

gaa med til — som et Forsøg paa Muligheden af
en Dobbeltdrift — at finde sig i Vanskelighederne

ved de to fra hinanden ret fjærnt liggende Scener,
kunde dog ingen tænke sig andet, end at den bli-
vende Talescene maatte ligge paa den gamle histo-
riske Grund paa Kongens Nytorv og i direkte For-
bindelse med det gamle Skuespilhus, hvad jo ogsaa
Hensynet til Billetkontorer, Omklædningsværelser
og mange andre ydre og indre Forhold gjorde for-
maalstjenligst.. Tanken med to Scener har jo altid
været den, at de stadig skulde staa i den nærmeste
Rapport til hinanden, saaledes at Skuespilarterne
ikke skulde fast afgrænses paa den eller den Scene,
men tværtimod kunne skifte «efter Tarv og Trang».
Den gamle, den store Scene skulde ikke alene hel-

liges Opera og Ballet; ogsaa det store Drama, lige
fra Shakespeares og Oehlenschligers Tragedier til
f. Eks. Drachmanns «Der var en Gang», skulde
fremdeles søge dér til Huse. Til Gengæld skulde
den mindre Scene, den nye Talescene, ogsaa kunne
anvendes til den komiske Opera, Sangspil og —
om saa skulde være — mindre fordringsfulde Bal-
letter. Vekseldriften skulde være saa fri — og saa
praktisk — som vel muligt. Men hertil udkrævedes
selvfølgelig to paa det nøjeste forbundne, helst sam-
menbyggede Scener. Det kunde jo tænkes, at man
paa den enkelte Aften gav sammensatte Forestil-
linger af forskellige Kunstgenrer.

Den gamle Plan med Erhvervelsen af Romersk
Badeanstalt og Schelderups Gaard staar derfor den
Dag i Dag som det attraaede Maal. Her kunde —
her skulde — den nye Talescene ligge. Vilde det
ikke til en Begyndelse være tænkeligt at købe den
i Foraaret nedlagte Badeanstalt og i Mellemtiden
anvende den til Prøvesal eller lignende? Det kgl.
Teaters nylig offentliggjorte Aarsoversigt udviser
jo, at man har haft Brug for fremmede Lokaler.
Vilde det da ikke være heldigere at eje sin egen,
nærliggende Grund fremfor at leje ude i Koncert-
palæet? Og kom man saa efter den indeværende
Femaarsperiodes Udløb til det af alle ønskede Re-
sultat, at ville bygge en Talescene, havde man al-
lerede den halve Grund. Det sidste Aarsregnskabs
Overskud udviser jo ogsaa, at det kgl. Teater med
sit nuværende Statstilskud virkelig kan leve sit eget
Liv. En Dobbeltdrift vil næppe længer skræmme

RS

nogen, hvad det økonomiske angaar. Og skal vor
Skuespilkunst ikke yderligere lægges øde, maa vi
have en Talescene.

Der har i de senere Tider herhjemme været
talt saa meget om fri Teaternæring og alt, hvad
dermed hænger sammen. Erfaringerne med de saa-
kaldte «otte» fra Dagmarteatret taler for, at en Fri-
gørelse baade af Bevillinger og alle andre gamle
Særrettigheder ikke vilde fremkalde synderlig For-
andring i vor Teaterverdens Fysiognomi. Det er
aabenbart ikke saa lige at løbe til at rejse Kapital
til et nyt Teater. Først er der noget, der hedder
Banker, og derpaa noget, der hedder Brandvæsen.
Men selv om baade «de otte» overvinder alle Van-
skeligheder, og andre lysthavende private Entrepre-
nører fik Lov til at træde i deres Fodspor, vilde
Spørgsmaalet om en Talescene for det kgl. Teater
ikke tabe en Kende i Interesse derfor. Den private
Entreprise kan være saa ideelt udtænkt og planlagt
som muligt; Hensynet til Kassen vil og maa dog
altid melde sig i første Række. Samler de origi-
nale danske Samfundsskuespil ikke Hus, nøder Kam-
pen for Tilværelsen hurtig en Direktør, ja selv en
Andels-Direktion, til at spille franske Farcer. «De
otte» søgte saaledes for nylig at vinde Terræn for
deres Gæstespil i Kristiania med «De Ægtemænd»,
«Kameliadamen» og «Sovewaggonen». Hvem tør
indestaa for Repertoiret i det nye «Grønnegade-Hus» ?

Fremfor nogen burde derfor alle danske drama-

tiske Forfattere — med alle de Midler, der staar
til deres Raadighed, Agitation i Pressen som i For-
fatterforeningen 0. s. fr. — kæmpe for det kgl.

Teaters saa ofte omhandlede Talescene. Under de
nuværende Forhold, hvor det kgl. Teater af Hen-
syn til sine tre Kunstarter saa at sige maa balan-
cere mellem dem alle tre, er det en Selvfølge, hvad
særlig Skuespillet angaar, at Valget mellem tilbudte
Nyheder trækkes snævrere, end de paagældende
Forfattere finder retfærdigt eller fornuftigt, af Hen-
syn til, at først af en Opførelse kan Forfatteren
egentlig lære noget for Fremtiden. Med en Tale-
scene vilde Forholdet med ét blive et andet. Der
vilde blive baade Plads og Tid til nyt og gammelt.
Thi det er jo ikke alene de nuværende Forfattere,
der anker over Mangel paa Imødekommenhed. Ven-
ner af vor klassiske Literatur har tidt nok ført
Klager i Marken, hvad enten det gjaldt, at Oehlen-

schlåger forsømtes eiler at repræsentative Arbejder
af baade Heiberg og Hertz overlodes til Privat-
teatrene. En Talescene derimod vilde føle det som
sin Pligt at bevare Traditionen og Repræsentationen
— Statens Museum for Kunst bortgiver jo heller
ikke de karakteristiske Arbejder af Eckersberg, Mar-
strand og Skovgaard — og den vilde samtidig kunne
hæge om alle nye lovende Spirer. Nu om Stun-
der, hvor de originale aarlige Nyheder i Følge For-
holdene kun kan være faa, er man tilbøjelig til at

veje hver enkelt paa Guldvægt — hvad de for det
meste jo kun daarlig kan taale — og det natur-

lige Forhold mellem Produktion og Kritik forrykkes.
Paa en Talescene vilde der kunne være Albuerum,
et Sold med større, mere aabne Masker for Ny-
heder, om man vil. Med Statstilskuddet i Ryggen
vilde selv dramatiske Eksperimenter, som en privat
Scene altid ømmer sig ved, uden Fare kunne for-
søges. En lille Skuespilscene med det kgl. Teaters
kunstneriske Kræfter, Instruktion og Udstyrelses-
evne vilde efter al Sandsynlighed tilmed i økono-
misk Henseende blive en stor Forretning. Den
længe ønskede Tilgang af de private Sceners bedste
Kunstnere vilde yderligere falde af sig selv. Skulde
derfor den gamle, store Scene — der dog nogle
Aftener ugentlig kunde benyttes og derved peku-
niært støttes af Tragedien og det store Drama over-
hovedet — have Vanskelighed ved at klare sig med
Opera og Ballet, vilde Dobbeltdriften, de to Teatres
samlede Indtægt, sikkert nok kunne afgive et til-
fredsstillende Budget.

Med al Respekt derfor for private Foretagenders
literære Planer paa Papiret, turde en til det kgl.
Teater knyttet, og helst med dette sammenbygget,
Talescene ubetinget være at foretrække. Tiden
kræver den, vor Skuespilkunst kan ikke længer
være den foruden. Vilde det da ikke være natur-
ligt, om alle, Teatrets Kunstnere, Teatrets Venner
og, som sagt, ikke mindst vore dramatiske For-
fattere benyttede de Aar, der er tilbage af den saa
heldigt indledede nuværende Femaarsperiode, til paa
enhver Maade at virke for Sagen? Naar da Re-
gering og Rigsdag skal ordne Teatrets Forhold paa
ny, vilde Talescenen kunne gaa ind som et selv-
følgeligt Led i det statsunderstøttede nationale gamle
Skuespilhus.

Otto Borchsenius.

— 19 —

Vivette (Oda Rostrup) Frédéric (Fønss) Det aandssvage Barn (Clara Rasmussen)

«Pigen fra Arles», 2. Akt

OVÆR STE

et kgl. Téater har ment at kunne indløse en
RH Del af sine Forpligtelser mod det klassiske
Repertoire ved at opføre Schillers «Don Carlos»
om ikke in extenso saa dog i betydelige Uddrag.
Dette pompøse Heltedrama med de klingende Jamber
betød jo i sin Tid ikke mindre end en Revolution,
en Renaissance for tysk Aandsliv, og selv nu saa
mange Menneskealdre efter virker det som et præg-
tigt Monument for Schillers ædle og udødelige
Aand; endog i den saa stærkt beskaarne Tilstand,
som det kgl. Teater fremførte det i, undlod det
ikke at gøre et stærkt Indtryk.

Neiiendam spillede Don Carlos, og ingen dansk
Skuespiller kunde have gjort det bedre — men der-
med være ikke sagt, at det var en ideel Præstation.
Hans Spil var paa mange Punkter aldeles fortræffeligt
— navnlig de stærkt lidenskabelige Udbrud fandt
han overbevisende og slaaende Udtryk for, men
den ulykkelige Ynglings smertefulde Resignation
viste han os ikke tilfulde. Mantzius førte sig som
Philip II med en kold og rolig Myndighed, der var
af stor Virkning; mindre betagende var hans Spil,
hvor Kongens Forpinthed og Mistænksomhed faar
ham til at kaste sin strænge, kolde Maske og flamme

op i Raseri. Betty Hennings saa prægtig ud som Elisa-
beth og ligesaa Emma Thomsen, der var Prinsesse Eboli.

Alfonse Daudets lille Melodrama «Pigen fra Arles»
har været over en Menneskealder om at finde Vej
til en dansk Scene, men nu er det endelig faldet i
Dagmarteatrets Lod at bringe Stykket frem. «L”Arlés-
sienne» er rigt paa Følelse og dramatisk Spænding. Det
spiller paa mange Strenge; det fortæller om den
altopofrende Moderkærlighed, om den fortærende Li-
denskab, der hærger og dræber, og om den kyske,
fordringsløse Elskov, der spirer bag det unge Jom-
frubryst.. Oda Nielsen spillede Moderen, der lider
saa tungt og bittert for sin Søns Skyld, og hun
gav et i al sin forfærdelige Mørkhed trofast Billede
af denne Kvindes smertefulde Kamp. Olaf Fonss
var Frédéric, og man mærkede paa hans Præstation,
at han med Forstaaelse og dyb Alvor havde givet
sig sin vanskelige Opgave i Vold. Som det aands-
svage Barn viste Clara Rasmussen en baade dristig
og selvstændig Opfattelse.

— Nørrebros Teater har faaet en storslaaet Suc-
ces paa «Cornevilles Klokker», denne gamle og elske-
lige Operette, hvis Melodier vore Fædre og Bedste-
fædre har nynnet. Udførelsen var frisk og fornøjelig.

Paul Sarauw.

— 20 —

HV 7 fcsapry ey uasig»
(dnnsoy EPO) ANIMA

(ÆT øWw HV) 24 (tuøns) lazueig (Zraqtew) zeseyneq (ssuøj) 2H19P91J (uasp?1IN YPO) 250%

Philip II (Mantzius)

Elisabeth af Valois (Betty Hennings)
«Don Carlos»

«sOLIeD UOT»
(uaswoyr, ewtwg) ijogqq assasuug (tuepuanaN) sopra uogq (uetwqarT) vsogq SPIN

Philip II (Mantzius)

Hertug Malba (A. Madsen)
Infantinden (Margrete Nielsen) Elisabeth (Betty Hennings)

i «Don Carlos»

Slutningsscenen af «Cornevilles Klokker»

Scenebillede fra Nørrebros Teater

== are

JYV "7 f«uøg $0 Iapej»

(uaspueiqpIne)) pvegiaaN (Sue) 19091g (wuepuanon tuuof[) aesy

LEES ,,

IN

SEN ir

4

ELDESEDE DER

FADER-OG-SØN

LYSTSPIL I TRE AKTER AF GUSTAV ESMANN

aa fik det kgl. Teater da atter en straalende
Esmann-Premiére og Københavnerne et nyt

Minde om deres Yndling blandt moderne danske
Dramatikere. Aftenen blev en stor Sejr — dog
ikke for den døde Forfatter, men for Teatrets
Sceneinstruktør og for Skuespilscenens bærende
Kræfter. Et svagt Stykke baaret frem til scenisk Sejr
af overlegen Kunst.

Der er skrevet meget om «Fader og Søn»s
Tilblivelse. Enhver véd, at Esmann for fire —
eller var det fem — Aar siden skrev de to første
Akter og saa lod det ufuldbaarne Aandsfoster ligge,
indtil Døden gjorde det til Efterlevendes Arvelod.
Den, der for Alvor vilde klarlægge dette Lystspils
Skæbne, maatte samtidig rive Sløret fra Esmanns
sidste Trængselsaar, hvor svigtende Arbejdskraft,
pinagtige Forhold af enhver Art splittede hans Evner,
ormaad hans rige Talent. Ingen Vennehaand nænner
sligt.

Lyslevende sprunget ud fra Esmanns nærmeste
Vennekreds fløj Sujettet til «Fader og Søn» ham
ihænde; med rask og sikker Haand byggede han de
to første Akter op.

Det er atter et typisk københavnsk Bourgeois-
Hjem, han tryller frem, en Rigmandsfamilie splittet
i to Lejre. Den ene rummer en hysterisk Moder,
en flanet-fordærvet Datter og hendes «slimede»
Snyltedyr af en Kæreste, «Galoscheræven». I den
anden Lejr staar Husets kloge, sympatetiske Over-
hoved, Grosserer Holm, og hans «egen Dreng»,

hans eneste Glæde og Fremtidshaab, Sønnen Povl.
De to skulde i Fællig trække Forretningslæsset,
men Poul hinker kun daarligt i Spænd med «den
Gamle», for hans ene Ben er kommet paa den fejle
Side af Skaglen. Aarsagen er naturligvis et krøl-
haaret, forfløjet Pigebarn af Mellemslagsen. Takket
være Galoscherævens Angiveri og Pouls egen Drenge-
agtighed nødes Faderen til at sende Fyren bort til
det fjerne Østasien — en radikal og gavnlig Kur.

Syv Aar efter — ved anden Akts Begyndelse —
vender Poul hjem. Han har i den mellemliggende
Tid forstaaet at tage sig selv i Nakken, har strøget
Kafésløseriet, Varietébufnleret af sig, og optræder
nu som, en up to date, korrekt businesman, der
allerede har bygget op en solid Forretning og skaffet
sig en saare misundelsesværdig Livsledsagerinde.

Imidlertid er det gaaet gamle Holm ilde. Han
har indladt sig i et Forhold med sin kvindelige
Sekretær, Enkefru Lund; han tyranniseres og ud-
nyttes af Svigersøn og Datter; Forretningen driver
om i Dødvande som en Damper uden Drivkraft.
Alt dette opdager den hjemvendte Søn og især
hans skarptseende, kloge Hustru, Annie.

Naaet til dette Punkt kørte Esmann fast. Styk-
kets Ide er aabenbar nok: nu er det Sønnens Tur
at tage «sin Gamle» i Skole, faa ham til at makke
ret, sende ham paa Luftetur til Udlandet… De
selvsamme Scener paa Kontoret skulde genopleves,
kun drejede saadan rundt, at Poul junior denne
Gang sætter Senior til Vægs.

æg mee

IV "£ "«uøg 30 Iopej»

(uewqorT) [nog (uaswoyr, ewwg) pun eymag (uaspnog Jjejo) wWjoH (q20jq euuy) Juuy

Men som Stykket er anlagt, kan denne, ellers
saa vittige og fornøjelige Slutning, egentlig slet ikke
anvendes. Sønnens «Forhold» var en simpel, absinth-
duftende Allemandstøs, medens Faderens er en bund-
hæderlig, smuk moden Kvinde, der intet ønsker
højere end at gøre den Mand, hun sikkert selv. har
valgt, lykkelig. Sønnen var sansebetaget af en til-
fældig «Camilla», og han havde sin hele Fremtid
at skøtte og bygge op. — Faderen er Enkemand,
har gjort sit Livs Dont og har en Ret til nu, efter
et glædesløst Ægteskab, at søge Lykken paa de
gamle Dage. Hvis Stykkets Idé skulde føres kon-
sekvent igennem, maatte Fru Lund have været et
ældre Sidestykke til Frøken Camilla, og Faderen
have staaet — ikke som Enkemand — men som
en Ægtefælle, Familiefader, der ved sine letsindige,
erotiske Fremtidsplaner truede med at bringe Skam
over Slægten og Forargelse i Samfundet.

Dette har Esmann indset og er veget tilbage,
fordi han ikke vilde bringe tragiske Momenter ind
i sit Lystspil.

Det har næppe været med stort Humør og Haab,
at Hr. Ejnar Christiansen tog fat paa den utaknem-
lige Opgave at bygge videre der, hvor Esmann
havde nedlagt Arbejdet. Han gjorde det vel af sit
gode, altid hjælpsomme Hjerte og paa den eneste
Maade, Lystspillet kunde bjærges. Han førte den
foreliggende Situation videre og bragte den til Af-
slutning med nænsom Haand og paa en saadan
Maade, at Tilskuernes Hjærter slaar i fuld Sympati
baade med Fader og Søn ved Tæppets Fald.
Kunstnerisk set skabtes derved intet stort, men en
«Esmann-Aften» gav han os og Teatret et Antal
røde Lygter, fulde Kasser.

Sammenflikket og tyndt som Komedien fore-
ligger, og paa sine Steder lovlig sparsomt isprængt
Vid og Salt, henrev det dog Publikum til bragende
Bifald Gang efter Gang. Broderparten derfor til-
kommer Professor Bloch og en Del af de Optræ-
dende; thi bedre Sceneinstruktion og mere overlegen
Kunst har Teatret sjældent ydet.

Olaf Poulsen bar Stykket med Bravur paa sine
brede Skuldre gennem alle tre Akter. Om ham,
Faderen, samledes Tilskuernes Interesse og Sympati.
Med aldrig svigtende Naturlighed og Kraft skildrede
han den myndige, men inderlig godhjertede Fader;
senere den ensomme, næsten brudte Mand, den
ubehjælpsomme, halvgamle Elsker, der saa gerne
vil, men ikke tør gaa den Vej, der fører til Lykken.
Liebman var især fortrinlig i første Akt, hvor han
med forbløffende Troværdighed spillede den drenge-
agtige, trodsige Søn. Han illuderede godt som den
myndige, syv Aar ældre Forretningsmand. Men

Rollens indre svingende Løshed vanskeliggjorde en
fast Udforming af Skikkelsen.

Med Kraft og Frejdighed og med en alt besej-
rende Elskværdighed spillede Fru Bloch den unge,
amerikaniserede Svigerdatter, der haaner det gamle,
støvede Europa, kigger Svigerfaderen dybt i Øje
og Hjerte, og som slaar det afgørende Slag for den
Gamles Fremtidslykke. En saa smuk scenisk Præ-
station, at den næppe nok skæmmedes af en noget
uheldigt anlagt og ret hyppigt svigtende Dialekt.

De øvrige Roller er smaa, skitserede med faa
Streger og giver — for Damernes Vedkommende —
kun Fru Neiiendam Anledning til at yde noget godt,
til atter at fastslaa sin Plads blandt Scenens Evne-
rigeste. Derimod er der al Anledning til at udtale
den mest uskrømtede Beundring over Dr. Mantzius'
Udførelse af Svigersønnens Rolle. Der findes i den
skrevne Tekst slet intet Materiale at bygge en Figur
op med. Det maa have været med en Følelse af
Desparation, at Mantzius gav sig i Kast med den
Opgave. Og dog løste han den saaledes, at «Ga-
loscheræven» Bremer nu staar som en klassisk scenisk
Figur. Hans vidunderlige Maske, Stemmen, Spillet
i Ansigtsmusklerne, der saa skærende klart beretter
om en champagneødelagt Mave, om en fornedrende
Hanrejposition, en taalt Snyltetilværelse — alt fylder
Tilskueren med undrende Forstaaelse af, hvor højt
en scenisk Kunstner kan naa i Menneskeskildring,
blot ved egne Midler.

Walter Christmas.

DAGMARTEATRET =GASING

Alfred Capus er Menneskekender par exelence.
Han elsker Menneskene, og han hader dem, saadan
som den gør det, der tilfulde ved af alle deres For-
trin og alle deres Fejl; han gennemskuer dem, han
klæder dem af, eller han sætter dem op paa en
Piedestal til offentlig Dyrkelse, og har han fundet
nogle særlig ejendommelige Exemplarer, saa be-
tragter han dem med samme Henrykkelse, som den
hvormed Samleren beskuer et sjældent Insekt. I
sine Skuespil lægger han da heller ikke Vægt paa at
fremkalde Spænding eller Effekt, opstille alvorlige
Konflikter eller konstruere barokke og farceagtige
Situationer . . . han lægger Stykket saadan tilrette,
at han fuldt kan belyse sine Figurers Ejendomme-
ligheder og klarlægge deres Karakterer og Tænke-
maade saa anskueligt som muligt: enhver Scene,
enhver Situation i hans Skuespil har dette Formaal.

Dagmarteatret, der for Øjeblikket synes at have
en Svaghed for gallisk Literatur, har fremført Capus

mg

Lebrassier (Cajus Bruun) Fru Andry (Augusta Blad) i «Direktøren Hr. Piégois»

GE

Piégois (Martinius Nielsen) Fru Andry (Augusta Blad) Lebrassier (Bruun) Emma (Oda N

ielsen) Fru Jantel (Elisabeth Rosenberg)

i «Direktøren Hr. Piégois»

Emma (Oda Nielsen) Piégois (Martinius Nielsen)

sidste Arbejde «Direktøren Hr. Piégois», som handler
om en Lykkeridder, en Strugler, en homo novus,
der er født i Paris Fattigkvarter, men som har tjent
sig en Formue takket være en gunstig Skæbne og
en vis Evne til at gaa paa med og med lykkelig
og fast Haand altid at gribe rigtigt. Han forelsker
sig i en Dame af fornem Familie, og han, som er
vant til at alle bøjer sig for hans Pengepung, op-
dager nu, hvilken gabende Kløft, der skiller ham,
Parvenuen, fra det blaa Blod. Alle hans Planer og
Beregninger preller af mod denne Kvindes Stolthed,
men da han tiltrods for sin Skuffelse dog viser sig
ædel og uegennyttig, bliver hans Opofrelse alligevel
tilsidst belønnet ved, at hans Elskede giver ham
Haand og Hjerte.

Martinius Nielsen spillede selv Titelrollen og
skabte en meget interessant Figur; han belyste for-
træffeligt alle de forskellige Sider hos denne Mand:
hans myndige, ydre Optræden, der endnu bar Præg
af Reminisencer fra Bohémelivet i Quartier latin,
hans Snarraadighed, hans Brutalitet og hans smerte-
fyldte Resignation. Stor og fortjent Lykke gjorde
ogsaa Oda Nielsen som Pigéois” lille polske Elsker-
inde; hun havde udstyret sig med en Dialekt, der
maaske ikke var helt paalideligt, men som lød
baade yderst henrivende og yderst morsom. Ende-

30

lig var Cajus Bruun ganske udmærket som en
irritabel og gnaven, men meget godhjertet, halv-
gammel K ontorchef.

Casino har genopført Gustav Esmanns «Magda-
lene» og haft Glæde af det. Det saa snildt tilrette-
lagte Teaterstykke henriver Publikum til Klap og
"Taarer i ligesaa høj Grad som da «Magdalene» for
12 Aar siden for første Gang gik over Scenen som

€ Protest mod en ubarmhjertig Lov; men Esmann
var jo ogsaa den Mand, der vidste, hvordan et
Stykke skulde skæres til og lægges tilrette for at
behage og fængsle selv et nogenlunde blaseret
Publikum. Udførelsen var helt igennem god og
paalidelig; særlig kan fremhæves at Ellen Diedrich
var en naturlig og følelsesfuld «Magdalene», og at
Gerda Christophersen havde anlagt en morsom og
dristig Maske som Madam Blomkvist og i det
hele taget skabt en pudsig og bemærkelsesværdig
Figur. Lidt umotiveret var det maaske, at man
havde engageret Hr. Wilhelm Wiehe til at aflevere
«Vennens» eneste Replik i Døraabningen,

Paul Sarauw.

Léa (Oda Alstrup) Herbelin (Malberg)
Carmen (Dagny Heckscher)

Petersen (Kornbeck) Jenny Poulsen (Gerda Krum) Jørgensen (Lagoni)

i «Magdalene», 2. Akt

u Bu

BE

snnekdekber enten tier ner

Valborg (Ellen Diedrich) Axel (Reenberg)

p i Ø FE TJEN kr 2 ERR ar
etersen (Kornbeck) Jørgensen (Lagoni) «En Ven» (Wiehe) V alborg (Ellen Diedrich) Martha (Emma Lind) Jensen (H. Rasmussen)
Rg sen

«Magdalene» 4. Akt

— 32 —

Vilhelm Herold
billede taget specielt til «Teatret»)

rivat

i R RR SÅ
SA an
å gg

KAMMERSANGER HEROLDS GÆSTESPIL

et kgl. Teater har i de to forløbne Maaneder men til Helhedsbilleder saa rige og gribende, at det
D haft en Række store Aftener med Kammer- talte Ord ikke kan skænke os dem mere betagende.
sanger Herold som Gæst. Kunstnerisk set kan det
ikke nægtes, at et saadant enthusiastisk modtaget og
atter og atter fornyet Gæstespil ikke er uden Betæn-
kølighed. Paa den ene Side frister det let Teatret til at
lægge sig til Hvile paa de af Sangeren vundne Laurbær
og til at udskyde længselsfuldt ventede Noviteter
til en uvis Fremtid, paa den anden Side skaber det
Utilfredshed blandt Operapersonalet, der higer efter
nye Opgaver og ikke føler en naturlig Ærgerrig-
hed slukket ved atter og atter at gøre den gamle
Saga om igen.

Men Cæstapille er nu en Gang knæsat af
Publikum. Stærkere og stærkere flokker det sig
om de Forestillinger, hvor den sympatetiske og
dramatisk saa højt begavede Sanger medvirker, og
ligesom Solen for den populære Bevidsthed er nn
Pletter, saaledes er for Publikum hver Tone, der

udgaar af Herolds Strube, det lødige Tenorguld
aden Slakke.

Heldigvis kan Kritiken i det store og hele dele
den almindelige Opfattelse. Herold er vir kelig i
dette Efteraar, da han er vendt hjem i fuld Vi igeur
fra Afrikas hede Klima, paa Højde med det yp-
perste, han har ydet, og naar han i 3dje Akt af
«Carmen» med sydlandsk Lidenskabelighed fravrister

Carmen Dolken, eller naar han i sidste Akt mister Violetta (Emilie Ulrich) Alfred (Herold) i «La Traviata»

sin Sjælefred og lader vild Skinsyge afløse sin

bange Tryglen, smelter hans Stemmes smidige Ung- Ogsaa som Romeo, Faust, Canio og Turiddu

dom og hans helt frigjorte dramatiske Evner sam- har Herold vist sig for os, og han har efter
es sp

leg» 1 omen Wwos pjo19H CBIPIAPIT, ET» I paJjfy tuos p1049H

nogle Aars Forløb atter sunget Vifandaka i Alfred
Toffts Opera, et Parti, hvori han i sin Tid brød
afgørende igennem ved den Charme og ungdoms-
friske Lyrik, hvormed han kom Komponisten i
Møde, og mægtig bidrog til den Succes, Operaen
vandt. Som tidligere rev han ogsaa nu alle med ved
Paakaldelsen af sit «Hjertes Nattergal» — hans Stem-
mes Velklang fyldte hele Rummet, og man over-
gav sig uden Modstand til denne Rigdom af per-
lende Toner.

Herefter blev «La Traviata» noget af en Skuf-
felse, selv om Kammersangeren ikke kan klage paa
Publikums Tilslutning. Verdis Kameliadame-Opera,
der — ubegribelig hvorfor — præsenteres paa den
danske Plakat med sin italienske Titel, er unægtelig
en eneste stor Banalitet, en Rutine-Opera af den Art,
som den frugtbare Komponist for et halvthundred
Aar siden rystede ud af Ærmet næsten en Gang om
Maaneden. Der er Årier, som. Node for Node synes
kalkeret over «Trubaduren», f. Eks. en af Alfreds
Arier over Manricos Stretta.

«La Traviata» staar og falder i vore Dage med
Udførelsen. Paa det kgl. Teater, hvor Frk. Dons
og Ødman endnu mindes i Hovedpartierne, blev
den atter ført frelst igennem. Naar man er vant

Professor Hornemann («Aladdin»s Komponist)
og Herold som Aladdin

Herold som Faust i «Faust»

til at beundre Herold i Kostume, virkede det i
Øjeblikket lidt forbløffende at se ham i moderne
Frakke, men han-bar den. med" Anstand "som en
mørkhaaret Franskmand og sang intelligent og virk-
ningsfuldt. Det var dog, ligesom Prikken over Pet
manglede. Verdi kræver nemlig undertiden et større
Stemme-Volume, end Herold kan præstere. Ud-
mærket formet var Fru Ulrichs Violetta, selv om
Førsteaftenens Nervøsitet straks spillede hende
et Puds.

Desværre bliver efter al Rimelighed Alfred i Aar
det eneste nye Parti for Kammersanger Herolds Ved-
kommende, skønt en Opførelse af «Mestersangerne»
med ham som Walter, hans Debutparti i London,
vilde have vakt usædvanlig Interesse. Imidlertid
tør det haabes, at Teatret til næste Aar vil imøde-
komme hans Ønske om denne Opgave. Indtil
dette sker, maa vi slaa os til Taals med i de gamle
Partier at høre denne i vort Teaters Annaler ene-
staaende Sanger, der har lagt det hele København
for sine Fødder og skabt vor Opera en Række
glansfulde Aftener, hvor Publikum — selv Abon-
nenterne — møder som til Fest, og Tilskuerpladsen
derfor synes et faa et mere evropæisk Snit end
sædvanlig i vor jævne By.

Carl Behrens.

PRIVATFTEATRENE

agmarteatret har forladt de franske Saloner og
3 har forlagt Skuepladsen til det gamle Athen.
Efter de mange hypermoderne Pariserskuespil følger
nu endelig et Stykke, der har ikke mindre end
tre og tyve hundrede Aar paa Bagen, nemlig
Aristophanes' kaade og vittige Satire-Skuespil «Lysi-
strate».

Aristophanes svang jo Svøben over sin Bys
Daarskaber og Fejl; han blottede ubarmhjertigt sine
Medborgeres smaa Svagheder og rakte højst uær-
bødigt Tunge af dem op i deres aabne Ansigter.
Og Athenienserne har aabenbart været et meget
overlegent Folkefærd og Datidens Censor en sær-
deles liberal Herre, thi ikke blot blev hans Stykker
opført paa det Offentliges Bekostning og vakte livligt
Bifald; men Forfatteren fik tilmed tildelt den ære-
fulde og stærkt attraaede Digterkrans, der var bundet
af det hellige Olietræs Blade, og de atheniensiske
Kritikere erklærede begejstret at «hans Aand havde
faaet Næring af selve Muserne».

«Lysistrate» er imidlertid i sin oprindelige Form,
ligesom iøvrigt alle Aristophanes” Stykker, ualminde-
lig uartigt — det er meget træffende, at Goethe i

Naboen (Malberg) Blepyros (Cajus Bruun) i «Lysistrate»

Jacquelin (Clara Rasmussen) Gamle (Orlamundt) Octave (Friedrichsen)

i «Gamle»

Lysistrate (Elisabeth Rosenberg) Stratyllas (Alma Wandahl) En

gammel Athenienserinde (Mathilde Nielsen)
«Lysistrate», 3. Akt

Strymmodoros (Wandahl) Chremes (Alf, Møller) Kinesias (E. Zangenberg) B

lepyros (C. Bruun)
«Lysistrate», 4. Akt

ze s0 GR

Mr

Kinesias (Ejnar Zangenberg) Myrrhine (Oda Rostrup)
i «Lysistrate»

Sandberg fot.
Lagrignole (Bewer) Pomponette (Jutta Lund)
i «Svalereden»

sin Tid kaldte Aristophanes for «Gratiernes uan-
stændige Yndlingn — og P. Å. Rosenherg, der har
oversat Stykket, har derfor maattet beskære det
ganske væsentligt.

Men selv i denne lemlæstede Form virker det
ældgamle Stykke endnu grumme morsomt. Alene
Skuespillets Ide er jo fortræffelig: Alle Athens
Kvinder slutter sig sammen for at udfinde et Middel,
der kan standse den meningsløse og hærgende Krig,
der udkæmpes mellem Athen og Sparta, og de
bestemmer sig derfor til at drage alle som én op
til Kapitolium, Byens Borg, slutte sig inde dér og
nægte deres Ægtemænd ethvert Kærtegn, indtil de
slutter Fred med Broderstaten. De atheniensiske
Borgere flokkes da elskovstørstende omkring Borgen,
men de bliver ikke bønhørt, før de kryber til Korset
og slutter Fred med Sparta.

Udtørelsen var gennemgaaende god uden dog
at glimre paa noget Punkt, og det Tempo, hvori
Stykket blev spillet, var altfor søvnigt. Mest vel-
lvkkede var næsten Matilde Nielsen og Alma Wandahl
i to Smaaroller; paa Sværdsiden gjorde Cajus Bruun
og Malberg sig bemærkede ved deres excentriske og
lattervækkende Masker.

Som piéce de rideau opførtes Henry Murgers
lille Enakter «Gamle», en net, men ganske ubetydelig

Sandberg fot,
Modeste (Dagmar Buch) Ernest (Henry Seemann)
i «Svalereden»

Abelone (Frk. Arctander) Kirsten (Frk. Bjerre- Jensen)

Wieghorst fot,

i «Domklokkerne», Aarhus Teater

Bispen (Benj. Christensen)
i «Domklokkerne», Aarhus Teater

Kristen (Birch) Bispen (Benj. Christensen) Kirsten (Frk. Bj.-Jensen)
Abelone (Frk. Arctander) i «Domklokkerne», Aarhus Téater

Tilgift til «Lysistraten — udmærket egnet til at
komme for sent paa! Orlamundt gav et baade kønt
og rørende Billede af den gamle Særling; C/ara
Rasmussen, der spillede Jacquelin, lader ikke til at
kunne glemme den Succes, hun fik som det aands-
svage Barn i «Pigen fra Arles»; Jacquelin gjorde
nemlig et temmeligt aandssvagt Indtryk, cg det. er
sikkert ikke Forfatterens Mening med denne Figur.

— Frederiksberg Teater synes at være født
under en lykkelig Stjærne. Næppe er den store
Tilløbs-Operette «Madame Sherry» udspillet, før
Teatret henter sig en ny og stor Succes paa en
anden af Ordonneau's Operetter «Svalereden».

Jutta Lund spillede Pomponette — en Præstation.
der var ligesaa talentfuld som hendes tidligere.
Foruden hende medvirkede saa dygtige unge Sanger-
sker som Dagmar Buch, Rosa Hjorth og Edith Bue-
mann. Af Herrepersonalet var Bewer, Alstrup, Boesen
og Seeman i Ilden og klarede sig fortræffeligt.

Det unge Teater har allerede i sin korte Leve-
tid forstaaet at vinde sig en god og sikker Position
iden danske Teaterverden — og det er al Ære værd!

— Aarhus Teater har med Held opført et ori-
ginalt Skuespil, «Domklokkerne», af Historikeren
Bering Liisberg.

Paul Sarauw.

— 40 —

VIGGO: LINDSTRØM

er er Skuespillere, hvem Scenens Guddomme
i synes at have viet til deres Tjeneste allerede
fra deres Fødsel. Sæt dem i en hvilkensomhelst
borgerlig Virksomhed, lad den være saa fjern fra
alt Teatervæsen, den være vil: en. skønne Dag
flagrer de som Møl mod det store Lys, der hver
Aften tændes langs Rampen.

Viggo Lindstrøm hører til dem. Man synes
slet ikke, han kunde være noget andet and Skuespiller.

Allerede hans ydre Personlighed gør Indtryk af
at høre Teatret til. Ansigtet er udtryksfuldt, men
har dog noget af den aabne Rummelighed, der lige-
som tillader det at optage andre Ansigter i sig.
Stemmen er stærk, har den rent klanglige Myndighed,
der sikrer den Ørenlyd. Hans Skikkelse er af dem,
der ejer Spænstighed nok til at kunne føje sig i
snart sagt ethvert Kostyme og antage ethvert Alders-
trins Præg.

Han er vel ikke af dem, der stærkt præger sit
Teater. Men han vil overalt kunne finde sig en
Plads, som han vil kunne udfylde med Ære. Der
er i ham det Teaterblod, der bringes i Bevægelse
blot ved det at staa paa en Scene. Man mærker
det, straks han kommer ind. Der er Skuespillere,
der maa erobre deres Publikum paany hver Aften.
Lindstrøm har det straks i sin Magt. Men naturlig-
vis er der Forskel paa den Styrke, hvormed han
evner at bevare dets Interesse.

Det var i en ung Alder, at hans Teaterlyst
gjorde sig gældende. Længe havde han i den Vin-

stue, hvor han var ansat, indsnuset den fjerne Duft
af Kulisser, som de Skuespillere, der var Stedets

Viggo Lindstrøm

(Ungdomsbillede taget 1878)

rr -

Stamgæster, førte med sig, og for hvilken det ægte
Teatermenneske har saa fin en Sans. Og saa en
skønne Dag — den 2. December 1880 — stod
han for første Gang paa en Scene.

Det var dog ikke i Hovedstaden, at Debuten
fandt Sted, men oppe i Norge, i Stavanger, hvor
han debuterede som Poul Bang i «Doktor Staal».
De første to-tre Sæsoner af sit Teaterliv fristede
han saa den rejsende Skuespillers vekslende Skæbne.
Iidenn: Skole, der: for det sølides Talent kår være
ligesaa hærdende, som den er farlig for det svage
og usikre, modnedes hans Evner til at løfte de
Opgaver i Hovedstaden, som laa og ventede paa
ham.

Saa, da M. V. Bruun i Foraaret 1883 aabnede
det nybyggede Dagmarteater, var Lindstrøm mellem
de Provinskræfter, som knyttedes til den nye Scene.

Det københavnske Publikum var ikke længe om
at knæsætte ham som en af dem, hvis Plads rette-
lig var i Hovedstaden. Han havde allerede gjort
Lykke i flere Roller, da han i «Landsoldaten» havde
sit store Gennembrud. Jens Daglykke er maaske
ikke hans betydeligste Ydelse, men paa en lykkelig
Maade faldt denne patriotiske Rolle sammen med
hans Evne. Den jævne Heroisme, .der braser paa
med godt Humør og et lidt svedent Smil, faldt

Viggo Lindstrøm som Ludvig XI

Lindstrøm som Grosserer Holm i «Overmagt»

ham saa selvfølgeligt paa Tungen, at han i det
store Publikums Øjne blev den fuldendte Type paa
den brave danske Soldat, frygtløs, jævn, sindig,
polisk, rolig som selve den gode Samvittighed.

Kort efter var han ved det kgl. Teater. Hans
Virksomhed der blev vel ingen Skuffelse; han virkede
ved Nationalscenen et Par Sæsoner og udførte et
dygtigt Arbejde. Men den Stilling i første Række,
som det vel fra hans saavel som Teatrets Side var
Meningen, at han skulde indtage, naaedes ikke.
Og han vendte tilbage til Privatscenen og virkede
først ved Dagmarteatret, dernæst — nu i de sidste
Sæsoner — ved Folketeatret.

Han har her spillet et stort og broget Repertoire.
Mest overbevisende virkede han, naar han kunde
forme en Figur, der laa lidt udenfor Alfarvejen,
snurrige, hyggelige, joviale eller blot sære Gamlinge,
underfundige Patroner, saavel sympatiske som den
gamle Herre i «Thérése Raquin» eller listige og
hyklerske som Glarmester Bømler i «Byens Stolthed».
Sin bedste Kraft satte han vel ind, da han spillede
Ludvig den ellevte i Casimir Delavignes Tragedie.
Der stod vel ikke af denne Ydelse den Magtgrisk-
hedens Brynde og den Tomhedens Gru, som i andre
Fremstillinger har præget Rollen saa uudslettelig
ind i deres Bevidsthed, som har set dem. Men
det var en Præstation, der gemmem mange sikre

— 42 —

(pan meg &sauas) uønspurT 03814

cB1s JapPa4 UvWw 10AH» I Ineoy 1ureg Wwos WwønspurT

Lindstrøm som Forpagteren
i «Jeanne græder — Jeanne ler»

Enkeltheder forsvarede sig som en god og hæder-
fuld Løsning af en betydelig Opgave.

I de Aar, der er gaaet, har Lindstrøm befæstet
sin Anseelse som en sikker Evne, en paalidelig Kraft
i københavnsk Teaterliv, og det ikke blot som
Skuespiller, men ogsaa, naar Lejlighed bød sig,
som Teaterleder. Han har næppe attraaet en saa-
dan Stilling, men et Par Gange har han under
vanskelige Forhold ført sit Teater i Havn og i sin
Ledelse vist Smag og praktisk Blik. De samme
Egenskaber er kommet ham til gode i hans slet ikke
saa lille Virksomhed som Sceneinstruktør.

Det var vel næppe helt tilfældigt, at han som
sin" Jubilæumsrolle valgte Skov i «Hannibals Ung-
domsværker». Han er som denne en solid Evne,
der under en vis borgerlig Jævnhed sidder inde med
baade Klogskab og Gemyt.

Albert Gnudtzmann.

PRIVATTEATRENE

DAGMARTEATRET — FOLKETEATRET

agmarteatret har med Lavedan's Drama, «Mar-
kien af Priola», føjet et nyt Led til den
lange Kæde af franske Skuespil, som Teatret i denne
Saison har sat paa Plakaten. Dette Stykke blev
for 3—4 Aar siden opført paa Théåtre Francais og
vakte megen Opsigt, især fordi Titelrollen blev
mesterligt udført af den fortræffelige og berømte
Skuespiller Le Bargy, der tillige har kreeret Abbed
Daniels Rolle i Lavedan's «Le Duel», som Dagmar-
teatret jo ogsaa har fremført i denne Saison.
Hovedpersonen i «Markien af Priola» er en
blændende Don Juan, en koldblodig og sejrsvant
Forfører, der er forgudet og tilbedt af alle de Kvin-
der, som han møder paa sin Vej og derfor selv-
følgelig hadet og misundt af alle Mænd. Hans
Hjerte er fuldt af Foragt mod disse Kvinder, der
saa hastigt bukker under for ham. «Aabn dine Øjne,
men luk dit Hjerte,» siger han til sin unge Søn
første Gang, han indfører ham i Selskabslivet; «træd
paa disse Kvinder og leg med deres Hjerter, som
en Jonglør leger med brændende Fakler; tal med
dem, og giv Dig af med dem, men hav kun én

|
Lindstrøm som Skov i «Hannibals Ungdomsværker»

Laura Skov (Sigrid Andersen) Skov (Lindstrøm) Maren (Fru Rosenbaum) Hannibal (Reumert) Digna (Ellen Aggerholm)

«Hannibals Ungdomsværker», 1. Akt

Markien (Martinius Nielsen) Fru de Valleroy (Oda Nielsen) Fru Le Chesne (Augusta Blad) Fru Saviéres (Elisabeth Rosenberg)
i «Markien af Priola» i «Markien af Priola»

HEEEEEEEEEEEEEEEEEEE——…...…

Tanke i din Hjerne: at bedrage dem! Tro ikke
paa dem, og de vil tro Dig; hersk over dem, eller
de vil beherske Dig! Lad ingen Kvinde komme
til at betyde noget for Dig, blot et Sekund !»

Men Lavedan har kun skabt denne Figur for

at. faa Lejlighed til at svinge Tugtens Svøbe over
ham. Denne blaserte og fordærvede Don Juan,
hvis Aner nævnes i Frankrigs Historie, hver Gang
der er Tale om
blodige Kampe,
om mørke Gru-
somheder og ga-
lanteElskovseven-
tyr, han har haft
en Forbindelse
med en smuk Bon-
depige, og Frug-
ten af denne For-
bindelse er en Søn,
som Markien vil
adoptere og ud-
danne efter sit Bil-
lede; men den
unge Mand for-
arges og Oprøres
over den Laste-
fuldhed og bund-
løse Fordærvelse,
som han skimter
bag Markiens
blændende ydre
Optræden,og hans
sunde Natur pro-
testerer mod at
lade sig opsluge
af det forgyldte,
men raadne Liv,
som hans Fader
vil føre ham ind til.

Lavedan læg-
gerden unge Mand
mange stærke og
vrede Ord i Mun-
den, og han op-
træder i den Grad som Moralist i; dette Stykke, at
han endog lader sin Don Juan rammes af Paralyse,
Ssomesen retfærdig Straf for alle hane letsindige
Handlinger og gudsforgaaede Ord.

For at give Markien Lejlighed til at udføre alle
sine frække Teorier i Praksis, fremfører Stykket en
Række Kvinder, der alle lader sig bedaare og be-
snære af den umoralske Adelsmands Forførelses-
kunster: Der er den smukke og aandfulde Fru

Fru Le Chesne (Augusta Blad) Markien af Priola (Martinius Nielsen)
i «Markien af Priola», 3. Akt

Valleroy (udmærket morsomt fremstillet af Fru Odg
Nielsen), og der er Markiens egen fraskilte Kone,
som Markien har opført sig som en Slyngel over-
for, men som alligevel er paa Nippet til at kaste
sig i hans Arme igen, da et Lune giver ham Åp-
petit paa hende igen, og der er endelig hendes
Veninde, Fru Saviéres, som advarer hende mod
igen at lade sig fange i Markiens Garn, men som
selv gladelig 1a-
der sig vikle ind
idem. Iøvrigt maa
det indvendes, at
alle disse tre K vin-
der synes et vel
letkøbt Bytte for
Markiens Kurma-
geri, og at de alle
tre lægger en Let-
sindighed for Da-
gen, der gør det
vanskeligt at tro
paa, at de virkelig
er Damer af Ari-
stokratiet og det
højere Bourgoisie.
Man kunde nok
have ønsket sig at
se ganske ander-
ledes Prøver paa
Hr. Markiens i
hele Stykket saa
stærkt omtalte

Forførelseskun-

ster.

Det var selv-
følgelig Martinius
Nielsen, der havde
den Opgave at:
fremstille den gal-
liske Don Juans
galante Eventyr
paa dansk Grund,
og den Markis,
som Martinius Ni-
elsen viste os, var virkelig meget forførende og
elegant, men maaske en lille Smule for sympatetisk.
Som Pierre Morain fik den unge Friedrichsen Lej-
lighed til at agere klogt og diskret, og som den
gamle ridderlige Le Chesne, der tilbeder sin egen
Hustru med en blufærdig Ynglings sky og bange
Kærlighed, gjorde Axel Strøm sig udmærket gæl-
dende — for første Gang i denne Saison.

Paul Sarauw.

SE GE

Fru Saviéres (Elisabeth Rosenberg) Markien af Priola (Martinius Nielsen) Pierre Morain (Friedrichsen)
«Markien af Priola»

DE-COFTES

Den Gang det rygtedes, at en Snes af vore
københavnske Skuespillere — og deriblandt flere af
vore mest fremragende sceniske Kunstnere og Kunst-
nerinder — vilde vende deres utaknemlige Fædre-
land Ryggen og et helt Aar igennem vie deres
Kræfter til et Christiania-Teater, da var der mange,
der rystede paa Hovedet og mente, at det kun vilde
gaa det danske Skuespilselskab ilde i den By, der
i Forvejen ikke kunde ernære sine egne Skuespillere.
Men det har vist sig, at disse Profeter har spaaet
galt; de danske Skuespilleres Gæstespil er forløbet
paa den heldigste Maade, og de har tilmed fornylig
faaet en eklatant Succes, som i mange Aftener i
Træk har skaffet dem den røde Lygte ud. Det er
Gustav Esmann's Lystspil «Alexander den Store»,
der har slaaet saa stærkt an, dette vittige og under-
fundige Stykke, som giver saa ægte og uærbødigt
et Billede af vore Dages København og dens Men-
nesker. — Christianiapressen har ladet sige tage
med Storm af dette kaade Københavnerstykke og
lader sig henrive til mange begejstrede Superlativer
baade om Stykket og om de Spillende.

— 47 —

Olivia Jacobsen og P. Fjelstrup i «Alexander den Store»

Robert Dinesen fot.

Olivia Jacobsen og Peter Fjelstrup
«Alexander den Store», 5. Akt (Tivoliteatret, Christiania)

Robert Dinesen fot.

Fjelstrup, Jacques Wiehe, Albrecht Schmidt, Rob. Scl

hmidt, Anna Larssen, Emanuel Larsen, Robert Dinesen
«Alexander den Store»,

2. Akt (Tivoliteatret, Christiania)

ag z

GUSTAV -UHLENDORFEFE

r. Uhlendorff er ÅArtisten indenfor den ærværdige
H danske Ballet.

Han er blevet kongelig Danser, eller hvad Charge
han nu har i Teatrets indviklede Rangforordning,
men det er kun en Tilfældighed. Han kunde lige-
saagodt være blevet en fejret Cirkus-Jochey.

Det kan lyde grumme formasteligt, men det er
Sandheden i den talentfulde unge Kunstners Væsen.

Han har alle Dage lidt modstræbende passet
sig ned i Ballettens Ensemble. Han er blond som
en Bøg i Udspringstiden, men det «Blod», der ruller
i ham, er «rødere» end det plejer at være blandt
Nordens Kunstnere.

Han er uddannet under stræng Tugt; men han
giver stunddom baade Skolen og Tugten en god
Dag for helt ud at følge sit Hjærtes Trang til at
danse, fordi Dansen er hans Liv, hans Herre.

Det er det gode Gøglerblod i Gustav Uhlendorff.
Han er, trods sine unge Aar, af den gamle Artist-
skole, den, der brød sig Pokker om hvad der er
paa den anden Side af Suflørkassen, den, der levede
og indsugede al sin aandelige Næring af Kulissernes
Støv og Sætstykkernes falmede Laser.

Udenfor laa kun en Gade, ingen Verden.

Gustav Uhlendorff er noget af en Personlighed
og var blevet det i stærkere Grad, om det var
faldet i hans Lod at virke ved et Teater, der gav
sine Kræfter større kunstnerisk Frihed.

Hans Spil hæmmes af den megen Snak om
Traditionerne og Forbillederne.

Han kan «tænde» i en Dans — ikke just paa
Grund af Stil, Tradition — men ved sin Glød alene,
og han kan, uden at eje betydelige mimiske Evner,

Gustav Uhlendorff

Uhlendorff i «Blomsterfesten i Genzano» Uhlendorff i «Sct. Cæcilias Guldsko»

Uhlendorff i «Kermessen i Brygge»

Uhlendorff og Fru Price de Plane i «Hyrdinden og Skorstensfejeren»

— so —

rr

Uhlendorff i «Sct. Cæcilias Guldsko»

overraske ved en Bevægelse, hvis Pludselighed er
Livstroskab. Han kan skabe Drama, hvor andre
nøjes med en tom, men skøn Attitude.

Han kan interessere ved en tilsyneladende Ure-
gerlighed, og han kan irriterere ved en Ugidelighed,
der nærmer sig det respektstridige. Han kan skabe
Virkning ved et Blik og, følgende en hastig Ind-
skydelse, gribe just det, der synes Figurens inderste

Lorenzo (Johannes Fønss) i «Romeo og Julie»

Nerve for saa, ganske artistmæssigt, at «slutte af»
og trække sig op mod Baggrunden.

Det er denne besynderlige Blanding af medfødte
Evner og Mangel paa kunstnerisk Finsans, af Blod,
der brænder og Blod, der kues, af teknisk Regel-
bundenhed og Trang til selv at ville, af ung Stolthed
og modløs Selvopgiven i et Repertoire, der staar
stille og lever paa Repriser — det er alt dette, som
giver Gustav Uhlendorfis Kunstner-Personlighed sin
egen, sin særlige Charme.

Sr

Scenebillede fra Balletten «Ponte Molle», 2. Akt. Det kgl. Teater

HV "7 fcwmejy punq Ia? as H»

(BIS W "A) sæeT (UaspIN [nogq) uar1øjuy ((WwepuanaN) 1apuea7

Han synes som en lænkebunden, der ikke kender
sine Kræfters Værd.

Gustav Uhlendorff er blevet nævnt som Hans
Bechs Arvtager. Det bliver han næppe. Han ejer
ikke sin Mesters skabende Evne. Men Teatret
burde forsøge ham i en af de tragiske Pantomimer,
som for Tiden opføres i London med den vidunder-
lige Earl i Hovedpartiet. Den unge danske Danser
vilde maaske da sprænge de hæmmende Lænker,

forny sin Kunst og sig selv og skabe Balletten nye
Fremtids-Muligheder.

Thi han, Ællen de Plane og den unge, lovende
Richardt Jensen er herhjemme Bærerne af Gratiernes
Kunst, den Kunst der, som Karl Mantzius engang
har sagt, kun er at betragte som en Luksus, medens
Skuespilkunsten er et Led i; Landets Kultur.

Men paa Kongens Nytorv trænger vi til Luksus,
saalænge Kulturen, som Hovedernæring, bydes:
Fader og Søn — og Elverhøj.

Christian Houmark.

———

DEF KEDE TER GÅSINO

an skulde tro, at det kgl. Teater kun havde
M sat «Hekseri eller blind Alarm» paa Plakaten
for at give William Bloch's Geni et fortræffeligt
Virkefelt; thi dette Skuespil, der er almindelig an-
erkendt tor at være et af den store Digters svageste
Arbejder, giver som intet andet Stykke Scenein-
struktøren Lejlighed til at bruge hele sin Fantasi
og Opfindsomhed.

Har Direktionen saaledes givet sin Sceneinstruk-
tør en Cadeau, saa har han vist sig værdig til den.
Det Arbejde, William Bloch har nedlagt i Iscene-
sættelsen af denne Forestilling, er beundringsværdigt.

Der er saadan Liv og Fart over alle Optrin, saa
paalidelig en Tidskolorit, saa gennemført en Stil i
alle Enkeltheder, at dette Stykke i Sandhed virker
som et Pust fra Overtroens og Hekseforfølgelsernes.
Aarhundrede.

«Hekseri eller blind Alarm» fortæller jo om den
lille Sneklump, der ruller sig større og større, og
som tilsidst bliver til et mægtigt Snebjærg, om den
ene Fjer, der pustes ud i Verden og ender som en
fed Høne med baade Næb og Kløer.

Denne Stigning havde Sceneinstruktøren anskue-
liggjort ganske fortræffeligt. Man ser for sine Øjne,

Godtro (Andersen) 1. Skuespiller (Schyberg) Leander (Neiiendam) Dommeren (O. Poulsen) Skriveren (Reumert)

«Hekseri eller blind Alarm», 5. Akt

Anna Larssen, Mimi Mikkélsen, Olivia Jacobsen, Asta Nielsen, Rob. Dinesen, Fjelstrup

Rob. Dinesen fot.

«Alexander den Store», Kristiania Teater

hvordan Rygtet om den formastelige Heksemester
gaar fra Mund til Mund, fra Gaardskarlen til 'Tjene-
stepigen, fra Tjenestepigen til Fruen, fra Fruen til
Husherren, fra Husherren til selve den høje Ret;
for hver Akt stiger Virvarret og Røret, og tilsidst
er Pladsen foran Heksemesterens Hus én stor nys-
gerrig og urolig Menneskesværm, der giver For-
klaringer og Kommentarer, diskuterer og gør Ge-
bærder og fylder Luften med Sladder...

Stykkets eneste store Rolle, Leander, den sølle
Komediant, der er den uskyldige Anledning til alt
dette Staahej, blev spillet af Neiiendam, som gen-
nemførte denne sin Opgave med megen Dygtighed,
og som spillede løs i et velsignet Prestissimo-Tempo;
der var baade Flugt og Glød over hans Spil. Midt
i alt det brogede Virvar af Vægtere og Retsfolk,
Studenter og Comoedianter, Tjenestepiger og Vin-
husknægte, var der enkelte Ansigter, man bed Mærke
i, skønt de kun dukkede op et Øjeblik for straks
at forsvinde i Malstrømmen; der var f. Eks. Elga
Sinding, der som en af Comoediantinderne med
Rapmundethed forsvarede selve det holbergske Skue-
spil overfor Spidsborgerne og de tyske Aktører, og
der var Lars Knudsen, som stillede en meget
pudsig forfjamsket og ynkelig Arv til Skue, og der
var endvidere Holger Hofman som en vrøvlevorn

[=]

i

og tjenstivrig Badskær. Men igennem dette brogede
og forvirrede Hurlumhej saa man et Ansigt skinne

som en mægtig og ukuelig Sol, som med sine
Straaler trænger igennem en Skymasse, der sejler
over Himmelen — og det var Olaf Poulsens røde,
glade, underfundige Ansigt.

Men «Hekseri eller blind Allarm» er ikke
den eneste Begivenhed, som vort kgl. Teater har
haft at opvise i Julemaaneden. Der har indenfor
Operaen fundet en Debut Sted og tilmed en heldig
Debut, idet den unge /ohs. Fønss forleden sang
Lorenzos Parti i «Romeo og Julie» og godtgjorde,

at han sidder inde med en smuk og paalidelig Bas
af ikke ringe Omfang, og at han kan føre sig
naturligt og frit paa en Scene.

— Paa Casino har man fremført et originalt
dansk Stykke «Rejersens Rekrutter», der morede
Publikum saa lidt, at Stykket blev henlagt efter
kun to Opførelser, et ret ualmindeligt Tilfælde i
dansk Teaterhistorie, men et Tilfælde, som For-
fatteren vist er ene om at beklage.

Desuden har Casino i disse Dage huset et ja-
panesisk Skuespillerselskab, der har givet interes-
sante Prøver paa, hvordan man skriver og spiller
Komedie i de evigtblomstrende Kirsebærtræers Land.

Paul Sarauw.

Fjelstrup, Rob. Dinesen, Asta Nielsen, Albr. Schmidt, Emanuel Larsen, Johs. Poulsen, Olivia Jacobsen — Rob. Dinesen fot,

Akt, Kristiania Teater

i «Alexander den Store», Bi

Anna Jacobsen i «Lynggaard & Co.», Aarhus Teater

Nathansen i «Lynggaard & Co.», Aarhus Teater

— = = Sis =>

gg ø EN mk IR ==
rel YA i DM
OD) HE
EL
”

sy
VA

sån

"SÆN Å 4 fj N I

ce NEN 0

SENE
n i E i i

PRINSESSEN7OG DET HALVE KONGERIGE

HE var Eventyret, lyslevende og broget, nærved «eventyrligere» Eventyr af Drachmann; dette var,
og langt borte, saadan som det skal være i kunstnerisk Forstand, Kejserens Klæder. Det har

med et rigtigt Eventyr, fantastisk og realistisk, —
under et veritabelt Regnvejr spadserer en af de
høje Herrer om med en veritabel Paraply fra Polack
| jun. Det var stilfuldt, eventyrstilfuldt! — frem-
| for alt naivt. Men dybsindigt, hvad et Eventyr
| helst maa være, vår det ikke.

| Udenfor Tid og Sted, som det evigt-gyldige er

|

det, og dog stedfæstet ved dets danske Tone —
hvor der overhovedet er Tone i det. Skiftende i
skønne Billeder fra Skov til By, fra Kro til Kirke,
fra Nat til Dag — og saa den røde Traad, der
binder det hele sammen: den brave Smedesvend
Johans eventyrlige Skæbne!

Jo, Eventyret var det, selv om det mere var
Hammen af et Eventyr end Eventyret selv, man
saa. Men da intet for troskyldige Øjne er even-
tyrligere end det at have Lykken med sig, hvad
| Johan naturligvis stadig har, opfylder hans Historie

de nødtørftigste Krav til et Eventyr.
| Eventyret er Lykken, Heldet, Gudernes uventede
| Gunst, alt det, de færreste Mennesker opnaar, og
som derfor Flertallet hungrende higer efter. Even-
tyret er i den træge Hverdag Lønnen for deres
| Møje, ligesom Paradisdrømmen er det for deres

Jordeliv. Johans misundelsesværdige Lykke — ak,
hvor mange sure Timer taaler Menneskene ikke Hværveren (H. Rasmussen) (Johan (H. Reenberg)
blot for at kunne tage Del i den, finde Oprejsnin Fru Kappeleje (Gerda Christophersen)
8 PrCJS DS ppelej I
i den, Bekræftelse paa alle lønlige og hjælpeløse
Længsler! — aldrig været noget betydeligt Arbejde, dette Digt
Alligevel, man kunde nok have ventet et noget om Samvittighedens Røst, og Hjertet paa det rette
i — 57 —

Sted og slige Almue-Sandheder; men der var dog
over det en Duft at frejdig Ungdom, af Vaarynde,
af brusende og uklar Skønhed.

Af den er intet tilbage; den strøg bort til bedre
Egne, da Dramaet skulde dramatiseres og popula-
riseres til Anvendelse dér, hvor fordum Erik Bøgh
fejrede Sine. Eventyr Triunifer FAR "Drachmann rer
der igen nogle Viser, som kun han kan skrive dem,
og saa en Erik Bøghsk Moral.

Nu skal Eventyret netop have en Moral, en
Lære, som man kan tage med sig; har det ikke
det, er det ikke stort bevendt. Men nødig skulde
det nøjes med den Stadil'ske Moral, som prækes i
«Prinsessen», og som i Aaret 1906 ikke er nær
saa meget værd, som den muligvis var det i 1878,
da endnu ingen Husmandsdreng havde svunget sig
op til Minister. Det er ikke længer nok, at Even-
tyret fortæller os, at en fattig Svend — naar han
som sagt har Hjertet paa det rette Sted og forstaar
Bønnens Magt og Uskyldighedens Uovervindelighed
— kan blive Minister; det maa herefter ogsaa for-
tælle, hvad Slags Minister han bliver.

Dog, for de naive er lidet nok. Hvad der paa
Kasino er blevet tilbage af Drachmanns Dist;. er
mere end tilstrækkeligt til at sætte det barnlige

==
Hee Rernnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn——..….….[.. s …—… få

Hus"i'Beyægelse.… Er der mere. Fintasiiedisse
Sind, end man til daglig tror, eller er deres Hjærters
Hunger saa meget mindre, at den mættes af intet?

Teatret havde gjort for dem, hvad det for-
maaede. Det var Dekorationskunst; en fortryllet
Skov, et romantisk Middelalder-Landskab, en Middel-
alder-By, og smukkest af alt: et gotisk Domkirke-
indre. I disse Biografteater-Tider, da Mængdens
Modtagelighed hærges af de levende Billeders
Plathed; svar” Carl Lunds Teknik sf velgørende
Virkning. Det var Farvernes Romantik, der sejrede.

Ja, Farver — i en graa og sludfuld Vinter er
selve Farven eventyrlig. Den taler sit stærke, pri-
mitive Sprog, udæsker ikke Forstanden som Digterens
Ord, men gør de uvante Sanser beredte til Fest.

Og det festlige ved «Prinsessen og det halve
Kongerige» var disse glade, umiddelbare Farver,
disse muntert brogede Tableauer, disse haandgribe-
ligt levende Billeder til Drachmanns borgerlige Tekst.
Paa de enkelte Kunstneres Præstationer ligger der i
denne Forbindelse ingen Vægt; de gav ikke Kejseren
Klæder paa Kroppen, men gjorde ham om muligt
mere nøgen, end han er. Det gjaldt mindre om at
udøve Skuespilkunst, end om at virke ind i Tableau-
ernes Helhed med den rette Fylde og Applomb.

Johan (Holger Reenberg)

«Prinsessen og det halve Kongerige», Forspillet

ze ege

FEE

IYv "F "«o8ta8uoy aafey Jop go uassasurig»

(S1aqua2Y 12870H) ueyof (wmnry epiar)) uassasung

ØR

Prinsessen (Gerda Krum) Johan (Holger Reenberg) Kongen (Wilh. Wiehe) Fru Kappeleje (Gerda Christophersen)

«Prinsessen og det halve Kongerige», 5. Akt

Johan (Reenberg)
Den bedrøvede Pige (Gudrun Carlson)

Og i saa Henseende stod ingen tilbage. Hr.
Reenberg som Smedesvend og Prins Johan, Hr.
Neumann som den lægprædikantagtige, lille graa
Mand, Frk. Christophersen som Fru Kappeleje og

Prinsessen (Gerda Krum) Kongen (Lagoni)
Johan (Reenberg) Fru Kappeleje (Gerda Christophersen)

Frk. Gerda Krum som Prinsessen — fantasifulde
som et Eventyr var de ikke, men de bar deres
lykkelige Skæbne med næsten eventyrlig Frimodighed.

L. C. Nielsen

OVERSIGT

et er glædeligt at kunne konstatere, at vor

hjemlige dramatiske Literatur har vundet solidt
Fodfæste paa vore Scener i denne Saison, Næsten
alle de københavnske Teatre har i den senere Tid
kunnet notere Successer paa danske Stykker: Folke-
teatret har haft «Lynggaard» og «Agnete», det kgl.
Teater «Hekseri eller blind Alarm» og /acob Knudsens
Enakter «Kærlighed og Købmandskab», Casino
«Magdalene» og nu forleden Drachmanns Eventyr-
komedie «Prinsessen og det halve Kongerige».

Endelig har Dagmarteatret siden Jul hentet sig
Succes paa Edgar Høyers «1 Ravnekrogen» og det
Oehlenschlåger'ske Drama «Dronning Margareta».

«I Ravnekrogen» blev for en halv Snes Aar
tilbage indleveret anonymt til det kgl. Teater, der
antog Stykket til Opførelse. Noget synderligt Scene-
held havde Skuespillet ikke, og i Løbet af to Saisoner
oplevede det kun tolv Opførelser for saa at blive

henlagt. Imidlertid havde Forfatteren — noget
umotiveret forresten — afsløret sig som Ophavs-
mand til Skuespillet.

Stykket har altsaa nu fundet Vej til Dagmar-
teatrets Scene og synes som en Fugl Føniks at
være opstaaet af Glemselens Aske til et nyt og
bedre Liv. Faktum er, at «I Ravnekrogen» har
vakt større Opmærksomhed nu ved Genopførelsen,
end da det gik paa vor nationale Scene; om det
ligger i, at man den Gang var mere forvænt og
blaseret overfor den dramatiske Literatur, eller om
man tvært imod har manglet Sans for at se, hvad
dette Stykke er værd, er ikke let at afgøre. De
daværende Kritikere var i alt Fald enige om, at
frakende Skuespillet enhver Betydning.

Det maa absolut synes uretfærdigt. Ganske vist
er Konflikten i Stykket hverken overraskende eller
ejendommelig paa noget Punkt, men der fremføres

bE—

Viggo Moltke (Alired Møller). Oluf (E. Z

angenberg) Ragnhild Jonsdatter (Oda Nielsen) Ivar Lykke (O. Fønns)

«Dronning Margareta», 4. Akt

hane

Rostrup)

Kong Albrecht (E.

z
ES
S
=

Ivar Lykke (O. Fønss) Viggo Moltke (/

)

If Zangenberg

Iirsten (A

areta (Augusta Blad)

o
5

Dronning Mar

«Dronning Margareta», 2. Akt

AE TES

Margareta (Augusta Blad) Kirsten (AlA Zangenberg) Viggo Moltke (Alf, Møller)

«Dronning Margareta»

et Galleri af udmærket tegnede Figurer og gives
et korrekt og bittert Billede af det Liv, der leves
i en lille dansk Provinsby med dens bornerte og
fordomstulde Mennesker.

Stykkets bedste Rolle, den sarkastiske og pessi-
mistiske Overretssagfører, blev spillet af Rostrup,
der fandt udmærkede Udtryk baade for det haarde
og bittre hos denne Mand og for de varme og
stærke Følelser, der rører sig i ham indenfor den
Skal, hvormed han dækker sig. Cajus Bruun var
den griske Pengeudlaaner og havde skabt en mor-
som og bemærkelsesværdig Figur.

«Dronning Margareta» er af en ganske anden Ka-
liber end «I Ravnekrogen; det er ikke indeklemt Køb-
stadsluft, der strømmer En i Møde fra dette Stykke;
det er voldsomme og brutale- Optrin, som her op-
rulles for Tilskuerens Blik, Optrin, hvor Liden-
skaberne raser, hvor Blodet flyder og Sværdene
klirrer, og som er iklædt Middelalderens stærke,
dybe Farver,

Og det viste sig, at dette gamle Drama, en stor
Lyrikers ikke altfor fremragende Årbejde, saamange
Aar efter dets Tilblivelse kunde henrive et Pub-
likum til Begejstring, ikke saameget ved sin Poesi
som ved sine mange farverige og dramatiske Op
trin, der takket være en fortræffelig Iscenesættelse

GG

kom til at virke stærkt og levende. De store
Scener i Kongshallen med dens larmende Folke-
hob var f. Eks. udmærket arrangerede.

«Dronning Margareta» gjorde som sagt Lykke,
megen Lykke; det viste sig nu, som saa ofte før,
at Publikum lettest lader sig rive hen af de Skue-
spil, der anslaar en patriotisk Streng; og Dagmar-
teatrets Abonnenter, der ellers udelukkende i denne
Saison er blevet forlystede med aandfulde, franske
Salonkomedier, lod til at fornøje sig stærkt ved
endelig en Gang at gense de Sværd og Rustninger,
der efter Sigende er Dagmarteatrets Rekvisitkammers
stærke Side,

Augusta Blad bar det kongelige Skrud med An-
stand og Værdighed; som den unge Oluf var Ejnar
Zangenberg lidt bleg og upersonlig, men der var en
egen blød og indtagende Stemning over hans Spil.
Oda Nielsen var fortræftelig som den stolte og ær-
gærrige Bondekone, der vil skaffe sin Søn en Konge-
krone men, isStedæ for kommer til at se hans
Blod springe frem under Bøddelens Økse.

Martinius Nielsen sagde Sorø-Abbedens faa Re-
plikker overordentligt smukt og stemningsfuldt, og
Olaf Fønss spillede Ivar Lykke med en Ungdom-
mens Kraft og Friskhed, der virkede saare oplivende.

Paul Sarauw.

SOPHUS NEUMANN

er fortælles at, da den unge Sophus Neumann
D søgte Engagement hos Kammerraad Lange ved
Folketeatret, tilbød han bl. a. at anskaffe sig nogle
manglende Tænder, for i alle Maader at udruste
sin Person til Fuldkommenhed. Men da skal den
erfarne Direktør have svaret, at saafremt Sophus
Neumann anskaffede sig Tænder, vilde han slet
ikke have ham. Han var netop god, som han var.
Og saa beholdt Neumann sin kostbare Mangel.

Si non é vero, é ben trovato.

Thi noget af Neumanns uhyre Popularitet skylder
han sit Ansigts fænomenale Forvridningsevne. Han
kan fra myndig Ro lade det passere alle Stadier
paa Vej til selve den forvrængede, komiske Maske
— ja endogsaa et godt Stykke videre.

Han kan gøre Overgangene roligt og umærkeligt,
og han kan fare lynsnart ud i Grimacen. Han kan
endelig ogsaa straks give dette uvurderlige Instru-
ment, som han spiller paa efter Behag, netop den
Grad af Forvridning, som han ønsker, og holde
den Grad urokkelig fast gennem hele Rollen, som
om hans Træk var skaarne i Træ.

Dette Herredømme over Ansigtsudtrykkene skyl-
des væsentlig Evnen til at styre Mundpartiet, og
denne Evne betinges — fysiologisk set — igen til
Dels af Tandløsheden. Det er næppe nogen Over-
drivelse, at Københavnerne har denne Neumanns
tilsyneladende Mangel at takke for nogle af de
kosteligste Typer, hvis Billede altid vil staa lysle-
vende — f. Eks. den fjottet-mimrende Fyrst Auran
i «Lykkebarnet».

Dette maa nu ikke misforstaas, som om Neumanns
Kunst hun

Neumann som Isidor i «César Girodots Testamente»

Men Grimacen er et ydre,
hans Kunst, og det,

iøjnespringende Træk
som solidest har hamret hans

— 65 —

Neumann som Magister Søren i «Ambrosius»

Neumann som Basse i «Hverdagsfolk»

Neumann som Narren i «Prinsessen og det halve Kongerige»

ERE

Popularitet fast. For hans Grimace er saa fuldendt,
saa fantastisk barok, at den nok skal huskes.

Vil man undersøge, hvilke Midler Neumann ellers
raader over som scenisk Kunstner, noterer man
straks med Glæde et oprindeligt, frodigt Lune og
en — noget sentimental — men ofte ganske rørende
Følsomhed. Hans Lune er vel nok mere «udvendigt»
end f. Eks. Olaf Poulsens. Det strømmer ikke
altid ud fra den gengivne Karakters dybeste Grund;
ret ofte springer
det noget umoti-
veret ud i et til-
fældigt Glimt —
overraskende, u-
forberedt, ligesom
Grimacen. Men
det rammer, hver
Gang det udskyder
sin Pil.

Og hans Føl-
somhed bliver
sjældent den store
dybe Følelse. Det
nusset-smaa-
rørende derimod
mestrer han med
en Virtuositet,
der ikke giver
Rosenkildes noget

efter.

Men Neumanns
sceniske Hersker-
evne er dog først
og fremmest hans
Klarhed og Myn-
dighed. Alt my-
stisk, taaget lig-
ger denne Kunst
fjernt... Belysnin-
gen er altid dag-
klar; Farveblan-
ding, endsige clair-
obscur har Neumann aldrig indladt sig paa.

Dæmonik, Galgenhumor — kort sagt enhver
Blanding er ham et ukendt Farvand. Naar han
alligevel kan gennemføre f. Eks. Narren i «Prinsessen
og det halve Kongerige», kan han udelukkende
derfor takke sin overlegne Myndighed. Han savner
Rollens vigtigste Fordringer — paa Trods heraf
sejrer han.

Thi hans Mangel er tillige hans store Fortrin.
Han har — som maaske ingen anden nulevende

Skuespiller — Klarheden og Myndigheden.

Sophus Neumann.

Og disse Egenskaber kan ikke vurderes højt
nok. Publikum er virkelig det hundredhovede Uhyre;
det vil betvinges — eller gøre Fortræd. Den enkelte
Tilskuers borgerlige Bravhed forsvinder, naar han
sidder der som selvbestaltet Dommer mellem de
mange andre. Han bliver ubarmhjertig, grusom, Ja
blodtørstig og vender gerne Tommelfingeren nedad
overfor den Forfatter eller Skuespiller, der overvindes.

Publikum skal køres i de strammeste Tøjler
som en fnysende
Hingst.

Ingen kan føre
de Tøjler som So-
phus Neumann.
Naar han er paa
Scenen, skal hans
Replik, hans Mi-
nespil, hans hele
Personlighed nok
vide at bide sig
saadan fast, at al
fjendsk Uro, al
søvnig Ligegyldig,
al oprørsk Hoste
forsvinder. Det
vilde Bestie tier,
lytter efter, be-
tvinges — og kni-
ber det, saa kildrer
han det med sin
vildeste Grimace,
indtil det skriger
af Latter og giver
fortabt.

Saaledes CE
Sofus Neumann,
som vi alle holder
af, og hvis Navn
paa en Teaterpla-
kat er Guld for
Direktøren og of-
te Berømmelse for
den i Virkeligheden ganske uskyldige Forfatter.

Han fylder i Aar de 60 Aar og har spillet
Komedie fra han var knap 17. Og han er lige
klar og lige myndig. Sandsynligvis vil han dø paa
sin Valplads, som Henry Irwing døde paa Scenen.

Som sine kæreste Roller nævner han selv Fyrst
Auran, Selby i «Et Sølvbryllup», Grøn i «Grøns
Fødselsdag», Argan i «Den indbildte Syge», Brinker
i «Familjen Jensen», Isidor i César Girodots Testa-
mente» og Mørup i «Min egen Dreng».

Man vil deraf se, at Neumann selv sætter de

Neumann som Mørup i «Min egen Dreng»

Neumann i «Kejserens nye Klæder»

Roller højst, der giver ham Lejlighed til at udfolde
de betydeligste af sine sceniske Evner «Grimacen,
Lunet, Følsomheden og Myndigheden».

Edgard Hoyer.

PRIVATTEATRENE

fter at Folketeatrets Succes «Lynggaard & Co.» er

presset til sidste Draabe, og Ellen Reumerts kede-
lige Komedie efter Publikums og Pressens sjældent
sammenstemmende Forlangende er taget af Plakaten
og overgivet for evig Tid til den Grav, hvoraf ingen,
selv nok saa troende, tør haabe, at den nogensinde
mere vil opstaa. til” nyt Liv, har Teatret nu- fadet
et Kadelburg'sk Skuespil «Familieraadet» paa Reper-
toiret.

De virker fuldstændig som flot malede Deater-
dekorationer, disse Kadelburg-Komedier! Hvis man
ser dem nede fra Tilskuerpladsen ved Aften, naar
Rampelyset straaler, saa tager de sig godt nok ud,
og mere naive Sjæle vil maaske kunne lulle sig i

> 6

pE = TEE SE SEEST SEES SEE

WR

Elise (Julie Møller) Ruschke (Hellemann) Ludolf (Dorph-Petersen) Egon (P. Reumert) Hilde (Agnes Th.-Sommer) i

==

«Familieraadet», 2. Akt

dk pkbensrabenenib ng)

Hilde (Agnes Thorberg-Sommer) Egon (Poul Reumert)

Clotilde von Wollien (Sigrid Andersen) K

aspar (Ellen Aggerholm)

«Familieraadet»

Fru Aggerholm. R. Neiiendam.

den Illusion, at det malede Teaterstads deroppe er
ægte; men ser man dem nærmere efter i Sømmene
i det indiskrete Dagslys, saa forvandles disse herlige
Kunstværker sig for ens Øje til forvirrede og brogede
Farveklatter, der af Teatermalerens øvede og kyn-
dige Haand er slængt hen over graat Lærred med
den brede Pensel.

«Familieraadet» er kun «Teater», uden al literær
Værdi, men det er umaadelig fikst og behændigt
«lavet», og man vil have Fornøjelse af at se det
— én Gang!

Om Udførelsen er der næsten kun gode Ord
at sige; Folketeatret har jo i Aar en Stab af for-
træffelige og paalidelige Skuespillere, for hvem det
er en Leg at faa et Kadelburg'sk Stykke til at tage
sig ud paa Scenen. Der kan baade nævnes Sigrid
Andersen, denne elskelige og brilliante Skuespiller-
inde, i hvis Mund selv de fadeste Replikker faar et
sprudlende. Liv, og Johs. Ring, der var en værdig
og retsindig gammel General, kostymeret å la Bis-
marck, og Dorph-Petersen, der fremviste en herlig
Type paa en brav og glad og fordrukken prøjsisk
Landjunker. Og der var endvidere E/len Aggerholm,
der med Virkning fremstillede en lille vigtig tysk
Kadet, livagtigt, som vi ser dem gengivede i hver

Dorph-Petersen. Zinck. Ring.
Johannes Nielsen. 'Tscherning. Sigrid Andersen.

Fi —=

Fru Rosenbaum. Dagmar Orlamundt. Helsengreen.

Seemann som Barinkay i «Zigeunerbaronen»

Rosa Hjort, Carl Alstrup og Rigmor Nathansen
i «Zigeunerbaronen»

Sandberg fot

Carla Ishøy, Seemann og Jutta Lund i «Ligeunerbaronen»

Axel Boesen, Bcwer og Rosa Hjorth
i «Zigeunerbaronen»

evige eneste Nummer af «Fliegende Blåtter», og
der var Tscherning som en stram og letsindig Løjt-
nant og Hellemann, som en meget rørende og meget
usandsynlig gammel Oppasser.

— Frederiksberg Teater har indlagt sig Ære
ved at opføre Strauss? berømte Operette« Zigeuner-
baronen». Det er jo en hel lille Opera, og det er
fortræffelig Musik, men det er ikke en Opgave, der
er saa lige at løbe til; Teatret har imidlertid klaret
den og klaret den godt, takket være de sikre Sang-
kræfter, som det besidder i Henry Seeman, Boesen,
Bewer, Carl Alstrup, Jutta Lund, Rosa Hjort, Carla
Ishey og flere andre. Og i de Danse, der — iøvrigt
ganske umotiveret — var indlagt i Operetten,
gjorde Agnes Nerlund og Edith Buemann udmærket
Fyldest.

Det er altid en sjælden Fornøjelse at se en
Operette paa Frederiksberg Teater; de unge Skue-
spillere arbejder med en Energi og en Ildhu, der
er enestaaende, og det er dette Præg af Ungdom
og Arbejdsiver, der giver Teatrets Personale en
Charme, som har skaffet det et trofast Publikum,
og dette Publikum følger sine Yndlinge blindt i.
tykt og tyndt, i godt og ondt!

Paul Sarauw.

== 3—

å ”; 6

—— 1—

o

BITS E

NE fik Duse at se, og det at at se hende, lige
meget paa hvilke Vilkaar, er Hovedsagen; thi
hun er som ingen anden, en Verden af høj Skønhed
og ædel Kunst.

Men vi saa hende — afbrudt som Gæstespillet
blev — ikke i andre Hovedroller end de to, hun
allerede for ti Aar siden udførte i
København, og som ikke havde vun-
det i Interesse for hende eller os i
Mellemtiden. Vi fik Glimt af den
Storhed hos hende, som er umistelig,
men fik ikke ringeste Prøve at se
paa den Udvikling, hun i disse ti
Aar har gennemgaaet.

Kameliadamen spilte hun, fordi
hun maatte være sikker paa, dog én
Gang at faa udsolgt; men hun gad
ikke spille Rollen, saa led var hun
ved den; spilte hist og her en Scene
eller en halv, antydede Resten. End
ikke Gennemlæsningen af Faderens
Brev i Stykkets Slutning, hvormed
hun plejer at smelte alle Hjerter,
naar hun siger det hen for sig
udenad (saa tidt har hun læst det) gad Duse gennem-
føre. Hun antydede alene dette Træk, som hun har
opfundet og alle andre Kameliadamer optaget efter
hende.

Goldonis La locandiera spilte hun con amore,
forandrede sit Aasyns smertefulde Alvor og det
afgrundsdybe Blik til ungdommelig Raskhed og

Eleonora Duse

Kvindesnildhed med Skælmen i Øjet. Hun kokette-
rede med Kvindehaderen, vartede ham op, smigrede
ham, kom hans Griller i Møde, vandt ham og over-
vandt ham. Men til det Virtuosnummer udkrævedes
jo ikke nogen Duse.

I Dumas” Bryllupsbeseg endelig, hvor hun i en
vanskelig Rolle ikke har mange Re-
pliker at sige, spilte hun Uro, Selv-
beherskelse, Gennemskuen af Man-
den, Væmmelse ved Manden, flam-
mende Indignation over Manden,
undertrykt Sørg over en Kærlighed,
der dør i hende og skamfuld Græm-
melse over at have spildt dyb
Følelse paa en uværdig Genstand —
alt dette i Løbet af det Kvarter, hun
var paa Scenen. Maaske kun Duse
kunde gøre dette saadan, men Duse
havde ikke i denne Pjes Raaderum
for sit Talent. Hun selv led des-
uden under Usandsynligheden og den
psykologiske Urimelighed af, at en
højsindet Kvinde saaledes lader sig
belyve og saaledes belyver sig
selv, blot for at komme under Vejr med den
fordums Elskedes sande Karakter — der tilmed
forlængst maatte ligge aaben for en saadan Kvindes
Intelligens.

Alt i Alt var det Kameliadamen, hvori Duse
aabenbarede mest af sit Væsen, og skønt hun halvt
modstræbende spillede Rollen, føltes det igennem

Eleonora Duse

Eleonora Duse

den, baade hvorledes den fra først af var anlagt, og
hvad de sidste ti Aar havde føjet til.

I og for sig kan ingen Skikkelse staa Duses
mere fjernt. Et ungt, letsindigt Pigebarn, der har
grebet Kurtisanens Liv som Profession, hver Aften
sælger sig paany og er gaaet op i Glæden over
smukke Klæder og lystige Gilder — ingen Selvfor-
vandlingskunst kan omforme det aandfuldeste Kvinde-
hoved paa den adeligste Kvindeskikkelse i Stil med
den Ubetydelighed og den Nedværdigelse, som dette
Kameliadamens første Stadium kræver.

Duse gør da heller intet Forsøg derpaa. End
ikke et Minut ved sin første Indtræden ligner hun
en Kvinde, der er tilfals. Alt har hun omformet,
ja om-æltet efter sin store, stolte, rige Personlighed,
og hvad hun ikke har kunnet omforme, det ude-
lader hun. Rollen var saaledes strøget sammen,
at der af Kurtisanen ikke var det mindste tilbage.
Det næste Duse havde oversprunget, var Brystsygen.
Den antydedes netop. Medens udmærkede italienske
Skuespillerinder som i sin Tid Marini straks vakte
Medfølelse for Marguerite Gauthier ved at vise os
den fine Skikkelse angrebet af Tuberkulosen og
lade os følge Sygdommens Gang, dens Bedring i
Kraft af Lykke, og dens rivende Fremskridt under
Ulykken og Miskendelsen fra Akt til Akt, lod Duse
dette Motiv aldeles ligge, forsmaaede det som et
blot fysisk Virkemiddel; hun hostede neppe hørligt;
aldrig spyttede hun Blod; hun tilstræbte slet ingen
Virkelighedstroskab som Patient. Alt var lagt an
paa det Indre, paa Sjælemaleriet: Kvinden, der studser
ved at møde Elskov, tvivler og afviser, vil vove et
Forsøg, og snart derefter for første og eneste Gang
lærer Lykken at kende, et Øjeblik gennemstraales
af den, lever og aander i den. Saa følger efter
Mødet med Kærligheden Mødet med Skæbnen. Hun
skræmmes, ræddes, men samler sig, fatter sig, vil
tinge med den, gaa paa Akkord med den, affinde
sig med den om end paa haarde Vilkaar, og staar
saa Ansigt til Ansigt med dens Ubønhørlighed. Fra
nu af er hun knust, gennemfortvivlet; Lykkesøger-
inden i hende er død. Men idet hun af Kærlighed
giver Afkald, vaagner i hende en højere, aandig
Magt, og i Kraft af den gennemfører hun sit Offer.
Da hun miskendes og forhaanes af selve den Mand,
for hvis Skyld hun har taget Lidelsen paa sig, da
er. det i Kraft af hendes Væsens Højhed næsten
mere paa hans end paa egne Vegne, at hun lider
og anraaber ham. Og Duse sløjfer hvad der for
brutalt vilde stride mod denne Væsenets Højhed.
Hun lader sig ikke slænge til Jorden af Armand. —
I sidste Akt Gensynets Glæde, Oprejsning, Hen-
rykkelse, salig Fryd umiddelbart før Døden.

Beaandelse var der hos Duse altid over dette.
Men statelig, dronninglig var hun først nu. Hun
bar ingen Maske, hun var Kvinden, der elsker, og
hvem den Elskede mishandler, Kvinden, hvis Inderste
er lutter Ære, og hvem det gode Selskab støder
ned i Vanære, Kvinden, som er lutter Sjæl i en
Verden af Kroppe, der ledes af Hensyn. Hun var
med andre Ord selve det evigt Kvindelige med
Smilet om de dejlige Læber og Smertens syv Sværd
igennem Hjertet.

Hun havde de Øjne, som forjætter, som har
grædt og ligefuldt forjætter, den Mund, som véd
Alt, og som lukker sig om sine Hemmeligheder,
disse Bryn, der løfter sig spørgende eller i Ekstase
og sænker sig med Fasthed eller Sorg, og hun
havde endnu det dejlige Haar, der slaar ud fra
Drømmerskens Pande som Vinger. Naar hun nu
dækker det med en Paryk, fordi det — altfor tidligt
— graaner, kan Haanden — den dejligste Haand —
dog endnu ikke lade være med at gøre den Bevægelse,
der stryger det fra Panden — denne Bevægelse, der
hos Duse er saa skøn, og som andre Skuespillerinder
har taget i Arv fra hende.

Det er vemodigt, at naar Duse har Hedda Gabler
og Rebekka i Rosmersholm, Francesca da Remini,
la Gioconda og selve Shakespeares Kleopatra i sit
Repertoire, vi Danske saa anden Gang som første
kun fik hende at se i Dumas og Goldoni.

Siden hun sidst var i Kjøbenhavn har hun op-
levet sit Livs største Skæbner, sat alt ind paa at
skabe sit Fædreland en national dramatisk Kunst,
idet hun i Forening med d”Annunzio vilde grund-
lægge Teatret paa Janiculum ved Rom. At dette
Foretagende er strandet, at idetmindste hun efter
et afgørende Brud forbliver uden al Delagtighed
deri, har givet hendes Sjæl et Ar og hendes kunst-
neriske Stræben en Retning mod den ikke italienske,
den nordiske Kunst. Hun har genoptaget sit om-
flakkende Liv og med Begejstring tilegnet sig Ibsen.

Hun er kommet til Ibsens Dramer ikke blot
som prøvet i Livet, men som den, der kender det
tilbunds og har tømt dets Bitterheds Skaaler. Som
Paven, da han mistede Kirkestaten, derved vandt i
Kraft, idet han fik et helt aandigt, men umaadeligt
Rige at styre, saaledes har Duse, efter at hun har
maattet slippe Tanken om at vie sit Fædreland alle
sine Evner, faaet nyt Vingefang, lært dybere Smerte
og sværere Kampe, fremmede Verdener, andre Morgen-
røder, barbariske Følemaader og Kunstformer, nordisk
Hang til det Uendelige og nordisk Bundethed til det
Indesluttede at kende.

Ved hendes Tilbagevenden til København vil
hun vistnok aabne sine Tilskuere en ny Horisont.

Georg Brandes.

— 75 —

Eleonora Duse.

(GJaarH pA udg»

(såuuua £noagq) Suswv 1apsq (snimurw pæey) pueT SJ21N (uaswoqT, ewwg) Ziogng (sammmen pæy) pPUr'T SJ2IN

REE

re
Sagerne KER

Poul Egede (Liebman) Land (Mantzius) Holm (DP

oul Nielsen) Stremme (Jerndorff) Fru Stremme (Jonna Neiiendam) Esther (Betty Hennings)

«Byen ved Havet», 2. Akt

Rohrweder Fru Klock Schneider Else

Mine Marie Hans

(Bruun) (Mathilde Nielsen) (Rostrup) (Alf Zangenberg) (Oda Rostrup) (Karen Poulsen) (E. Zangenberg)

«Længsel mod Havet», 3. Akt

OVERSIGT

R= «Byen ved Havet» og det tyske «Længsel efter
Havet» . . . . to Skuespil, hvor Havet spiller med, hvor
Replikkerne akkompagneres af mumlende Bølgeslag, hvor
Mennesker skildres paa Baggrund af det uendelige Hav, der
snart kalder og lokker med usigelig øm og mild Sirenerøst,
og snart rejser sig i frygtelig Vrede og drukner Menneskeliv
og Menneskeforhaabninger i sine hvide Bølger.

I Rosenbergs Stykke bliver man Vidne til, hvorledes
Havet en sort Stormnat piskes ind over en lille By og bringer
Død og Ødelæggelse med sig, og man ser hvorledes Ulykken
gør Smaabyens smaatskaarne og naive Beboere. til Helte alle
som én, saa de uden Tøven sætter deres Liv i Vove under
Redningsarbejdet, og saa at selv den unge Jødinde, der før
har foragtet og set ned paa dem for deres Snæversynethed,
maa bøje sig for dem i grænseløs Beundring.

Det tyske Skuespil handler om en Kvinde, som Havet
har berøvet hendes Mand og hendes ældste Søn, og som nu
kæmper en fortvivlet Kamp for at faa sin yngste Søn til at
opgive sin Karriere som Søofficer; men hun kæmper forgæves,
thi Havet frister og kalder med sin lokkende Stemme, som
han ikke kan modstaa, og hun indser tilsidst med Rædsel, at

det ubarmhjertige Hav har større Magt over ham, end han selv.

Ingen af de to Stykker gjorde særlig Lykke, og ingen af
dem fortjente det særligt. «Byen ved Havet» er ikke uden
dramatisk Virkning — Rosenberg er jo nu engang ikke blind
for Scenens Krav og Love — men det besværedes af en lidt
vel rigelig Portion forloren Dybsindighed. Det tyske Stykke
er nærmest et dramatiseret Onraab til Tysklands vaabenføre
Ungdom om at lade sig indrullere paa Flaadens Lister.
Det er et rent og skært Agitationsnummer med svulmende
Pathos, Slag for Brystet og «alt for Fædrelandet»! Det er
en af Kejser Wilhelms «Flaadetaler» tilrettelagt for Scenen,
og det synes at være det berømte Kejserord: Tysklands Frem:id
ligger i Havet! — der har inspireret Forfatteren til dette
Stykke . . . det er jo ikke første Gang den a!sidige Lands-
herre har ageret Muse!

Hvad Udførelsen angaar, saa biev Rosenbergs Stykke
spillet saa fortræffeligt, som det var at vente, naar man tager i
Betragtning, at Nationalteatrets mest fremragende Skuespillere
var i Ilden — Iscenesættelsen var i Parenthes hemærket mester-
lig — og ogsaa paa Dagmarteatret blev der gennemgaaende
præsteret god Skuespilkunst, uden at Aftenen dog bragte noget
overraskende.

Paul Sarauw.

— 79 —

XR:

Mine (Oda Rostrup) Fru Klock (Mathilde Nielsen) Hans (E. Zangenberg) Schneider (Rostrup)

«Længsel mod Havet», 1, Akt

—

€: BESS 5:

I

Kl

ASS DS BR AN
MÅ

UCI FS
lp —

(Sk:

BDEF-KONGELIGE FEATER

NE Bedømmelsen af det kgl. Teaters sidste
Forestilling, Maurice Donnays 4 Akts Lyst-
spil eller rettere Farce «Taget med Storm», kan
man let blive noget ubillig mod Hr. Donnay. Virk-
ningen af hans Stykke beror saa meget paa den
Tone, i hvilken det gengives, og dets Indhold —
og selv om der ikke er meget, er der dog en Kerne,
hvorover en Skuespillerinde kunde have formet en
Skikkelse — er trukket saaledes sammen i den ene
Hovedfigur, den skønne og letsindige Fru Cécile de
Gerberoy, at det staar og falder med Udførelsen af
denne Rolle.

Bag Fru Céciles Ansigt med de tunge Øjen-
laag og den søde, hadske Mund skimter man Don-
nays, ikke i et Smil, men fortrukket i en voldsom
konvulsivisk Latter — det elskværdige Smil i Iscene-
sættelsen paa det kgl. Teater var ikke meget i
Slægt med den karikaturagtige Voldsomhed i Don-
nays Spot.

Fraregnet en og anden Forestilling paa Folke-
teatret under Hr. Johannes Nielsens Ledelse er det
et uimodsigeligt Dogme, at ingen andre københavnske
er saa gennemarbejdede og genuemspillede som det
kgl. Teaters. Men mere og mere karakteriseres
disse Forestillinger af en og samme Mangel: det er
altsammen Mandskomedie og mandlig Form for
Kunst, der giver sig Udtryk. Udover Fru Jonna
Neiiendam, hvis Talent bliver stadig mere straalende
og ejendommeligt, er det, som den moderne Kvinde
slet intet Liv kunde faa paa denne Scene. Ved

denne sidste Forestilling var det særdeles iøjne-
faldende.

Hr. Schyberg — der nogle Gange har aaben-
baret ct eget voldsomt og rammende Vid — gav

et skarpt tegnet Billede af en ung Levemand, hos
hvem Raaheden sad lige under den yderst tynde
Visitpolitur: navnlig hans Latter var af stor Virkning,
lige saa raa som tom; og Hr. Poul Nielsens Elsk-
værdighed og Ironi fandt sig let til Rette i Hr.
Boisdugand's erfarne og taknemmelige Skepsis, lige-
som Hr. Neiiendam med en yndefuld og fin Karak-
teristik fremkaldte Billedet af en ung Lærds pludselige
Forelskelse. Forsaavidt var der megen god Kunst
at glæde sig over. Endda Stykket tilsyneladende
drejede sig om Hr. Neiiendams Rolle, Hr. Soindres,
Prof. i Psykologi ved Universitetet i Paris. Han
har gjort sig bekendt med et Værk, der fremstiller
Kærligheden og Lidenskaben som en Art Sygdom,
og han har i Sammenhæng hermed henstillet til
Overvejelse, om der ikke mod denne Sygdom lige
saa vel som mod andre nervøse Lidelser kunde
tænkes visse heldbringende Metoder og nyttige Kure
til Held for Patienterne. Selv har han aldrig kendt
Lidenskaben personligt, altid beskæftiget med sine
Studier og eksperimentelle Forsøg. Handlingen
sættes da naturligt i Gang, da denne lærde Mand
møder Fru Cécile de Gerberoy og denne forfarne
Dame begynder sit Arbejde med at gøre Professoren
forelsket i sig. En nordisk Forfatter vilde uden
Tvivl have skabt sig sit Stof i denne stakkels Lærde

—Rr=

RES seeren: TED GRDEs esser)

Suzanne (Natalie Krause) Cécile (Johanne Bloch)

«Taget med Storm», 2. Akt

==

ELSE DØES

Soindres (Nikolaj Neiiendam) Cécile (Johanne Bloch) Gaston (Poul Nielsen)
«Taget med Storm», 4. Akt

— 82 —

Colette Fru Galenizzi
(Lamprecht) (Frk. Zangenberg)

Gabrielle
(Em. Thomsen)

Gastore
(P. Nielsen)

Generalinde Lampriser
(Jonna Neiiendam)

«Taget med Storm», 3. Akt

—. og Hr. Neiiendam, der er en meget bevidst
moderne Kunstner, digtede ogsaa adskilligt ind i denne
Figur — men Hr. Donnay forlader ham hurtigt for
at Kaste hele sin Skildring over paa Cécile.

Og her var det, Forestillingen gik i Stykker
paa det kgl. Teater. Cécile driver en syndig Leg
med den arme Vejrprofet i Lidenskabens Storme,
indtil hun efter nogle Maaneders Bekendtskab ko-
ketterer ham til at tage hende med Storm: ganske
som hun har beregnet det, bryder han en Nat ind
i hendes Sovekammer — der er kun et, der for-
bavser hende: at han kommer gennem Vinduet, hun
havde dog ladet sin Dør staa aaben. Hun er imid-
lertid oppe og paaklædt, saa Forlovelsen kan foregaa
under de lempeligste Former. Men bag Cécile, som
i Fru Blochs Gengivelse for meget blot var en
spirituel Iagttager af Kærlighedens Spil, bryder der
sig, hvad der er af menneskeligt Sind i Donnays
Farce. Det kgl. Teater gjorde den til en ret triviel
Underholdning, tilpasset til dansk Publikumsbrug,

men Resultatet blev, at Vittighederne faldt til Jorden,
fordi de savnede den grelle, skrigende farvede
Baggrund, mod hvilken deres Konturer først bliver
skarpe.

Cécile er Karikaturen af et Hjerte. Forraadt i
sin første Kærlighed, indtil hendes Smil blev vrængt
om i en Grimace, er det nu hendes eneste Attraa
at faa de bedste Mænd til at danse for sig, som
hun gav sig-hen i sin Ungdom. Der er et Tempo
i hende, som gør det forstaaeligt, om en Skuespiller-
inde kunde faa Lyst til at overstraale denne Skik-
kelse med sin Harme og sin Lidelse, sin Spot og
sin Attraa. Da hun segner i den Mands Arme,
hvis Lidenskab er hendes eget velberegnede Værk,
allerede syg af en indbildt og vanvittig Skinsyge,
er der en saadan Voldsomhed i Donnays Latter,
at det et Øjeblik er, som om hele Verden druknede
i dette Grin. Hans Stykke skulde være spillet i
en skrap Fart og hvad Farverne angaar i en Art
Plakatstil.

Axel Garde.

Fyret

Gaston (P. Nielsen) Louise (Frk. Lauesgaard) Charlotte (Ingeb. Larsen) Soindres (Neiiendam) Letestar (Lemche) Menkjer (Ottesen)

«Taget med Storm», 1. Akt

Boubouroche (Emil Helsengreen) André (Tscherning) Adele (Johanne Winther)

a gf

«Boubouroche» 2 Akt.

ES SS

Boubouroche (E. Helsengreen) En gamme! Herre (Hellemann)

OVERSIGT

E" naiv og godmodig og usigelig dum Mand har
en Elskerinde, som han i otte lange Aar har
elsket og underholdt, og paa hvis Troskab han tror
blindt altfor blindt. En skønne Dag tager man
sig for at underrette Manden om, at hans Elskerinde
bedrager ham paa det skammeligste, og da han ude
af sig selv af Raseri og Sorg iler hjem til hendes
Bopæl for at faa Syn for Sagen, finder han ganske
rigtigt et fremmed Mandfolk gemt i Klædeskabet.
Nu skulde man dog altsaa mene, at han efter et
saa haandgribeligt Bevis var nogenlunde overtydet
om sin Elskedes beklagelige Letsindighed og om
Tilstedeværelsen af visse triste Prydelser paa sin
tykke Pandeskal, men ikke desto mindre kører den
frække og fremragende opfindsomme lille Dame
ham saadan i Ring og manøvrerer saa kraftigt med
ham, at han tilsidst synker paa Knæ for hende og
beder hende med Taarer i Øjnene om at tilgive
ham, fordi han et Øjeblik kunde tvivle om hendes
grundfæstede Dyd.

Saaledes fortæller Pariserdigteren Courteline i det
lille, virkeligt morsomme og fine Satyrspil «Bou-

bouroche», som Folketeatret har fremført, og. hvori

Boubouroche (Emil "Helsengreen) André (Tscherning) Adéle (Johanne Winther)

«Boubouroche» 2 Akt.

— 85 —

Niels Forkarl (Poul Reumert) Marenstine (Sigrid Andersen)
1 «Bønder»

Emil Helsengreen har faaet Lejlighed til at skabe en
herlig "Figur som" Udfører af Titeirollen, og hvori
en Debutantinde, Johanne Winther, agerede med Slag-
færdighed og meget Lune.

Sammen med dette Stykke gik et andet Satyr-
spil af hjemlig Tilvirkning, nemlig Gustav Wieds
bekendte «Bønder», der Jo ikke er langt fra at blive
klassisk.

Lad være, at dette lille Stykke ikke er synderlig
dramatisk og som de fleste af Wieds Skuespil ikke
er fri for at være noget stillestaaende, men de er
vidunderlige de Bondetyper, som det stiller til Skue,
og i Folketeatrets virkeligt vellykkede og omhygge-
lige Iscenesættelse — den skyldes vistnok Hr.
Viggo Lindstrøm — virkede Skuespillet som et veri-
tabelt Stykke Bondelands-Historie. Det er fuldt af
smaa højst realistiske og højst latterkildrende Tagt-
tagelser, og der staar en yderst naturtro Duft af
Vadmelstøj og ram Bondetobak ud fra det. Blot
saadant et lille Træk som det, at Marenstines og
Niels Forkarls toaarige Elskovspant rejser sig op i
Vuggen og med vredesdirrende Stemme raaber til
Degnen: «Hvo”dan Fanden er det Du vugger!» —
virker højst oplivende.

Af de Rollehavende kan nævnes Sigrid Andersen,
der spillede Marenstines Rolle med rank Myndighed

og fik den unge resolutte Bondekone til at virke
stærkt sympatetisk.

Offenbach”s kaade og pragtfulde «Orfeus i Un
derverdenen» har inspireret et Trekløver, Fristrup,
Arctander og Enna, til en Operette, «Yduns Æbler»,
hvori ingen ringere end Valhals Guder optræder.
Det kan ikke Paastaas, at d”Herrer naar deres store
Forbillede, dertil er deres Ydelser — og navnlig
hvad den musikalske Part angaar — for spinkle.
Men denne hjemmelavede Operette rummer dog
flere gode Indfald, Saaledes er det en henrivende
Ide at vise, hvilken ubehagelig Virkning Tabet af
Yduns Æbler har paa Guderne: den friske, skønne
Freja falmer og slaar Rynker som «t overgemt
Vinteræble, den stærke Thor bliver gigtsvag og krum-
Lyggersosssv

Udførelsen var ualmindelig kvik helt igennem ;
særligt bør fremhæves Gerda Christophersen, som
gav en overdaadig morsom Parodi paa Juvélarien
af «Faust».

— Dagmarteatret har genoptaget «Dønvig Præ-
stegaard» og har derved givet Malberg og Cajus Bruun
Lejlighed til at yde udmærkede Præstationer som den.
rænkefulde Degn og den svedne Bondemand.

Paul Sarauw.

Degnen (Viggo Lindstrøm) Hans Jørgen (Georges Sørensen)
i «Bønder»

ey vre

Ellen Prangen, Julie Møller, R. Neiiendam, E, Helsengreen, Hellemann, Lindstrøm, Fru Rosenbaum og Sigrid Andersen

«Bønder», 1. Akt

i

Pabst (Henrik Malberg) i «Dønvig Præstegaard» Anders Olsen (Cajus Bruun) i «Dønvig Præstegaard»

— 8 —

Thor (H. Rasmussen) Odin (Pio) Freia (Gerda Christophersen) Balder (Schrøder) Ydun (Ellen

Diedrich) Brage(Wilken) Loke (Reenberg)
«Yduns Æbler», 2. Akt

Odur (Gerner) Leda (Gerda Krum) Sokrates (Arn. Christensen) Zantippe (Emma Christiansen)

«Yduns Æbler», 4. Akt

88 ==

- Ngen par GIN
S

N CSÆRNNØZ

Go: ø fm
EET ERE

FOLKEKOMEDIER

Storbyerne er der faste Hjemsteder for Folke- Twist», der er en engelsk Dramatisering efter Dickens”
komedien, hvor kridhvide Engle slaas med kul- i al Evighed berømte Roman.
sorte Djævle, hvor Børn forbyttes, hvor alle Straffe- «Oliver Twist» viste sig at være et Fund, selv
lovens Paragraffer overtrædes, indtil Uskyld sejrer om Dramatiseringer i sig selv er forkastelige og
over Brøde og en overjordisk Retfærdighed saaledes den foreliggende har den Grundfejl, at Titelrollen,
sker Fyldest. Oliver, som vi har fulgt gennem talløse, spændende
Derfor var det ingen ilde Idé — saavel økono- Kvaler i Romanen, er reduceret til en elendig Statist-
misk som repertoiremæssigt set — da Frederiksberg rolle, der kun en sjælden Gang dukker frem af
Teater for en Stund brød med sin fortræffelige Kulissen og Bagtæppet.
| Operette-Tradition og pludselig opførte «Oliver Men naar endelig nogen Roman skal dramatiseres

Charley Bates Nancy Fagin Rævetampen Sikes Fregne-Tom Betsy
(G. Helsengreen) (Jutta Lund) (E. Wulff) (Aage Lund) (Psilander) (Lørup) (Dagmar Buch)

«Oliver Twist», 2. Akt

og bringes op paa Scenen som en regulær Folke-
komedie, maa det blive en af den vidunderlige
Dickens”. Hans Bøger ejer alt det brede, brave,
jævne, sundt menneskelige, som enhver god Helt
og Heltinde og andre gode Aander maa have over
sig” for at være

lille Katekismus sidder endnu i Baghjernen. Dette
Publikum, som ikke er musikalsk nok til at sluge
Operettemusik og Sang en hel Aften igennem, var
én Jubel, og Frederiksberg Teater synes endelig at
blive Frederiksbergs.

Forestillingen

gode, og den lille
Løgn om Ædel-
hed tillige, hvor-
paa Folkekomedi-
en ogsaa er base-
ret, kort sagt en
rigtig engelsk Sen-
timentalitet, og de
ejer al den fanta-
stiske, djævelske
Ondskab, som in-
gen Conan Doyle
kan optænke med
sin skematiske og
detektive Forbry-
derhjerne. Og
over dem allesam-
men disse Stænk
af ægte Lune, godt
Humør og borger-
lig Moral, som
lover en god og
forsonende Slut-
ning. Endelig kan
enhver, der har
læst Dickens, —
og det er i hvert
Fald enhver af Til-
skuerne paa Gul-
vet — supplere
alt, hvad en Dra-
matisering — maa
snyde for.

Hvad der imid-
lertid viste, at Fre-
deriksberg Teaters
Førsteforsøg med

Folkekomedie
lykkedes, var dog
tilsyvende og sidst Prioren (Dorph-Petersen) Simon (R. Neiiendam) i «Klosterbrødrene»

ikke Parketternes

Publikum, men den Aften efter Aften fyldte Balkon,
Galleriet, der hang ud over Gelænderet og klaskede i
Næverne. De aner maaske ikke engang, at der er
Nogen, som hedder Dickens, men de har Trang til
kraftige Boller paa Suppen, til Eventyr og Spænding,
og de har Hjertet paa rette Sted, og Brokker af den

var sat op med al
den Omhu, som
udmærker det lille
Teater; Dekora-
tioner af. Carl
Lund, hvis Geni
trods des maa For-
hold ikke fornæg-
tede sit Slægtskab
med Dickens og
H. C. Andersen,
magiske Lysvirk-
ninger og navnlig
ide bevægede Op-
trin en fortræffe-
lig Iscenesættelse
af en saa hærdet
Folkeskuespiller
som Hr. Villiam
Pio, der kender et-
hvert trick paa sine
Fingre. Jo, Fore-
stillingen gik, og
det flinke unge
Personale, der el-
lers hopper rundt
i Sang og Klang,
klarede sig med en
ufortrøden Gaaen-
paa.

Dertil var der
én Enkeltpræsta-
tion, som var yp-
perlig Folkeko-
mediekunst, blæn-
dende af Fantasi
og dirrende af
Uhygge — det var
selve Direktøren
Emil Wulff som
Fagin, hin sære
Forbrydertrold, der fik os til at gyse, da vi var
Børn. Naar Hr. Wulff viste sig, forstod man, at
hans Magt over Omgivelserne var saa overhændig
stor, han var dér, som han skulde være det, Midt-
punktet.

Efter ham kom Hr. Bewer som Brownlow og

— 90 —

ENE

i

f É
É

Døbler (Lindstrøm)

Grethe (Agnes Thorberg-Sommer) Paulus (Ax. Christensen) Marie (Sigrid Andersen)

Meinrad (Aggerholm) Bruno (H. C. Nielsen) Paulus (Ax. Christensen) Fridolin (Johs. Nielsen)

«Klosterbrødrene»

— 91 —

Erhardt, Frk. Zåberlein, Seemann, Wulff, Edith Buemann, Bewer, Theodora Petersen, Agnes Nørlund.

«Oliver Twist», s. Akt

Paetz fot.
Fagin (Emil Wulf) Monks (Otto Jacobsen)
«Oliver Twist»

Frk. Jutta Lund som Nancy Maalet nærmest —
kun egner Frøkenen sig ikke for de sentimentale
Strænge, mens Hr. Bewer har den rette Hjærtens
Bravhed. I Dickens Aand var ogsaa «Rævetampen»,
Hr. Aage Lund; hans Spil i Opgøret med Sikes
var udmærket, hans Maske ligesaa, og i en lille
Tjenerrolle aabenbarede en ny Mand, Hr. Rasmus
Christiansen, et pudsigt og opfindsomt Lune, som
sikkert med Tid og Øvelse vil ævne den virkelige
Komedie. Sikes havde en Fremstiller, Hr. Psilander,
hvis ydre Fremtoning var pragtfuld, og som spillede
med en paa vore Scener ukendt Voldsomhed; Ma-
sken var fantasifuldt skurkagtig, men hans dybe
Organ kendte ikke Rummet i det lille Teater, og
derfor gik Tilskueren glip af mange Repliker. Det
kan Hr. Psilander jo sagtens rette, og der er
utvivlsomt i ham Kraft og Stof til en særegen
Skuespiller. Oliver, det utaknemlige Statisthverv,
var faldet i den nydelige Fru Edith Buemanns Lod.
Alt i alt havde man altsaa Grund til at være tilfreds
over Teatrets Vovespring.

Hvis «Oliver Twist» er en lidt grov Dramatise-
ring af en meget berømt Roman, kunde man tro,
at Ohorns «Klosterbrødrene», som Folketeatret op-
førte, var en Dramatisering af en daarlig Føljeton
om en Moder, der under en livsfarlig Sygdom lover

Guds Moder at vie sin Søn og sin Datter til SEE SEBE
Klosterliv, og som vil holde sit Løfte. Denne Form
for Religionsvanvid savner vi Danske Forudsætninger
for at forstaa, og de moderne Klosterbilleder, som
Stykket opruller, savnede poetisk Kraft til at gribe.
«Klosterbrødrene» gjorde ingen Lykke i Tyskland,
hvorfra det stammer, og heller ikke her vandt det
Fodfæste. Folketeatret har i denne Sæson haft saa
store Sukcesser, at det nok kan taale dette lille
Fejlgreb.. Som Sønnen debuterede en ung Mand,
Hr. Axel Rich. Christensen, der var vel instrueret af
sin Lærer, Hr. Johannes Nielsen. Hans Spil var
præget af Alvor, men om nogen Dybde var der
ikke Tale. At denne elskværdige, lidt stive Yngling
var under Aaget, under Aandstvang, fik man ikke
Indtrykket af. Men Rollen var fæl, og da Hr.
Christensen straks er bleven fast engageret, faar vi
jo Lejlighed til at dømme paa bedre Vilkaar.

Jens Pedersen.

K. Zangenberg fot.

Edith Buemann (som Oliver Twist) og Villiam Pio

Bukkefod (Egill Rostrup) Skovmærkelil (Clara Rasmussen) Nøkkefa'r (Alf. Møller)

«Klokken der sank!»

— 093 —

Heinrich (Martinius Nielsen) Skovmærkelil (Cl

«Klokken der sank!»

ara Rasmussen)

EEG

DAGMÅRTEATRET

a «Die gesunkne Glocke» for en halv Snes Aar siden for
D første Gang blev opført paa et dansk Teater vakte det
megen Opsigt og med Rette. Det er vel egnet til at fængsle
et Publikum, dette lyriske Drama om den stærke Idealist, der
hensynsløs og rank og ubændig stormer op mod sit Maal,
lidet ænsende Hobens giftige og hadske Trusler, men som
inden han har naaet op til den Tinde, han stiler imod, pludselig
standser og ser sig tilbage for saa at gribes af Angerens og
Tvivlens kolde Svimmel og styrte ned i Afgrunden og knuses,

Nu har Dagmarteatret igen sat «Klokken der sank» paa
Plakaten; den elskovshungrige, tungsindige gamle Nøkkefar
docerer atter fra den slimede Brønd sin bittre Livsvisdom,
Bukkefods kaade, onde Satyrlatter gjalder imellem Bjærgene,
Skovmærkelil danser sin yndefulde Leg i Solstriberne. og
paany lyder Dramaets skønne, fantasirige Vers i vore Øren.

Rollebesætningen er undergåaet gennemgribende Foran-
dringer siden sidste Gang, Stykket gik. Af de oprindelige
Rollehavende træffer vi kun én eneste, nemlig A/fred Møller,
hvis Fremstilling af Nøkkefar nu som før er fantasifuld og
gennemført indtil de mindste Enkeltheder. De tre øvrige
Hovedroller, Mester Henrik, den vilde Skovpige og Bukkefod
er overtaget af Marlinius Nielsen, Clara Rasmussen og Egill
Rostrup, der alle tre har skabt interessante Figurer, der nøje
er i Eventyrdramaets Stil; kun savnede man i Hr. Rostrups
Fremstilling noget af den Duft af vild og berusende Bjærgluft,
der er over Hauptmanns Bukkefod.

Iscenesættelsen var meget omhyggelig og særdeles virk-
ningsfuld, navnlig gjorde den Scene stærkt Indtryk, hvor Lyden
af den sunkne Klokke naar Heinrichs Øren, først som en
sagte, manende Mumlen og saa som et brusende, altover-

vældende, anklagende Raab fra tusinde dirrende Malmstruber.

— «Et Besøg» har jo allerede et Par Aartier bag sig, og
Tiden er jo heller ikke gaaet ganske sporløst hen over det.
I vore Dage forstaar og interesserer vi os næppe synderlig me-
get for den Godsejermoral, som Stykkets ene Hovedperson for-
fægter; og Kaj Neergaard er ikke fri for at forekomme baade
lidt dum og lidt irriterende intolerant, naar han, der selv
frejdigt praler af, at han i sin Ungdom uden at genere sig
har nydt al den Fornøjelse som Kvindegunst kan skaffe, op-
kaster sig til Dommer over sin Hustru øg spaar, at deres
Samliv bliver en fortsat Ulykke, fordi hun halvt lokket dertil
og halvt taget med Vold har begaaet et Fejltrin som purung
Pige og længe inden, han lærte hende at kende.

Alligevel er dette lille, dybt alvorlige og bittre Skuespil
bygget op med en saadan teknisk Mesterskab, at det til evige
Tider vil virke paa en Scene, og i dette Stykkes to korte,
knappe Akter siges der flere kloge Ord end i de fleste af
vore Dages dramatiske Forfatteres og Forfatterinders samlede
Produktion.

De to mandlige Hovedroller udførtes dygtigt af Martinius
Nielsen og Rostrup; efter mange Aars Forløb spillede Oda
Nielsen atter Florizel, og navnlig i Opgøret i sidste Akt, hvor
hun beder om Tilgivelse for sin Kærligheds Skyld, opnaaede
hun den stærkeste Virkning; men der er jo heller ingen Skue-
spillerinde, der formaar at give saa hjærteskærende og beta-
gende Udtryk for Sorg og Græmmelse som denne store
Skuespillerinde.

— «Kong Salomon og Jørgen Hattemager» er en harm-

løs, ikke særlig sprudlende morsom Fastelavnsspøg, hvori
Malberg havde skabt en Figur som Hattemageren.
Paul Sarauw.

Florizel (Oda Nielsen) Neergaard (Egill Rostrup)

i «Et Besøg».

1 Akt.

— 95 —

Jørgen Wadt ze

) då

Fo rr

. Michelsen) Jørgen (Malberg) Løve (Alf. Møller) Salomon (C. Bruun) Villing (Strøm) Louise (Oda Nielsen)

«Kong Salomon og Jørgen Hattemager»
tel ea tæj føj

AS E)) > (

vivlede Fru Julie

Møller i sin
selvkritiske Beske-
denhed nogensinde
paa, at hendes Kunst
havde skabt en tro-
fast Sympati om
hende, udenfor den
snævrere, specielt
teaterinteresserede
Kreds, maa hun nu
efter sit Jubilæum
den 12. Marts være
bleven overbevisttil |
Tro. Thi den Hjær-
telighed, med hvil-
ken hun paa sin
Jubilæumsaften blev
modtagen af det ud-
solgte Hus, var me-
re end en i Dagens
Anledningmedbragt
Stemning; det var
en gennem mange
Aar opsparet, tak-
nemmelig Hyldest,
en varm og umid-
delbar Tilkendegi-
velse af, at hendes |
Kunst, trods dens
Stilfærdighed, var

bleven forstaaet og
bevaret; at hendes
Arbejde, trods dets
lidet iøjnefaldende
Forløb, havde efter-
ladt sit Spor i Pub-
likums Erindring og
paaskønnedes. Med
den gode Samvit-
tigheds Ro har hun
altid kunnet se til-
bage paa sin kunst-
neriskeVirksomhed,
men den Aften til-
lige med den fest-
lige Løns Lykke-
følelse.

Der er ikke al-
ene en dyb — men
sen — Retfærdig-
hedheri; det er og-
saa et Vidnesbyrd
om, at Publikums
Instinkt for det vær-
difulde næppe er
saa afstampet som
det ofte kan synes.
Julie Møllers Kunst
er i sit Væsen saa
lidt paagaaende, —
virker ved saa smaa

«meer... «knnan. FR

og redelige Midler, at der skal noget Blik for det
sande i Skuespilkunsten for tilfulde at kunne nyde
og værdsætte den. Altfor ofte er det den fordrings-
fulde Højrøstethed, den anmassende Bevægelse, Gri-
macen, der gaar af med Sejren.

Men Julie Møller skyer de Midler, der gør sig
gældende ad udvendig Vej-= hun-overvinder ed
Kunstens egenibo-

Hendes Historie i disse 40 Aar er baaret af
denne pligttro Samvittighedsfuldhed.… Hun har ikke
haft den impulsive Fantasi, der halvt ubevidst ser
en Figur og skaber den, uden Anstrengelse; hun
overrasker ikke ved et pludseligt Lyn; hendes
Virkning beror paa den levende, minutiøse Sam-
menføjning af karakteristiske Iagttagelser, paa den

omhyggelige, af

ende Magt. Hun
ejer den lykkelige
Evne at kunne
gøre selv det rin-
geste betydnings-
fuldt: "alt far LE
vets Værdi i hen-
des Haand. Den
mest underordne-
de Figur, som
mange andre vilde
finde det ufornø-
dent at besvære
sig med, behandler
hun med ansvars-
fuld Pligtfølelse,
med den næsten
haandværkermæs-
sige Respekt for
Arbejdet, der er
sjælden at træffe,
men ;som er eft af
Trinene til det
fuldkomne. Ingen
stor Kunst bliver
til uden" den, —
naar undtages Ge-
niernes, der føl-
ger deres egne
Love.

Det er dette
uafladelige, usel-
viske Arbejde, der
gennem de for-
løbne fyrretyve
Aar har ført Julie É
Møller til den Stilling, som hun nu indtager. Det har
holdt hende i en stadig Udvikling, tilført hende flere og
flere Erfaringer, smidiggjort hendes Evne til at kunne
gaa fra en Tids Spillemaade over i en anden, fra en
ældre, mindre virkelighedstro til vor paa Realisme
byggede Kunst. Naar man ser hende nu, sammen med
Teatrets yngre Kræfter, ligger der kunstnerisk intet
Tidsrum mellem dem, i den Grad har hun formaaet
at udvikle og tilpasse sit Talent. Det er Arbejde.

Julie Møller som Madam Olsen i «Lynggaard & Co.»

Smaatræk opbyg-
gede Helhed.

Det hænder, at
en Skikkelse ikke
bliver stor og bred
nok for hende —
som f. Eks. Enke-
baronessen i «hen-
des gamle Naade»
== men den gaar
aldrig i Stykker
for hende. Og
hvor hun er lyk-
keligst, er hun af
en saa diskret og
uimodstaaelig Ko-
mik som næppe

nogen anden

Kunstnerinde for
Tiden, eller af en
enestaaende, rea-
listisk Vederhæf-
tighed. Som Fru
von Prillwitz … i
«Livets Dal» og
som Madam Ol-
sen i «Lynggaard
& Co.» viste hun
ikke Omfanget,
men Højden af
sin Kunst. En an-
den Side af hendes
Talent, det røren-
de, lidt sentimen-
tale, har hun vist
som Præsteenken
i «Over Evne» og som Clara Carstensen i «De
gamles Juleaften», hvilken sidste hun foruden Jom-
fru Vibi i «Et enfoldigt Pigebarn» havde valgt til
sin Jubilæumsforestilling.

Der kunde være mange Skikkelser endnu at
minde om, — bl. a. hendes ypperlige Katherina
Binder i «Elskovsleg» — men Arten af Julie Møllers
Kunst er angivet med de nævnte. Efter et Livs
sceniske Virksomhed staar hun den Dag i Dag i

Sk og

fuld Udvikling, endnu i
Stand til at forny sig selv
og forøge Rækken af ori-

ginale Figurer; ja, hun
synes at vokse med sin
Alder. Hun har næppe

tidligere naaet saa højt
som i de sidste Sæsoner,
alt taler for, at hun vil
kunne frembringe Kunst
af stadig personligere og
rigere Karakter.

Julie Møller repræsen-
terer det stilfærdige Arbej-
de og dets Sejr. Talte
Skuespilkunsten — mange
som hun, stod det bedre
til med den.

Julie Møllers Debut i
«Hertug Concretus og hans Datter»

L. C. Nielsen.

i Ungdomsportræt af
Julie Møller.

BER K&E. PFEAFER

«SAMSON OG DALILA»

er gives Operaer, hvis Musik er alene for «det
D store Publikum», og audre, der navnlig hen-
vender sig til Fagmusikernes snævre Kreds. Men
størst Chance for at øve Virkning og leve længe
har naturligvis de, der let gaar i Øret paa en Gen-
nemsnits-Tilhører og behager ham, samtidig med
at de formaar at vække den kræsne Musikforstandiges
Interesse og Beundring.

Til denne sidste Kategori af Operaer hører
Saint-Saéns' «Samson og Dalila». Dens Handling
med store farveprægtige Billeder, der grupperer
sig om de to kendte bibelske Skikkelser, med Spæn-
dingen og Uhyggen i 2. Akts Forførelses-Scener og
med Tempel-Sammenstyrtningen i Finalen, kan uden
Vanskelighed underholde de 3 Akter igennem. Og
i Musiken findes der saa meget, som selv en ikke
skolet Tilhører straks kan faa fat paa og nyde, at
i hvert Fald store Afsnit af Operaen tør betegnes
som «populære». Saaledes er der Momenter nok
til, at Forestillingen kan blive en af dem, Folk skal
hen at se og høre — og uden Besvær kan have
Udbytte af.

Men «Samson og Dalila» er dog ikke saa over-
ordentlig «spændende» i Handlingen eller «melodiøs»

i Musikken, at den alene paa Grund af disse Egen-
skaber havde kunnet gaa sin omend langsomme, saa
dog sikre Sejrsgang over mange Landes Scener,
fra den i 1877 kom frem i Weimar, til den forleden
naaede op paa Kongens Nytorv — og ikke blot
kunnet trænge videre og videre omkring, men ogsaa
kunnet holde sig paa Repertoiret, hvor den fik
Foden indenfor. (Thi det har den virkelig gjort,
og det er den ene om af alle moderne, franske
Operaer ved Siden af «Carmen», end ikke undtagen
Charpentiers saa meget omtalte Pariser-Apotheose
«Louise» fra Aar 1900.)

Aarsagen til «Samsons» Levedygtighed er den
eminente musikalske Kunst, Saint-Saéns har nedlagt
i sit Partitur, en Kunst, for hvilken intet er fremmed,
ingen Genre, ingen Stil, ingen Form, — hvorved
rigtignok selvfølgelig det Persønlighedens Præg for-
tabes, uden hvilket intet, selv et meget længe levende
Værk bliver udødeligt.

Man ved fra Saint-Saéns” Arbejder for Koncert-
salen — og af dem kender vi jo herhjemme de
allerfleste, baade store som Oratoriet «Syndfloden»,
Symfonierne og de symfoniske Digte, og smaa som
forskellige Romancer og instrumentale Solostykker

Dalila (Frk. Krarup-Hansen) Samson (Cornelius) En gammel Isralit (Max Muller)

«Samson og Dalila», 1. Akt
oOo >

v "£ færpegq So uosweg» I (smau1o)) uoswrg

Pilegaard (H. Rasmussen) Hejre (Vilh. Wiehe) Nikolaj (Krarup) Leopold (Hjorth-Clausen) Ida (Fru Lamberth)

«Børsbaronen», 3. Akt

— at han er en grumme lidt lyrisk anlagt Person.
Hans Musik kender ingen anden Varme end den
Rekvisit-Kaminild, man ser paa Scenen fremstillet
ved rødt skinnende elektrisk Lys bag malede Brænde-
knuder. Men netop hans Kølighed er hans Styrke.
Det, at han altid kan holde Hovedet koldt, . fordi
han aldrig udsætter sig for Deviation fra sin Kurs
paa Grund af Følelser og Stemninger, giver ham
den fornødne Frihed til at være fuldtud Musiker i
alt, hvad han komponerer.

Han opererer med Toner saa koldblodig som
en Bankmand med Talkolonner. Det morer ham
at bygge et dybt højtideligt Kor op efter alle Kon-
trapunktikens strengeste Regler. Det er ham en
Spas at skrive en Elskovsduet over meget glødende
Ord. Han har ikke altid de gode Ideer, han har
Brug for, men han forstaar at servere dem, han
har, saaledes, at de baade paa ham selv og os gør
Indtryk af at være gode. Han kan saa djævleblændt
meget, at han ikke behøver at lade os mærke sin
Kunnen; hans Pen glider let og elegant henover
Nodepapiret; selv i de mest indviklede Fugaer be-
tænker den sig ikke, sprutter ikke. Det er denne
ægte galliske overlegne Beherskelse af hele det tek-
niske Apparat, der maa interessere og glæde enhver

Musikkyndig, selv dér, hvor Saint-Saéns, som den
Taskenspiller han er, med sin uhyre Fingernemhed.
tryller lifig Vin frem af det bare Vand.

At en Komponist af hans Type maa kæle særlig:
for Orkestret, maar han sætter sig til at skrive en
Opera, er givet. Hverken i Korene eller i Solo-
partierne er der Anledning til raffinerede Effekter;
den menneskelige Stemme har sin Begrænsning,
egner sig ikke til vittige Eksperimenter; den har
at udtrykke, hvad der bevæger sig i Hjertet. Men
for en Komponist, der ikke føler, men tænker i
Toner, maa Orkestret blive det naturlige Udtryks-
middel, og den, der gaar en Aften til «Samson og
Dalila» alene for at lytte til de Aandrigheder, de
allerkæreste Tone-Arabesker, de forfinede Klang-
Kombinationer, der stiger op fra Dybet ved Kapel-
mester Svendsens Fødder, har ikke spildt sin Tid.
Dette være sagt som en Kompliment ikke blot til
Saint-Saéns, men ogsaa til vort kgl. Kapel og dets
Chef. Og det maa ikke opfattes, som om det, der
bliver sunget paa Scenen, ikke var Opmærksomhed
værdt. Tværtimod er baade Hr. Peter Cornelius”
Samson, Frk. Krarup-Hansens Dalila og Hr. Helge
Nissens Ypperstepræst saavel i dramatisk som i vokal
Henseende Ydelser, der er en Storstads Operascene

— 302 —

« UaUO.IrqSsJøq »
Inm9N) asnig (Uua4 TA) UaSpPvWy (uasuej tig) Au ouy (dnavry) fe toyIN

fuldt ud værdige, og desuden er Koret blevet grebet
af en ikke almindelig Properhed i Intonationen.
At det ikke lykkes de Udførende som Nordboere
at give Musiken den tændende Glød, den stemnings-

vækkende Lyrik, som den franske Autor ikke har
attraaet at lægge i den, kan jo med Billighed ikke
bebrejdes dem.

Gustav Hetsch

GASTNOØ

«Der geadelte Kaufmann» er Titelen paa en
sentimental gammel Konfirmationskomedie af tysk
Tilvirkning, som Richard Schrøder for en Del Aar
tilbage lod oversætte og opføre paa Casino under
Titelen «Børsbaronen».

Forleden kom «Børsbaronen» atter til Ære og
Værdighed, og den gamle rædselsfulde Komedie
med de haarrejsende Sange er — selvfølgelig —
bleven en stor Succes for Teatret. I det hele taget
er det jo mærkelig nok Repriserne, der i Aar
har. skaffet Penge i Casinos Kasse. Medens de
gamle Travere fylder Teatret Aften efter Aften,
har de ny Skuespil, som der er ofret det kostbareste
Udstyr paa, kun haft en krank Scenelykke.

Hovedrollen, den gemytlige Kobbersmed, som i

gamle Dage Harald Kolding høstede saa rige Laur-
bær paa, er nu arvet af Sophus Neumann. Selv-
følgelig gjorde den populære Skuespiller stormende
Lykke, men det er jo ogsaa en yderst taknemmelig.
Rolle for ham at sætte sine Tænder — eller rettere
sagt Gummer — i. Nogen overraskende ny Side
af sit Talent lagde den dygtige Skuespiller dog ikke
for Dagen . . . Sophus Neumann er jo nu engang
Sophus Neumann; og Størsteparten af Publikun»
forlanger heller ikke mere.

Iøvrigt var der mange slemme, rent dilettant-
mæssige Præstationer, men flere fortjener dog at
nævnes med Hæder, saaledes f. Eks. H. Rasmussen,
Fru Winding og Krarup. Højt hævet over alle de
andre tilhobe var Wilken i en bitte lille Rolle.

Pilegaard (H, Rasmussen) Bine (An. Winding) Bruse (Neumann) Ida (Fru Lamberth) Henriette (El. Diedrich) V

erner (Reenberg)

«Børsbaronen», 5. Akt

— 104 —

Å ==
væ
AN

ER

AM

- RÅ

ET PAR ORD TIL HOLGER REENBERGS BILLEDE

et er det ved Holger Reenberg, at han stiller
B et Menneske midt ind i alle Eventyrene.

Han spiller i Eventyrstykker og i Folkekomedier,
der ogsaa er Eventyr paa deres Maade, og han for-
bliver overalt et Menneske
og en Mand.

En ung Mand.

Thi Reenberg er ung.
Han er umiddelbar og
troende og elskende som
en! Ung." Og-han er>dåg-
rende som en Ung.

Men al hans Ungdom
er mandig. Han er tapper,
stærk, overbevist som
Mand. Og derfor daarer

han dobbelt.

For hans Mandighed
udsletter det sødladne, der
ellers saa let klæber ved
Eventyrets ædle Prinser.

Hans Menneskelighed
giver overalt Kød og rødt
Blod til al den Uvirkelig-
hed, i hvilken det hidtil
blev hans Lod paa Scenen
at færdes.

Da han spillede i «Fangen paa Zenda», gjorde
han en Folkekomedie-Konge til en levende Konge,
og i «Prinsessen og det halve Kongerige» skabte
han en ret Smedesvend af nogle Vers og et Navn.

Reenberg som Sidney Carton i «De to Byer»

Fantasien er hans store Evne. Men han dan-

ner alligevel sine Skikkelser af en Sum af Virke-
lighed.

Midt i livsfjerne Skuespil lever derfor han Livets
eget Liv.

Man fremhæver saa ofte
hans Tro paa de Folke-
komediehelte, han frem-
stiller. Men i Virkelighe-
den tror han paa dem,
fordi han mætter dem og
fylder dem med al sit eget:
sine Erindringer, sin Er-
faring, sine Minder.

Og saa er selve hans
fremstillende Evne saa langt
overordentligere end de
fleste synes at vide. Han
mestrer en Mangfoldighed
af Stemninger lige fra den
hidsige Stormen til den
yndefulde Ironi. Han kan
bruse i Elskov, og han raa-
der over en Satire, der
kan naa det hvasseste —
uden at saare. Thi saa
stærk er den Ynde, som aldrig forlader ham.

Af alle vore unge Kunstnere, tror jeg, Holger
Reenberg sidder inde med de mangfoldigste Mulig-
heder, og der er ingen, hvem jeg inderligere ønsker
bragt under de kunstneriske Forhold og den kloge

— 105 —

Holger Recnberg.

Reenberg som Svend Trøst i «Ridderen at Randers Bro»

og stærke Ledelse, som vil gøre ham det muligt
at udfolde sig helt — til den Fremstiller af den
unge Helt, efter hvem det store Skuespil sukker, og
som han, efter min Mening, alene kunde blive.

Herman Bang.

BETTY NANSEN

Be Nansen valgte at begynde sit Gæstespil
med Sardous Sagovælling: «Lad os skilles».

Denne kedelige gamle Traver, hvori Forfatteren
i første Akt begynder med at være fornuftig — og
saa beder tusind Gange om Forladelse, rører rundt,
kliner sammen og præsenterer . det usandsynligste
Vaas — men Sardou kender sit Publikum.

For naturligvis, Cyprienne falder ikke tilbage,
omvender sig ikke og tager sin Mand til Naade.
— Nej. Hun finder sig en virkelig Elsker.

Det er sikkert ikke uden Grund, at Betty Nansen
netop vælger dette Stykke — for i Cypriennes
Skikkelse kan "hun udfolde hele sin Styrke, skabe
den moderne Verdenskvinde, et Menneske af Kød
og Blod, af sunde Lidenskaber, med vækkede Sanser

— 106 —

Reenberg som Kong Rudolt i «Fangen paa Zenda»

Reenberg som Johan i «Prinsessen og det halve Kongerige»

107 —

Reenberg som Pluto i «Orfeus i Underve

rdenen»

Reenberg som Jens i «Landsoldaten»

og dirrende Nerver. Her kan hun tillade sig at
løbe Linjen ud paa eget Ansvar.

Alene det har sin Charme, naar een er vant til
at gabe over gængs Porcelains-Komedie.

Betty Nansen bryder sig naturligvis Pokker om
Sardous Krumspring, hun har valgt, valgt med Rette
at fremstille og fuldskabe den Kvinde, som Forfat-
teren i første Akt skitserer.

Det kan hun, kan det ikke alene bedre end
vore andre Skuespillerinder; men er ganske ene den,
der kan.

Thi netop her ligger Betty Nansens Betydning,
hendes Værd.

Hun magter at give den Kvinde, som inden for
sinikredspræger-vor bid:

Kvinden, der ikke alene er Due og modtagende,
men ogsaa mærker Rovfuglens Vinger og lyster at
prøve, om de kan bære!

Hun er sin Tidsalders Skuespillerinde.

Ligesom hun skaber vor Tids fine Kvinde paa
Scenen, saaledes: gav Fru Heiberg Romantikkens
sukkrede Kagefigur og Fru Hennings firsernes og
halvtjerdsernes hændervridende, hylende Havgasser.

Hvor gennemstrømmer ikke Nutidens fordrende
Blod denne Cyprienne — fin og aandfuld — nysgær-
rig og nyfigen, ejende Lysten til at staa paa Hovedet

i Livet — selvom Halsen skal knækkes i Springet
— men hun er ogsaa urimelig, kan være indsmig-
rende kælen som vore Oldemødre under den store
franske Omvæltning, blot endnu mere hvidtandet,
mere glubsk !

Det er som Udviklingen fortsættes derfra, fra
forrige Aarhundredes Begyndelse. Romantikkens
blaaøjede Jomfruer med Spytkrøllerne og efter dem
de stridthaarede Blaastrømper skydes ganske ud.

Betty Nansen minder om disse gamle Billeder,
som forestiller vore livlige, skønne Oldemødre,
kun lægges dér rødt under Blodets røde.

Cyprienne vokser stadig under Betty Nansens
Hænder — f. Eks.-er Scenen i sidste Akt, hvor
Cyprienne beruser sig, lødigere end før.

Der kommer nu mere frem af det ledeløse
grinende, det vellystige skuttende, som kendetegner
den Slags Kvinder, naar Rusen dæmrer.

En Ting til, Betty Nansen streger nu — mere
end før — dét under, at den Smule af Klostrets
Pipfuglvæsen, som hænger ved Cyprienne, er bevidst
— hendes Koketteri, naar hun indtager en Stilling —

Og i et Øjeblik siger hun nogle Repliker, der
maaske er de naturligste, som der er sagte paa en
dansk Scene.

Det er, da hun staaende bag sin Mand — lige

FF

Reenberg som Carlos i «Alt for Fædrelandet»

— 108 —

«Sar Ty Ss sO pe»
(Fun) apunig (uuewa?H) fsof (uasueNn £4nagq) auuaud£D (uasueNn Amag) auuands) (ung) pung (Zurunyps 7) 1ewypy

ret op og ned, opfordrer til Utroskab mod Elskeren.

Saadan siges den Slags Ting!

Betty Nansen vil ogsaa spille Rebekka i Ibsens
«Rosmersholm».

Er hendes Talent saa omfattende, er hun ogsaa
i Stand til at skrue sin Personlighed saa langt ned,
at hun kan gengive Ibsens Fortids-Type?

For ”Safdows:"«Ead-'os-skillesy er.et daarligt
Stykke; men 'Cyprienne kan fremstilles som et
Nutidsmenneske.

Og Betty Nansen er moderne!

Harald Raage.

DAGMARTEATRET

et er forstaaeligt, at det er Hr. P. 4 Rosenberg,
D der har indført og oversat Tyskeren Wiegand's
Skuespil «Magt»; thi dette Stykke er ikke saa lidt
i Slægt med Hr. Rosenbergs egen dramatiske Pro-
duktion. Wiegandt er ligesaa lidt Digter, som
Rosenberg er det, men ogsaa han er en dreven, ja
man kan næsten sige snusfornuftig Teatermand eller
rettere dramatisk Forretningsmand. Hans Skuespil
Cyprienne (Betty Nansen) Adhémar (Tscherning) er ikke Kød af hans Kød og Blod af hans Blod,

Adhémar (Tscherning) Politikommissæren (Helsengreen) Cyprienne (Betty Nansen) Prunelle (Ring)

«Lad os skilles», 3. Akt

== HG

(unn:q sn(e))) png 29179 MY

i

(GSeTNy»

(dnunsoy (137) ual2aH preyany

BEEEEEEEEE————[([|[|[|[… .

er ikke skrevet ud fra en ukuelig, uafviselig, ubændig
Drift, og det bærer ikke Præg af, at Forfatteren har
haft noget paa Hjerte, som han maatte give det
Luft for, om saa end det hele Borgerskab sprak af
Forargelse over det.

Nej, «Magt» er et Værk af en Mand, der fuldt
ud er fortrolig med, hvordan et Skuespil skal bygges
for at tage sig ud, og som ved saa usigelig nøj-
agtigt, hvordan hele Maskineriet vil virke. Hvor
Digteren vilde give sit Hjerteblod i hellig Inspiration,
dér giver han et kunstfærdigt Regnestykke, udtænkt
af en kold og rolig Hjerne.

Wiegand's Stykke handler om en ung viliestærk
og begavet Mand, Richard Heeren, der ved at gøre
sig til Talsmand for Trustideen, trods sin unge
Alder, opnaar en meget stor Stilling som Leder af
en mægtig Trust, der omspænder hele Amerika fra
Nord til Syd. Men da han først føler, at han har
Kapitalen i Ryggen, bliver han overmodig; hans
Ideer faar større Vingefang, og han stoler saa stærkt
paa Kapitalens uovervindelige Magt, at han tror,
han kan knuse enhver Modstand, der stiller sig imod
hans højtflyvende Ideers Udførelse. Men da ser

han med ét, at hans store Magtstilling ganske stille

er bleven undergravet af de Modstandere, han har
foragtet og traadt paa, og hele hans stolte Byg-
ning styrter sammen, og han selv begraves under
dens Ruiner.

Hele Stykket er næsten kun en eneste stor Rolle,
Richard Heerens. Den blev spillet med fornøden
Myndighed af Egill Rostrup, der dog fra Tid og til
anden — og navnlig ofte i I1ste os ade Akt —
blev lovlig hastemt og melodramatisk. Dygtige var
Åxel Strøm og Viggo Wiehe — sidstnævnte kunde
dog have karakteriseret Værkføreren lidt fastere —
og fortræffelig Cajus Bruun i en lille Rolle som en
forhutlet, drikfældig Journalist.

I det hele taget gled Skuespillerne let ind i de
af Forfatteren saa behændigt tilrettelagte Roller,
og skønt Iscenesættelsen var ret bleg og flad, lod
Stykket dog til at falde i god Jord, underholdende
og letfordøjeligt, som det er.

Paul Sarauw.

Feldermann (Emanuel Larsen) Dr. Haller (Albrecht Schmidt) Agnes (Marie Niedermann)

«Den Anden»

Robert Dinesen fot.

(Fra «De Ottes» Gæstespil i Kristiania)

— 2

DET'KGE-" TEATER

«HELTE», ANTI-ROMANTISK KOMEDIE AF BERNARD SHAW

RE er en kedelig Vane, Dagbladene har faaet,
at referere Indholdet af nye Stykker før Pre-
miéren. For «Helte» kunde denne Forhaandsviden
hos Premiérepublikumet være bleven skæbnesvanger,
thi en Del af den Lykke, Stykket gør, er afhængig
af, at man hele første Akt igennem, sidder og
venter, at dette bliver en Tragedie, først lidt efter
lidt skal det gaa op for en, at det er Komedie,
maaske endda Komedieløjer, og man vil le, højere
og hjerteligere, jo mere det gaar op for en. Men
takket være den ihærdige Dagspresse blev denne
lille Nydelse foreholdt det danske Publikum. Alle
Blade havde fortalt, at «Helte» var udmærkede
Løjer, endog Løjer med den ukrænkelige Militærstand,
og Publikum mødte op med hjertelig Lyst til at le,
og lo og lo, alt som Stykkets Pudserligheder og
det ypperlige Spil steg fra Akt til Akt.

Vi maa jo ellers ikke herhjemme røre ved Mili-
tæret — eller mere populært «pille ved Festungen»
saalænge Forsvarskommissionen sidder, der skulde
derfor lidt Heltemod til for Dr. Mantzius, naar
han vilde oversætte og faa Stykket op netop
nu og saa endda før et Folketingsvalg. Thi hvad
belærer ikke Stykkets Ræsonnør, der spilles klogt
og overlegent af netop Hr. Mantzius, den unge, ro-
mantiske Raina og det troende Vælgerfolk blandt
Publikum om. Jo en Militærhelt, siger han, ved De,
hvordan en Helt i Spidsen for en stormende Ka-
valleridivision ser ud; der er saamæn ikke meget

ved ham, han sidder blot og strammer Tøjlerne
for at holde igen paa Hesten, ellers løber den jo
lige over mellem Fjenderne med ham. Dette er en
moderne Helt, der stormer. Hvilket er til behagelig
Underretning for alle soldaterbegejstrede unge Piger
og alle stemmeberettigede Mænd.

Det vil sige i Serbien, for Gudskelov, Stykkets
Handling foregaar 1 Serbien under en Krig med
Bulgarien, kunde ikke være foregaaet i England,
ikke 1 Tyskland, ikke i Frankrig og naturligvis slet
ikke i Danmark.

Handlingen er spinkel nok. Den unge serbiske
Pige, Raina Petkoff, er ved at gaa i Seng for at
fordybe sig i en herlig Knaldroman fra det stedlige
Jordans Bibliothek og forsøde sin Søvn med Drøm-
me om sin Forlovede, Helten Major Saranoff, der
har rettet et heltemodigt Angreb paa et bulgarisk
Batteri. Hendes romantiske Drømme bliver for-
styrret at Kaptajnen for dette Batteri, Bluntschli,
der jaget og forfulgt over Husenes Tage, sø-
ger Ly hos hende. Og denne Kaptajn, der er
Schweizer og driver Krig som Haandværk, for-
tæller hende saa, hvad Slags Helt hendes Kæreste
er; og han belærer hende ogsaa om, at de kloge
Soldater ikke har Patroner, men Chocolade i Pa-
trontaskerne; denne Opfordring lader Raina ikke
uænset, hun giver ham Resten af de dejlige Choco-
lader, hun skulde have nydt til Lejebiblioteksroma-
nen, til Gengæld døber hun lidt skælmsk og lidt hove-

— 113 —

455

Kaptajn Bluntschli (Mantzius) Raina (Fru Bloch) Major Saranotf (Liebman)
«Helte»

Louka (Emma Thomsen)

… lb CE NE

mmm 7——

rende Kaptajnen: «Chocoladesoldaten». Hun og
hendes Moder skjuler ham saa til næste Morgen.

I anden og tredje Akt har Serbien og Bulgarien
da sluttet Fred, og Kaptajn Bluntschli kommer som
Ven i Rainas Hus. Hendes Kæreste, Major Sara-
noff, er kommen hjem og udfolder sig som en ty-
pisk serbisk — ikke fransk og ikke tysk og slet
ikke dansk, men netop serbisk — indbildsk Parade-
officer, der ifølge god, gammel militær Skik gør
Kur til Tjenestepigen i Huset. Hun, der er en
snedig, lille Pige, sørger for at fortælle om hans
Utroskab, og Stykket slutter med, at hun faar sin
Paradesoldat og Raina sin «Chocoladesoldat».

Dette er Handlingen i «Helte», og den maa jo
ærligt siges at være lidt tynd; men vittige Replikker
og et mesterligt Spil bragte Stykket en afgjort
Succes paa det kgl. Teater.

Fra Premiétren i London ved man følgende lille
Pudsighed at berette. Stykket var forbi, og Pub-
likum klappede Forfatteren frem, næppe viste han

sig paa Scenen, før en skingrende Piben fra Galle-
riet skar sig gennem Bifaldet. Shaw saa forundret
opad og slog hilsende ud med Haanden til denne
højtsiddende Kritiker. Hans Ansigtsudtryk sagde
saa tydeligt: «Min Herre, De har evig Ret, dette
er noget Stads, men jeg kan da ikke gøre for, at
Folk klapper.» Dette fastslog Successen.

Ogsaa denne lille Attraktion maatte det kel.
Teater savne, men til Gengæld blev Stykket saa
glimrende spillet, at Folk lo og klappede den hele
Aften. Alle Rollehavende vare ypperlige; i Spidsen
gik Fru Bloch som den unge Pige, hun var skælmsk
og romantisk, hendes Spil var fornøjeligt friskt,
Liebmann var som Major Saranoff en brillant Glans-
billedsoldat, Dr. Mantzius som Kaptajn Bluntschli
netop den praktiske Mand med det gode Humør,
som Forfatteren ønsker han skal være; Hr. Reumert
og Fru Neiiendam var morsomme som Rainas For-
ældre; Fru Thomsen var som Tjenestepigen ind-
tagende baade ved Ydre og Spil.

Victor Lemkow.

«ASTA KANNIN G»

et er virkelig trist, at den tekniske Færdighed,
D det at kunne sine Ting, saa man ikke begynder
det ene Sted og ender det andet, betyder saa meget
i denne sørgelige Verden. I Poesien betyder det
altsaa saa meget, at man kan faa et Skuespil opført
paa det kgl. Teater, selv om der slet ikke er mere
end den bare Teknik. De, der mener noget andet
om Poesien og endda vil foretrække et lidet Suk
eller en pludselig, ubehersket Latter inde fra Dybet
af et Hjerte,. der endnu ikke har lært at tage alle
de tilstrækkelige Hensyn, ak ja, hvad de end gør,
de skal ialfald lade være at se «Asta Kanning».

Det betyder for Hr. Aage Barfoed intet andet
end den Opmuntring, det nu engang er at komme
paa Teaterprogrammet. Han skrev ifjor et andet Skue-
spil, som han kaldte «Væven»; det var desværre
ikke til at spille, men der var noget i det, en og
anden Figur, man lagde Mærke til og fik Interesse
for, et og andet Udtryk, man syntes at høre første
Gang, en Ungdom, der havde sine egne Øjne og
som netop gik, hvor den selv maatte det, i det
hele saa meget, der syntes at tilhøre Hr. Barfoed,
at det var en hel Fornøjelse at genopfriske «Væven»,
da man kom hjem fra «Asta Kanning». Dette
Skuespil var altsaa en Eksamen, som den unge Mand
mente det formaalstjenligt at absolvere — den skader
ham forhaabentlig ikke.

Hr. Barfoed er en flittig Mand, der nok skal
blive til noget. Han har med sine 26 Aar allerede

naaet en gigantisk Produktion — de Romaner og
Skuespil, han har udgivet, er som en Draabe i

Asta Kanning (Fru Hennings) Dr. Kanning (Poul Nielsen)

— IS —

EEEEENE SEE EET

Kaptajn Bluntschli (Mantzius) Raina (Fru Bloch)

«Helte», 1. Akt

HV "7 foNH”

(uvwqoarT) youvvg solen (tWwepuamaN n1J) HO4nIgq apunofew (any) pong zofew (q20jg ng) vurvy (uewjoH) 2J091N (Snrauen) ppnung uferdey

gert (Hofman) Fru Langert (Fru Neiiendam) Overretssagfører Bartz (Mantzius)
«Asta Kanning»

i
i

É

i

Asta Ka ng (Fru Hennings) Pou! (Wieth) Benno Wolmer (Neiiendam) Hugo Brahm (Jerndorff)

«Asta K

Havet ved Siden af hans Manuskripter — og da
han er saa ihærdig en Arbejder, vil han vel ogsaa
naa at faa sin Poesi udtrykt, nu han har faaet sin
«Færdighed» fra Haanden. Der er nemlig bagved
Fru Kanning en Følelse, man med lidt Besvær kan
lytte sig frem, og paa hvilken han i Virkeligheden
har mange Muligheder for at kunne skrive noget
kønt. «Asta Kanning» fremtræder som et højst
alvorligt Problem, med hvis Fremstilling Forf. de-
kreterer, at i Kampen om en Kvinde har Hjemmet
og Børnene Ret, medens Elskeren vil indlægge sig
udødelig Fortjeneste ved at optræde som Kinafarer,
medens den elskede — betydeligt ældre — Kvinde
begiver sig til Slædefart i Søndermarken med sin
halvvoksne Søn. Man bliver ikke overbevist, Ka-
raktértegningen er altfor overfladisk, akkurat saa dyb
som en elskværdig Konversation ved Kaffen efter
en lille Middag i et bedre Villabjem, og Udredningen
af Asta Kannings egne Følelser knirker lige saa
skematisk af Sted som Trekanterne og Rektanglerne

i hendes Problem — men der er bagved alt dette
noget, der kan snige sig ind mellem Linierne, man
hører det ikke, men det er der — som et Barn,

der slumrer paa en Pude og maaske om et Øjeblik
vil slaa sine store Øjne op. Ungdommen i disse
4 Akter er en Søns Kærlighed til sin Moder, den
er endnu ikke bleven til den Hymme, der kan be-
væge et fremmed Sind, men man har en sikker
Fornemmelse af, at denne Følelse er saa dyb og
alvorlig, at Aage Barfoed blot mangler en videre
Menneskekundskab og en sikrere Erfaring for at
skabe sin Poesi herover. For saa vidt er der et
lille fint Løtte i «Asta Kanning».

Spillet i «Asta Kanning» var saa rigt og gennnem-
tænkt som ved de bedste Forestillinger paa det
kgl. Teater. Fru Hennings, Fru Neiiendam, Hr.
Neiiendam, Hr. Poul Nielsen, Hr. Mantzius, Hr.
Hofman gav dette lille Stykke mange flere Kræfter,
end det selv besad.

Axel Garde.

Gerhard Ramm (Poul Reumert) Fru Hansen (Sigrid Andersen) Anthonsen (Aggerholm)

«Gerhard Ramm», 1 Akt.

== —

!

FOLKETEATRET

ed Carl Ewalds Skuespil «Gerhard Ramm» fik
M Folketatret en Succes, der for det gode Spils
Skyld var fortjent; selve Skuespillet bestod af tre
ikke alt for sammenhængende Akter, og Forfatteren
maa takke Skuespillerne for, at Stykket holdt og
ikke faldt fra hinanden baade Premiéreaftenen og de
følgende Aftener, det er gaaet.

Handlingen er den gamle kendte, om to Mænd,
der bejler til samme unge Pige; og naturligvis skal
den ærlige, stræbsomme Ungdomsven sejre over
den fremmede Fugl, der vil trænge sig ind i Reden;
især da Carl Ewald har udstafferet den med alle en
moderne Salonforfatters Laster: Selvforgudelse, Pra-
leri og Indbildskhed.

Johs. Nielsen var Ungdomsvennen og, som altid,
gribende ved sin Inderlighed; den store Scene med
Medbejleren blev uforglemmelig ved den stilfærdige
Fanatisme, hvormed Johs. Nielsen fortæller om rus-

ag SE ERR 0 FE siske Nihilisters Mord paa en Gendarmofficer. Poul

i bu: ledn Reumert var som Forfatteren tilpas ungdommelig.

2 "sm ES MEL (da Sigrid Andersen kan altid «komme Folk til at le»;

JESÉ k BEAT ogsaa i dette Stykke skabte hun en umaadelig mor-

som Figur. Endelig havde Aggerholm faaet noget tro-
værdigt ud af Forfatterens tilbedende Ven.

EF

)

li

& ( "
Å

uz

(2
£ PER

SÅ— Å
> ON
En

4

BET'KGIL TEATER

«DEN SORTE DOMINO»

M kunde ikke forstaa, hvorfor det kgl. Teater
pludselig i den Maaned, hvor det er vanske-
ligst at faa Folk paa Komedie, gav sig til at spille
«Den sorte Domino». Det var ikke til at begribe,
eftersom Teatret jo ellers ikke dyrker Opéra comique-
Genren og der jo ikke syntes i Øjeblikket at være
særlige personelle Forudsætninger for, at det kunde
blive en Forestilling med enten selvstændig kunst-
nerisk Værdi eller betydelig Tiltrækningskraft, end
sige begge Dele paa en Gang.

For det skulde vel ikke være Begyndelsen paa
en ny Æra, en Periode, hvor Teatret vilde gøre
sin gamle Uret imod dette lette, yndefulde, under-
holdende, hjærtevindende, ørekildrende, smilebaand-
paavirkende «Syngestykke» eller «Sangspil» god
igen? Tiden vil vise det. Som en Indledning til
en rationel Opéra comique-Dyrkelse vilde «Den
sorte Domino» kunne forsvares paa Repertoiret i
Øjeblikket. Men det er saamænd ingen Indledning;
ligesaalidt som «Den hvide Dame» ifjor eller ifortjor
var det. Det er rørende Fænomener, der forbavser
ved deres Tilsynekomst . og ikke efterlader noget
Savn ved dens Forsvinden.

Sagen er, at disse gamle Vittigheder i Toner
ikke længere kan underholde, end sige more os ved
egen Kraft. De maa serveres. Tager man ikke
paa f. Eks. Åubers nu 7oaarige «Sorte Domino»
med saa nænsom og dog sikker Haand, som det
er tilsigtet af Komponisten, klasker den sammen
som en slatten Klud og falder slapt til Jorden.

- Man kan ikke her nøjes med, at det.gaar paa bedste

Beskub, ikke heller med bevidst at dække over sine
Mangler ved allehaande uvedkommende Rutinefif.

på

y

veer rener huser

Jacintha (Jonna Neiiendam) Gil Perez (Mantzius)

Fa r——=

Brigitte (Marg. Lendrop) Juliano (Madsen) Angela (Emilie Ulrich) Horace (Agerholm)

«Den sorte Domino», 1. Akt

Der er navnlig ingen Mulighed for at «snyde sig»
fra noget, Linjerne er saa klare, Farverne saa gen-
nemsigtige, Sproget saa distinkt og Pointerne saa
tydelige i denne Musik, at den, der kommer til at
kludre eller. snuble her, straks forraader sig og
spolerer Virkningen.

Der er talt og skrevet saa meget om den «wag-
nerske Stil», at man var nærved at glemme, at der
foruden den findes mange andre Slags musikalsk-
dramatisk Stil, f. Eks. den franske Opéra comiques,
den, der skal til, for at «Den sorte Domino» kan
tage sig ud i Rampelyset. Der kræves her først
og fremmest en elegant, legende Lethed i Optræden,
Sang og Spil. Man maa ikke et Øjeblik mærke,
at der arbejdes af et Maskineri. Det hele skal gaa,
«som det var smurt».

Auber svarede engang en Mand, der talte til
ham om hans musikalske Lærdom, noget saadant
som: «Selvfølgelig er jeg i min Musik lærd (Savant),
men jeg praler da ikke med det; for saa vilde Folk
jo lægge saa meget Mærke dertil, at de glemte alle
min Musiks andre gode Egenskaber». Paa samme
Maade maa hans Fortolkere være stillede. De skal
kunne baade synge, spille, danse, tale, gerere sig
0.s. v. perfekt, men man skal blot ikke et Sekund
tænke paa alle disse tekniske Ting.

Genren er overmaade vanskelig i sig selv, ti-
dobbelt vanskelig for et Personale som vort, der
mangler al Skole og Rutine i den Retning. Man
kan ligesaa lidt vente, at det skulde gøre Fyldest,
som, at en Rugbrødsbager skulde kunne pludselig
blive en fin Konditor eller en Automobilfabrikant
en mønsterværdig Juvelér.

Man maa derfor ikke gaa for stærkt i Rette
med vore Operister for deres Gengivelse af «Den
sorte Domino»; thi Fru Ulrichs Angela savner jo
unægtelig den overbevisende Bravur, Hr. Agerholms
Horace den vokale Betingelse, Hr. C. Madsens Juliano
den vindende Elegance. Af Operisterne var kun
Fru Lendrop som Brigitte paa den rette Vittighedens
Vej; ellers var det Teatrets Skuespillere, der ramte
Tonen bedst: Fru Neiiendam som den hampre Hus-
holderske, Hr, Jerndorff som den let latterlige Lord
Elford og — ikke mindst — Hr. Mantzius som
den morsomme Økonom Gil Perez.

Hvis de egentlige Syngeroller havde faaet en
ligesaa sikker musikalsk stilfuld Udførning, som
disse tre Skuespilroller fik, vilde alt have været
godt. Nu blev det kun en Aflevering. af Aubers
Musik; men det er her, som i mange Tilfælde,
Serveringen, det kommer an paa.

Det er som sagt ikke gjort med, at de paa-

— 122 —=

gældende kan synge deres Ting og fremsige deres
Replikker uden at faa dem forkert i Halsen. Man
skal tværtimod ikke mærke, at de kan det. Før
kommer man ikke op paa Højde med den Slags

tilsyneladende saa smaa og lette Opgaver. — Der
er paa en vis Maade længere derop end til Klippe-
tinden, hvor Brynhild slumrer i «Nibelungenring».

Gustav Hetsch.

ROSMERSHOLM

e Ibsenske Skuespil befinder sig i" en Krise.
Ethvert Kunstværk maa gennemgaa den.

Thi for dem alle kommer det Tidspunkt, da de
mister det stærke Tag i Samtiden, som de havde,
da de blev til. Tanker, der fødte dem, Stemninger,
der nærede dem — alt det, som Tidens var, det
er gaaet ud af Døgnets Kresløb, har fortættet sig
til blivende Kultursubstans eller er forkastet af Ud-
viklingen.. Og paa den anden Side har de ikke
naaet den klassiske Ærværdighed, der lader den ydre
Form synes ligegegyldig, fordi Kærnen, den glødende
Kærne af stor og rig Menneskelighed, skinner igen-
nem som et fjernt.Himmellegemes indre Ild gennem
Skallen af Jordsmon.

Paa dette Punkt er nu Ibsen. Han er ikke
længere moderne og ikke endnu klassisk. Udødelig-
heden maa det være en kommende Tid forbeholdt
at skænke ham. For dem, der lever, bliver det
nærmest en Trossag, om den vil det, eller den vil
vægre sig derved. Jeg for min Part bekender villigt,
at jeg hører til dem, der troer. Men føreløbig maa
vi, der for tyve Aar siden feberivrigt kastede os
over et nyt Skuespil af Henrik Ibsen den samme
Dag, det udkom, og som gennemlevede de Sjæle-
kriser, der var deres Emne, dybt og personligt, som
var vi selv Part i Sagen, bøje os under den smerte-
lige Erkendelse af, at ogsaa de er kommet under
Forvandlingens Lov, som Ellida i «Fruen fra Havet».

Rosmer (Johs Nielsen) Kroll (Johs. Ring) Rebekka (Betty Nansen)

«Rosmerholm», 3. Akt

=7393 —

Rosmer (Johs, Nielsen) Rebekka (Betty Nansen)

Mortensgaard (Aggerholm) Rosmer (Johs. Nielsen)

«Rosmerholm»

"Under disse Forhold har Folketeatret taget «Ros-
mersholm» paa sit Repertoire.

Forsøget var voveligt, fordi Teatret af alle kø-
benhavnske Scener er det, som er tættest sammen-
knyttet med Begrebet Dagligstue. Der er intet
københavnsk Skuespilhus, hvor Publikum føler sig
saa hjemmevant, og Skuespillerne indretter sig der-
efter. De er indlevet i en dagklar, fornuftig Spille-
maade, der fortræffelig klæder et smilende dansk
Lyst- eller Skuespil, men som vanskelig tilsteder
nogen højere Flugt ud i Mysteriet.

Men Dagligstue er netop det, «Rosmersholm»
nødigst maa blive. Det, som er dagligdags i dette
Skuespil, først og fremmest det, der vedrører Striden
mellem Rektor Kroll og Rosmer, er af en Grovhed
og næsten brutal Tydelighed, som bør dæmpes ved,
at der hviler et hemmelighedsfuldt Halvlys over
hele Udførelsen, ikke understreges ved, at Stykket
spilles trofast og haandfast lige efter Bogstaven.
Ligesom de religiøse Begreber faar en anden Klang
i den troendes Mund end i den vantros, saaledes
er der en Kunstens Religiøsitet, der fylder Rummet
med Andagt og giver selv dagligdags Ord en dobbelt-
bundet Klang.

Paa Folketeatret manglede den, saavel i Iscene-
sættelsen som i den Ramme af Skikkelser, hvori
Teatret havde indfattet Fru Nansens Rebekka.
Selv Hr. Johannes Nielsen, der dog sagde mange
af Skuespillets Replikker udmærket smukt, syntes
ikke under Digtningens Hypnose.

Forestillingen hævdedes da af Fru Nansen alene.

Rosmer (Fritz Boesen) Kroll (Ramsøe) Rebekka (Alma Ahlstrøm)

«Rosmerholm» i Provinsen

Brendel (Dorph-Petersen) i «Rosmerholm»

Og hendes Rebekka samlede fuldt Hus, de Aftener
Stykket kunde gives.

Med Rette. Thi som faa forstaar Fru Nansen
at optage en Digtning i sig. "Netop optage. Fru
Nansen hører ikke til
dem, der «gaar ind i»
en Digtning, saaledes at
hun lader sin Person-
lighed opsluges af den,
hun skal fremstille. Hun
bliver den, hun er, giver
derfor heller ikke sine
Kvindeskikkelser, i det
mindste ikke dem, der
hidrører fra nordisk Lit-
teratur, noget fremtræ-
dende Særpræg. Men
Rollens Liv strømmer
gennem hende, den far-
ver hendes Stemme,
hendes Minespil, . med
sit individuelle, . skæl-
vende eller tørstende
Liv. Og der er ingen
Tvivl om, at Rebekka,
i det mindste i de

Wilken, Charlotte Wiehe, Arn. Christensen

Krarup, Charlotte Wiehe, Gerda Christophersen, Pio

«Dukken »

sidste Akter, hører til hendes allerbedste kunstneriske
Ydelser. Fra det Øjeblik, da Rebekka ved, at hun
maa gaa til Grunde under det Rosmerske Livssyn,
der har adlet hende, var Fru Nansen paa sin rige
Evnes Højde. Der var Undergangsstorhed, Under-
gangstragik over denne Visnen,. over denne haabløse
Kamp for en haabløs Kærlighed. Maaske er der
i Rebekka noget mere, maaske kunde hun tænkes
farligere. Men som det blev, var det sikkert Udtryk
for en dybt personlig Opfattelse.

Helt til Bunds forstaar imidlertid hverken danske
Skuespillere eller dansk Publikum «Rosmersholm».
I Tyskland hører det til Ibsens mest ansete Skuespil,
og da nylig Ida Aalbergs tyske Trup spillede det
her, fik det en Udførelse, der maaske ikke kan
kaldes bedre end vor, men sikkert var mere i Styk-
kets inderste Aand. Paa Folketeatret fandtes for faa
Møllefosse og for tamme hvide Heste. Ingen troede
for Alvor paa, at Rosmer og Rebekka var sprunget i
Fossen, næppe nok Madam Helseth, der i Skue-
spillet har den Opgave at bibringe os andre Troen
derpaa.

Albert Gnudtzmann.

Ho ==

Anders (Fønss) Inger (Dagny Heckscher) Niels (Rostrup)
i «Niels Nielsen»

Aage Andersen (Rindom) Marie (Clara Rasmussen) Hans Nielsen (Malberg)

«Niels Nielsen», 1. Akt

DAGMARTEATRET

Å, BD er mærkeligt og misvisende, at Anker Larsen
og Rostrup har kaldt deres dygtige og friske

Skuespil «Niels Nielsen», da kun en eneste af Styk-

| kets fire Akter er helliget Skildringen af den arme
Bondestudent. I de øvrige tre Akter er det andre

Personer, der træder i Forgrunden og holder Inter-

essen fangen. I første Akt fængsles man saaledes

l straks af den gamle forhutlede Væver og forresten
| af det hele Interiør i den usselige, lerbyggede Stue
med de revnede Ruder, den klaprende Væv og de

triste graa Vægge. Og ogsaa i tredje Akt glemmes

f Niels Nielsen næsten helt i Høstgildets brogede
| Virvar, og medens her det vilde, tøjlesløse Leben
4 i den osende Lade er ypperligt skildret og flere

Bøndertyper taget paa Kornet med Schandorff'sk
og Pontoppidan'sk Træfsikkerhed, virker Hoved-
personen uvedkommende og interesseløst. Og i
Stykkets sidste — og iøvrigt svageste — Akt med
den lovligt drastiske og feuilletonagtige Slutning
har Niels Nielsen næppe fem Replikker, men Hoved-
interessen samler sig om den lille rørende Pige i

den hvide Seng. Kun i anden Akt har Niels Niel-
sen Ordet. Her faar man at vide, hvad Forfatterne
har paa Hjerte — og at de overhovedet har noget
paa Hjerte!

Niels er i sin Tid bleven «opdaget» af Sognets
Præst, der har hjulpet ham til at blive Student;
men derved har han kun gjort ham en slet Tjeneste.
Hjemme i sit eget Sogn havde Niels kunnet hævde
sig, men i den store, fremmede By har han ikke
kunnet trives, og alt hvad Præstens gode Vilie har
skaffet ham er Sult og Nød og Slid.

Forfatterne burde have forfulgt og uddybet deres
Idé. Saa kunde «Niels Nielsen» være blevet et
fast sammentømret Skuespil i Stedet for, som det
nu er, en Række Bondelivsskildringer, der er hæftet
ganske løst sammen i Ryggen. Men i og for sig
er disse Skildringer fortræffelige, og det interessante
og alvorlige Arbejde fortjener al mulig Ros og
Anerkendelse. Det samme gælder Udførelsen.

— Casino har genoptaget «Dukken», og Charlotte
Wiehe har atter haft Succes paa sin Glansrolle.

Paul Sarauw.

TØR ==

Vøhtz (Zangenberg) Eriksen (Friedrichsen) Anna (Laura Mehren) Provsten (Orlamundt) Niels (Rostrup) Helga (Aug. Bl

«Niels Nielsen», 2. Akt

ad) Aage (Rindom)

Rask (Strøm) Niels (Rostrup) Inger (Dagny Heckscher) Bente (Math. Nielsen) Marie (Clara Rasmussen)

«Niels Nielsen», 4. Akt

AEDKEN. ARS KO OG
KAVNER

hr :
Ey | n =

EHRISTIAN ZANGENBERG

1881 — 2. SEPTEMBER — 1906

aar Herløv med
N de tyvstjaalne
Stikkelsbær i sit Lom-
metørklæde danser le-
ende ind paa Scenen
og afbryder Eibæk i
hans sværmeriske
Naturbetragtninger,
har vi Christian Zan-
genberg for Oos, saa-
ledes som han vil
leve i vore sceniske
Minder. Han har i
sit nu over 30-aarige
Teaterliv spillet man-
ge forskellige Slags
Roller, har baaret
baade den romantiske
Elskers silkestukne
Vams og den tragiske
Helts Panser og Pla-
de, men det ypper-
ste, han har vdet,
er dog som den
unge Mand fra vor
egen Tid elleri hvert
Fald fra vore Bedste-
forældres Dage. Som

Stigaards og Hult-
manns Arvtager har
han ejet saavel den
førstes Troværdighed
som den sidstes vin-
dende Væsen. Han
spillede paa Kasino
Elskeren i den Bøgh-
ske Vaudeville — f.
Eks. Herman Bagge
i «Et enfoldigt Pige-
barn» — Christian i
«Ole Lukøje», Rus-
sen Halling i «Spurv
i Tranedans», 0. s. f.
Og paa det kgl. Te-
ater blev han lige saa
selvfølgelig Hammer
i «Nej», Nikolaj Rej-
ersen i «Sparekas-
sen», Julius Smith i
«Et Rejseæventyr»
og Herløv i «Æven-
tyr paa Fodrejsen».
Med smittende ung-
dommelig Kaadhed
kunde han sige Jens
Tops berømte Ord i

Hakon Jarl i «Hakon Jarl»

Herløv i «Eventyr paa Fodrejsen»

Yi:

SN tå .

|

|”

HV

mm

Xyj

Olaf i «Dronning Margareta»

Svend i «Strandby Folk»

' «Deklarationen»: «Jeg er ingen
Ting, jeg har ingen Ting, men É
det gør ingen Ting!» Og han
kunde bære den klædelige Dragt
fra Tyverne og Trediverne i
Heibergs Vaudeviller med en
Naturlighed og et Tække, som
om den graa Rejsekappe med
Kuskeslagene var syet til ham
selv. Den slanke unge Mand
med det aabne Ansigt og den
smukke Sangstemme spillede og
sang sig ind i alle Hjærter. I
en Kunst som Scenens, hvor de
ydre Midler spiller saa stor cn
Rolle og lægger saa afgjort et
Plus til de naturlige Anlæg,
hørte Christian Zangenberg hjem-
me som Fisken i Vandet. Han
tog sig ud i Rampens forskøn-
nende Lys. Han bragte Glæde
med sig. Han blev Kvindernes
Yndling. Hundrede og atter hun- |

drede Aftener har vi ham at |

takke for harmløs Munterhed

Aladdin i «Aladdin»

Med Rette har Christian Zangenberg derfor atter
valgt Herløv til sin Festforestilling paa 25Aarsdagen
efter sin tørste Optræden paa det kgl. Teater. Han
spillede jo ogsaa den samme Rolle, da han i Januar
1898 fejrede Jubilæet for sin egentlige sceniske
Debut et Steds ude i Provinserne. Og selv om
Herløv i Aarenes Løb er bleven baade rund og
trind, medens de ungdommelige Kinder har mistet
deres faste Konturer, har Øjnene bevaret deres
Glans ligesom Sindet sin Munterhed. Det gælder
ogsaa kun om for en Aften at opfriske de gamle
Minder. Zangenberg har ved at forsøge sig som
Skriverhans i Hostrups Komedie selv for længe siden
sagt Farvel til Studenten. Og det kgl. Teater har
ved Aftenen før Jubilæet at lade Zangenberg op-
træde som Tjælde i Bjørnstjerne Bjørnsons «En
Fallit» yderligere understreget, at Kunstneren nu
hører et andet Rollefag til. For Zangenbergs sceniske
Fremtid er unægtelig denne Aften ogsaa af større
Betydning end selv den mest ærefulde Jubilæums-
fest. De senere Aar paa det kgl. Teater har været
tunge og trange for ham. Til Tider har det set
ud, som om han skulde glide helt til Side. Over-
gangsperioden fra det yngre til det ældre Fag, der
altid er en farlig Stund for den sceniske Kunstner,
har været dobbelt vanskelig for Zangenberg. Der

og ugdommeligt Liv.

Smith i «Et Rejseeventyr»

var saa mange nye og yngre Kræfter til det mo-
derne Repertoire, der fortrinsvis blev dyrket. Tra-
gedien og det store Drama, ad hvilken Vej Zangen-
berg mente at skimte sine fremtidige Opgaver,
havde hverken Tiden eller Teatret for sig. Det
var mod Strømmen — baade i den ene og den
anden Henseende at han maatte kæmpe sig frem.
Han stred tappert, og hans ufortrødne Bestræbelser
vidner om saavel hans Kærlighed til som hans
Respekt for den Scene, hvortil han var knyttet.
Det er mindst af alt Zangenbergs Skyld, at Oehlen-
schliger og Shakespeare i de sidste Par Aartier
har haft saa krank en Skæbne paa det kgl. Teater.
Stor har sikkert ogsaa hans personlige Skuffelse
været, da det ikke lykkedes ham at gyde nyt Liv
i de enkelte Helteskikkelser, det dog forundtes ham
at fremstille, som f. Eks. Hakon Jarl eller Othello.

Det har utvivlsomt oprindelig været Zangenbergs
lønlige Haab at blive en Oehlenschliger-Skuespiller.
Han havde jo spillet Aladdin, og hans Olaf i
«Dronning Margareta» vakte mange Forhaabninger
baade hos Kunstneren selv og hos Publikum. I
det romantiske Skuespil var der ogsaa lige fra hans
første Tid ved det kgl. Teater stadig tilfaldet ham
den ene Rolle efter den anden, om end f. Eks.
hverken hans Thorstein i «Syvsoverdag» eller hans

— 131 —

Broder Kai i «Broder Rus»

Tristan i «Kong Renés Datter» hvad Naturlighed
og Sandhed angaar nogen Sinde kom paa Højde
med hans unge borgerlige Elskere fra Nutidens
Virkelighed. Skulde Skridtet da ikke kunne gøres
fuldt ud fra Heibergs og Hertz” Romantik til Ochlen-
schlågers Tragik? Men underligt nok, selv den ydre
Side af Opgaven, den tekniske, den, som egenlig
skulde kunne læres paa et Teater, Skansionen, De-
klamationen, voldte altid Vanskelighed. Siden Vil-
helm Wiehes Død har næppe nogen af det yngre
Kunstnerkuld kunnet behandle den oehlenschligerske
Rytme. " Emil Poulsen har været den nærmest, og
maaske skal hans Sønner en Gang gøre Alvor af
en Oehlenschliger-Renæssance. Alligevel skulde
selvfølgelig vor nationale Scene have vaaget over
den tragiske Tradition efter bedste Evne. En Ydelse
som Zangenbergs Bjørn Asbrandson i første Halvdel
af «Landet fundet og forsvundet» («De to Arm-
ringe», som det kgl. Teater kalder Brudstykket) er
ikke alene al Ære værd, men viser ogsaa, hvad
kunstnerisk Ihærdighed selv paa dette Omraade
kan naa.

Skal det imidlertid paa ny lykkes Chr. Zangenberg
at faa fast Fod i Repertoiret, er der næppe nogen
Tvivl om, at ogsaa han fortrinsvis maa udnytte
sine Evner som Barn af vor egen Tid. Alt det

Hagbarth i «Hagbarth og Signe»

Ypperste i vor nuværende sceniske Kunst er Jo
moderne. Det er hos Ibsen og i det nyere hjemlige
Lystspil, at det kgl. Teater fejrer sine Triumfer for
Øjeblikket. Den Kunstner, der ikke har Tid til at
vente paa nye aandelige Strømninger, maa derfor slutte
op i Række med sine Fæller. Der maa kunne
findes Opgaver i Karakterkomedien for Zangenberg.
Hans Spil i et Par af de russiske Samfundsdramaer,
som det kgl. Teater i de senere Aar har vist en
Slags Forkærlighed for, burde have banet Vejen i
saa Henseende. Allerede i den gamle Werles Rolle
i «Vildanden» lagde Zangenberg noget nyt og ejen-
dommeligt til Typen. Det vilde glæde alle Kunst-
nerens Venner, om Tjælde nu maatte blive et Vende-
punkt for ham og et Udgangspunkt for en ny og
rigere Virksomhed.

Chr. Zangenberg hører nemlig til de aktive
Naturer, for hvilke Arbejdet er en Livsbetingelse.
Som han har været ivrig i sit Kald, har ogsaa
hans Standsfællers Interesser altid ligget ham varmt
paa Hjærte. Han har i flere Aar været Formand
for Skuespillerforeningen og aldrig sparet sig selv,
naar det gjaldt at samle ind til de gamle og træn-
gende blandt Kammeraterne. Derfor blev ogsaa
hans egenlige Skuespiller-Jubilæum i 1898 saa smuk
en Dag for ham. Den utrættelige Forkæmper for

132 —

-
Standen, den trofaste Ven og den gode Kammerat paa nogen bedre Maade end ved at binde ham
hyldedes ikke mindre end den afholdte Kunstner. fastere og gøre hyppigere Brug af hans Evner.
Rundt om i Landet saavel som i ikke faa af Tør man tage det som et Varsel herom, at
Norges Byer er Chr. Zangenberg endelig en saare Chr. Zangenberg paa Sæsonens første Aften atter
populær Mand. Hans Oplæsninger og Gæstespil træder frem i første Række? I saa Fald vil alle
har alle Vegne skaffet ham talrige Venner. Han Kunstnerens Venner med dobbelt Glæde den næste
har vel egenlig snarest nu og da haft for god Tid Dag endnu en Gang fejre den unge Herløv og
til sin Raadighed, og det kgl. Teater vilde sikkert med Taknemmelighed mindes den hele Række af

& ikke kunne takke ham for 25 Aars trofast Arbejde glade unge Skikkelser gennem de svundne 25 Aar.

| Otto Borchsenius.

"

«DEN. GLADE ENKEY

! :

Ida er med Operetter som med Drager, Hoved- Det eneste, der gærne kan mangle, er Indhold.

sagen er, at man forstaar at sætte dem op. Og føjede «den glade Enke» sig villigt ind i de
Man skal tage Dragen og løbe med den i Vind- gode Operetters Tal, hvad angaar Musiken og Skue-
retningen, pludselig slipper man den, og ser den til spillerne og Direktøren, saa skejede hun heller ikke,
sin Glæde stige let og muntert til Vejrs; saa har hvad Indhold angaar, ud fra gode Operetters Sæd-
man blot tilbage at stole paa den gunstige Vind — vane; hun var nemlig rart indholdsløs; saa helt

,r og Dragen er sat op. Operetter skal ogsaa sættes uden Pointe, at Indholdet ikke lader sig referere.

' op i gunstig Medbør, og ført af den stryge ind i Men Musiken var god, iørefaldende, vuggende,
Publikums Gunst. Der skal fra Komponistens Side som den skulde være. Valsemelodien, der har slynget
en kvik, iørefaldende Musik til, Skuespillerne skal sig om os hele Sommeren fra Esplanaden til Som-
være ovenud lystige og fornøjelige, og endelig merlyst, vil gennem Casino faa fornyet Liv. Og
Teaterdirektøren skal forstaa at sætte Operetten op. Skuespillerne havde den rette Operettestemning.

hl

|

|

|

|

t
Rosillon (Torben Krarup) Valencienne (Gerda Christoffersen) Valencienne (Gerda Christoffersen) Baron Zeta (Sofus Neumann)
Er.
& 292

A W. Sandberg fot, A, W, Sandberg fot.
Grev Danilo (Holger Reenberg) Hanna Glawari (Fru Gerda Krum) Hanna Glawari (Fru Gerda Krum)
«Den glade Enke»

(uads1aH Ost

” eplar) ) JUUIDUSJT A

cOYUT apejs udg»

og zeg Åre

r——

(U3S1301ST1

I rpiar)) auua

noj org ur

Grev Danilo (Holger Reenberg) Hanna Glawari (Fru Gerda Krum)
«Den glade Enke», 3. Akt

Gerda Christoffersen. Gustav Hetsch.
Samarbejde.

København er egnet for Operetter; Publikum
hører dem mere end gærne, og Byen har to Teatre
— Casino og Frederiksberg Teater — der begge
har glimrende Operettekræfter.

Fru Krum har netop den glade Enkes indsmig-
rende Livsglæde, hendes Sang og Spil bevæger sig
netop i de kælne Rytmer, der passer til Lehårs
Musik. Hr. Reenberg er lige besejrende som Smede-
svend, som Kongesøn og nu som Operettegreve.
Ved Naturlighed kan en Skuespiller gøre Under-
værker, og Holger Reenberg forstaar at give en
Rolle netop det af sin egen Person, som gør Rollen
fin og overbevisende. Gerda Christoffersen har for-
uden sin glimrende Sangstemme et straalende For-
vandlingstalent. Man skal lede længe efter en
Kunstnerinde, der som hun kunde baade spille og
synge tredie Akts Varietéscene. Som hendes Mand
morede Sofus Neumann, og Gensynet med Jacques
Wiehe var hjerteligt.

Med et Trekløver som Gerda Krum, Holger
Reenberg og Gerda Christoffersen kan Casino være
sikker paa sin glade Enke. Man kunde ønske Tea-
tret, at hun endnu de hundrede Aftner maatte synge
og danse sin lette Vals over Casinos Bræder.

Victor Lemkow.

— 136, —

PE;

7% n.

DEF KGEJTEATER

BJØRNSTJERNE BJØRNSON: «EN FALLIT»

et kgl. Teater aabnede sin .Sæson d. 1. Sep-
D tember med saa interessant en Forestilling
som Bjørnsons «En Fallit» i ny Indstudering og
med nv Rollebesætning.

Der er altid stor Forskel paa nu og da, og den
Menneskealder, der er gaaet, siden «En Fallit» gik
her første Gang, er ikke gaaet sporløst hen over
Stykket. Det viser sig at «En Fallit» ikke har
været den gode Drue, der ved 30 Aars Lagring
stiger i Velsmag og Fylde, tværtimod virker Stykket
noget afbleget. Ikke at Interieuret eller Millieuet
virker anderledes nu end da. En norsk Konsul og
Købmand i 1906 er næppe væsensforskellig fra
Halvfjerdsernes Købmænd; hans Hjem, hans For-
retningsmiddage, hans Kone, hans Døttre og hans
Løjtnant-Svigersøn er sikkert alle de samme.

Heller ikke Handlingen virker mindre interessant
nu; et Krach i et stort Købmandshus er sikker paa
at blive fulgt med Spænding, hvad enten det fore-
gaar i det virkelige Liv eller paa Scenen. Nej det
er Stykkets 4. Akt, der virker saa rent meningsløs
nu i det 20. Aarhundrede.

Som Johan Hermann Wessel efter sine episke
Vers tilføjede et Par ganske uvedkommende Linjer
med Overskrift: Moral, har Bjørnson til «En Fallit»s
virkelige Handling føjet en ganske uvirkelig 4. Akt,
hvis Overskrift godt kunne være: bedsteborgerlig
Moral for Speculanter.

Denne paaklistrede Akt ødelægger det hele. Den
er saa taabelig, at det næsten er med Vemod, man

ser Dr. Mantzius, der i 2. Akt var den kolde,
myndige Advokat, være nødt til i 4. Akt at nusse
rundt som Vaudevilleonkel; det sørgelige er, at
denne Akt ikke lader ham anden Mulighed.

Og ingen Djævel — ene med Undtagelse af
Bjørnstjerne Bjørnson — vil da i 1906 tro, at

en norsk Speculant og Storkøbmand gør en Fallit
paa Y2 Million, for derefter at nedsætte sig som en
hæderlig mindre Grosserer, hvem det efter nogle
Aars Forløb lykkes at betale enhver sit. Der er
næppe Tradition for, at Speculanterne i Norge har
dette Syn paa en god Fallit.

Om «En Fallit» skal fængsle et Publicum er ene
afhængig af Udførelsen af de to Hovedroller Konsul
Tjælde og Advokat Berent. Og det var en lykkelig
Idé af Direktionen at give Konsulens Rolle til
Chr. Zangenberg.

Som Prof. Otto Borchsenius skrev i forrige
Hefte af dette Tidsskrift, havde Zangenberg den
for en Skuespiller saa vanskelige Opgave at gaa fra
de yngre Rollefag over i de ældre Karakterskue-
spilleres Række, og Chr. Zangenberg klarede alle
Skær ved et dygtigt Spil.

Ikke blot forstod han i første Akt at gengive den
vovelige Storkøbmand og myndige Husherre, men
ogsaa som sleben Selskabsmand ved en Forretnings-
middag var han ægte nok. Dog er det naturligvis
i 2. Akts Opgørelsesscene, at hans Spil skal have
Vægt og hans Evner gøre Fyldest, der hvor Konsul
Tjælde skal klare sig overfor den stejle Advokats

Advokat Berent (Dr. Mantzius)

«En Fallit»

Brygmester Jacobsen (Reumert)

Ge Ud»

(Zzaquaguez uyo) apjælg, Insuoy (Sioquagurez u1yD) 2PjælT, Insuoy (smmuew uq) muang

Valborg (Frk. Zangenberg) Sannæs (Roose) Signe (Frk. Krause) Hamar (Schyberg)
æ ? pb; te]

«En Fallit»

Reduktioner af hans falske Ejendomsvurderinger.

Hr. Zangenbergs Spil gengav udmærket Konsulens
Stemninger. Som den overlegne Købmand stryger
han med en flot Haandbevægelse de første hundred
tusind, Advokaten reducerer; men efterhaanden som
der begyndes paa de næste hundred tusind, synker
hans Mod for at stige til et ubændigt Raseri, der
kulminerer i Trussel om Mord, og tilsidst, da alt
preller af mod Berents rolige Bestemthed, synker
han ned i Synderknuselse og Fortabelse.

Bedre Skuespiller end Dr. Mantzius ejer vi ikke.
Fra det kgl. Teaters Shakespeareforestillinger er
man vant til at sige om Dr. Mantzius, at han for-
staar at gengive en Rolles hele Karakter, at han
evner at overskue de store Linjer i et Skuespil.
Men lad det dog engang blive slaaet fast, at ogsaa
de dagligdags Smaasærheder, vi Mennesker gaar
rundt med, har Mantzius luret os af, og forstaar at
gengive med genial Sikkerhed. Hvem mindes ikke
med Glæde fra «Fader og Søn» det Levemandstag,
han havde ned i sin Bukselomme efter de løse
Tokroner, som han haler op og ser paa. Og nu

her som Advokat Berent; hans Hoste var netop den
gamle tørre Advokat-Hoste, der minder om en Rets-
sags tørre Bilag. Og som Dr. Mantzius har afluret
Levemændene deres løse Penge i Bukselommen,
saaledes har han ogsaa opdaget de gamle Mænds
Sølvdaaser med Pebermynter. Med Forsigtighed
tager han Sølvdaasen frem, leder sig omhyggeligt sin
Pebermynte ud, og slaar endelig Laaget fast og
sikkert til, saa Smældet virker som Punktum i
hans Tale.

Forstod Dr. Mantzius at gengive alle saadanne
smaa Finesser i sin Gammelmandsrolle, saa evnede
han ogsaa fuldkommen at fastholde Figuren. Det
var en Nydelse at se denne gamle, stejle Advokat,
der ikke lod sig rokke et Hanefjed, selv da han trues
med Revolver.

Som Sannæs havde Thorkild Roose overtaget
Emil Poulsens gamle Rolle. Hans Spil fængslede
og gav gode Løfter for Fremtiden ved den store
Inderlighed, han havde lagt deri. Mellem de unge
lyste Frk. Krause op, ikke blot ved en guldlokket
Paryk, men ogsaa ved et kvikt Spil.

Victor Lemkow.

RARFTUS TEATER

arhus Teater har som sædvanlig begyndt sin

Sæson med delvis nye Kræfter. Dette Teater
er jo efterhaanden bleven en fremragende Udrugnings-
anstalt for Talenter. Desværre for Teatret piller
København hvert Aar de bedste ud. Aarhus beholder
som Regel kun Middelhøsten, og næste Sæson kan
Hr. Benjamin Pedersen da, som den omhyggelige og
pligttro Gartner han er, begynde at opelske en ny
Samling haabefulde Spirer i sin dramatiske Urte-
potte.

Det maa egentlig ikke være opmuntrende for
en Direktør dette, og desto beundringsværdigere er
hans solide Arbejde fra Aar til Aar. Det vilde være
uoverkommeligt, dersom der ikke, trods alt, var
nogle retfærdige til, ogsaa i Aarhus.

Til disse retfærdige og redelige Sjæle regner jeg
først og fremmest Hr. Alfred Cohn. Aarhusianerne
sætter megen Pris paa ham, men de kan i Virkelig-
heden ikke vurdere ham højt nok. For Byens Kunst-
opfattelse har han betydet ti Gange mere end samt-
lige periodiske Primadonnaer, som det efter rent ud
eventyrlige Reklamebrøl er lykkedes at naa til Kø-
benhavn. Cohn blev. Ikke fordi han ikke kunde
andet, men fordi han ved, hvad en Position er værd.
Naar han viser sig paa Scenen, jubler det ganske
Hus. Han er Dus med det halve Parket og Byens
populæreste Mand næst efter Peter Sabroe.

Selv en By uden udpræget Fysiognomi som
Aarhus har sin egen Humor, forskellig fra alle
andre Byers. Den aarhusianske Humor er vold-
sommere og grovere end f. Eks. Københavns. Der
er noget Rubensk ved den. Mød aarhusianske
Borgere paa en Kafé efter Kl. 12 Nat, de er ikke
blot alle gemytlige Jyder for Vorherre, nej, de er
skabte som Hollændere. Deres Vid udmærker sig
ved sin barokke Naturlighed og en hartad fantastisk
Ligefremhed. Det aarhusianske Vids Repræsentanter
paa Scenen er Alfred Cohn og Fru Anna Jacobsen.

Det gælder om Fru facobsen, hvad der gjaldt
om Cohn. Det er næsten ligegyldigt, hvad hun
foretager sig paa Scenen, de brave Borgere vælter
sig af Grin, blot de ser hende. Hendes Position
kan bedst sammenlignes med afdøde Fru Julie
Lumbye-Hansens. Hun er en Slags kvindelig Olaf
Poulsen blandt Jyderne.

Dermed er vi færdige med Latteren. Thi Anker
Kreutz. Komik er af en stilfærdigere Art, — Folk
ler ikke af ham, men fniser inderligt, og gamle
Price, der morede saa ustyrligt som Løjtnant von
Buddinge, gaar efterhaanden over til at blive Teatrets
pére-noble, eller maaske rettere grand-pére.

Vilhelm Birch er Teatrets Zangenberg. Dog har
han endnu ikke haft Jubilæum. Han er derimod
en blodrig Elsker og en heltemæssig Helt. Han

— 141 —

Alfr. Cohn i «De smaa Landstrygere»

Anker Kreutz i «En Lektion»

Anna Jacobsen i «Et Søvbryllup»

Jonna Kreutz i «Et Sølvbryllup»

har spillet omtrent alle de Roller, som paa køben-
havnske Teatre fordeles mellem Martinius Nielsen,

Gudrun Lundgreen

Adam Poulsen og Holger Reenberg. Alligevel er
han ikke Spor af blasert og synes aldrig at kunne

— 143

overanstrænges. Han og Benjamin Christensen trækker
Repertoirelæsset. Hr. Christensen gik sidste Aar
fra Succes til Succes og har efterhaanden udviklet
sig til en virkelig fremragende Karakterskuespiller,

Paa Spindesiden har Teatret med Udgangen af
forrige Sæson mistet Frk. Gudrun Lundgreen, en
frisk og naturlig ung Dame med et frodigt Humør,
som under en kortvarig Glansperiode bl. a. udfoldede
sig i En Lektion og i De smaa Landstrygere. Til-
bage er Frk. Maja Bjerre- Jensen samt Fruerne Karen
Lund og Ellen Christensen. De to førstnævnte er
kendte i København, Frk. Bjerre-Jensen har i Aarhus
udviklet sig betydeligt gennem et stort og vekslende
Repertoire, Fru Lund har gjort Lykke som Nitouche.
Fru Ellen Christensen, f. Arctander, er som andre
Ellew”er, — hun spiller omtrent i noget lignende
som Ellen Diedrich eller Ellen Aggerholm — har
iøvrigt vist Evner baade som Vaudeville-Ingenu,
Elskerinde i Folkeskuespillet og som ung og nydelig
Dame i den kære Familie. Teatrets Anstandsdame er
Fru Jonna Kreutz. Hun udfylder sin Plads med Anstand.

Karen Lund som Nitouche

Til de her nævnte Skuespillere og Skuespiller-
inder, — foruden de mulige Talenter, som endnu
holdes skjulte under Udrugningsmaskinen, — kommer
iaar Hr Jacob Jacobsen. Det er Meningen, at Hr.
Jacobsen skal deltage i Sceneinstruktionen, og det
vil sikkert være til Held for Teatret. Selv en nok
saa flittig Direktør kan ikke i Længden alene over-
komme hele et Teaters Drift. Medens Hr. Benjamin
Pedersen nu med fuld Kraft kan kaste sig over de
tungere, klassiske Ting, som interesserer ham mest,
vil Hr. Jacobsen kunne indstudere Farcerne. Der
trænges til lidt Farce paa Aarhus Teater, og Hr.
Jacob Jacobsen har jo Øvelsen fra De Ottes muntre
Tourné. AÅ. Winding.

s1 EA TERSALENS

ed September Maaned slutter Somren af, Efter-
M aaret begynder, Teatrene lukker op, og Tids-
skriftet «Teatret» kommer igen rundt til sine ven-
tende Læsere.

I de Maaneder, hvor andre Teaterdirektører og
Skuespillere holder Ferie eller raserer vort lille flade
Land med kunstfordærvende Provinsturneer, holdt
Frederiksberg Teaters Direktør, Emil IVulg, sig
hjemme med sit Personale og omskabte Tivolis for-
agtede Glassal til et godt lille Operetteteater, der
blev døbt «Teatersalen».

Fru Buemann

«Sommerrejsen»

Nm ——m——m
| ages ERE 9 me En

Direktør Wulf er en Mand, der forstaar sine
Ting; han ved, at Tivolis glade Københavnere ikke
vil have alt for tung en Kost til Frk. Nimbs Smør-
rebrød; og paa den anden Side var han belært af
forrige Aars græsselige Tivolisæson. Naturligvis
maatte «T'eatersalen» byde paa Operetter; thi ingen
anden scenisk Kunstform er mulig i de Maaneder,
hvor Thermometrets Kvægsølv med Sindsro Spa-
serer op til 25 Grader; men Emil Wulf holdt sig
klogelig langt væk fra forrige Aars Operettepjank.
Foruden Offenbachs gamle «Konerne fra Hallerne»
fik vi en moderne dansk Revyoperette, «Sommer-
rejsen», af Johannes Dam og Anton Melbye.

«Sommerrejsen» gjorde Lykke og skaffede «Te-
atersalen» 2 Maaneder udsolgt Hus. Lad nu Ind-
holdet i «Sommerrejsen» være det Snak, det var —
ingen forlanger for Alvor Mening i en Revyoperette,
— saa maa man dog indrømme, at «Sommerrejsen»
er behagelig fjærn fra den Plathed, Hr. Breidahls
Sommerrevy ugenert bærer til Skue.

Frederiksberg Teaters Kunstnere var taget med
deres Direktør til «Teatersalen», og man gensaa
Fru Buemann, der havde forvandlet sig fra Oliver
Twist til en ildfuld spansk Danserinde, Hr. Seemann
smeltede Tilhørerindernes Hjerter og Jutta Lund
satte alles Lattermuskler i behagelig Bevægelse.

Fru Anna.

Jutta Lund

== LAM